James Harden har nu fået sin straf efter nattens kamp, hvor han sparkede NBA-stjernen LeBron James i skridtet.

Det gik vildt for sig da Houston Rockets og Cleveland Cavaliers tørnede sammen natten til mandag i NBA.

Holdenes to største stjerner - LeBron James og James Harden - var flere gange i klammeri i løbet af kampen. Den mest omdiskuterede episode fandt sted i slutningen af tredje quarter, da LeBron James dækkede Harden tæt op. Harden faldt ned på gulvet og kvitterede med at sparke Lebron James i skridtet.

Harden har i dag modtaget sin dom, der lyder på én spilledags karantæne, og han går dermed glip af kampen tirsdag nat mod Memphis Grizzlies.

Kampen endte i øvrigt med en sejr til Harden og Rockets efter forlænget spilletid.