Det er nu 10 år siden, at cykelrytteren med de kække bemærkninger stod frem og erkendte et årelangt dopingmisbrug. BT har besøgt den nu 52-årige gadedreng, der har overvundet svære depressioner og i dag nyder sin tilværelse, men stadig har fortidens spøgelser i hælene.
»Jeg var ufatteligt nervøs. Jeg var pisse bange.«
10 år er gået, siden Jesper Skibby knuste sin egen opbyggede facade og lagde alle kortene på bordet. Udstillede sig selv, smed filteret og erkendte et årti med snyd og bedrag. Det var angstprovokerende og sårbart, men også en absolut nødvendighed.
Den eneste udvej fra den depression, der i de mørkeste perioder havde udslettet lysten til at leve. Jesper Skibby følte, han havde svigtet sig selv, sin familie og alle dem, der havde heppet på ham, mens han udadtil gik rundt med et falskt, smørret smil og fyrede jokes af. Det blev en rolle, han hadede sig selv for.
Senere i interviewet fortæller Jesper Skibby om, hvordan han har svært ved at se folk i øjnene.
»Det har krævet en helvedes masse arbejde for mine omgivelser, for mine venner og min familie,« siger han og fremhæver én ting, han fortsat kæmper med:
»Jeg har stadig svært ved at se folk i øjnene. Nogle gange må Mette, min kone, tage fat i mig og sige: ’Jesper, du skal se folk i øjnene’. Det er sådan noget fucked up noget, og jeg ved ikke, hvorfor. Det virker super overfladisk, men jeg vil ikke være det. Det er virkelig ikke for at være overfladisk,«
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele det rørende interview med Jesper Skibby.
Det er nu 10 år siden, at cykelrytteren med de kække bemærkninger stod frem og erkendte et årelangt dopingmisbrug. BT har besøgt den nu 52-årige gadedreng, der har overvundet svære depressioner og i dag nyder sin tilværelse, men stadig har fortidens spøgelser i hælene.
»Jeg var ufatteligt nervøs. Jeg var pisse bange.«
10 år er gået, siden Jesper Skibby knuste sin egen opbyggede facade og lagde alle kortene på bordet. Udstillede sig selv, smed filteret og erkendte et årti med snyd og bedrag. Det var angstprovokerende og sårbart, men også en absolut nødvendighed.
Den eneste udvej fra de depressioner, der i de mørkeste perioder havde udslettet lysten til at leve. Jesper Skibby følte, han havde svigtet sig selv, sin familie og alle dem, der havde heppet på ham, mens han udadtil gik rundt med et falskt, smørret smil og fyrede jokes af. Det blev en rolle, han hadede sig selv for.
Derfor var bogen ’Forstå mig ret’ ikke bare én blandt utallige biografier, som hvert år rammer bogmarkedet i tid til julehandelen. Det var et opgør med fortiden fra en af dansk idræts mest folkekære atleter, der op mod udgivelsen i november 2006 sad tilbage med konen Mette og deres nyfødte datter Elisabeth og afventede omverdens dom. Følelsen fra dengang husker Jesper Skibby, som var det i går.
»Det var skæringspunktet i mit liv. Det var en helt anden verden, jeg trådte ind i. Hvad ville folk synes om mig? Jeg har altid været kendt for kække kommentarer, og så lige pludselig kommer denne her bog på gaden, som er hudløst ærlig.«
Jesper Skibby har inviteret BT indenfor på sin nuværende arbejdsplads HC Container i Kirke Værløse. Præmissen er en status på, hvordan livet ser ud ti år efter, han afslørede sit livs hemmelighed.
Han tager storsmilende imod og agerer storleverandør af en højlydt drenget latter og gode tilbud: ’Kaffe?’ ’Eller en danskvand?’ I HC Container er han Customer Relations manager, og plejen af hans gæster fejler ikke noget. Her er Jesper Skibby vellidt, og her har han det med egne ord som blommen i et æg.
Sympatien fra danskerne havde han også som cykelrytteren med det bombastiske humør– i hvert fald det han viste foran kameraet – og måske derfor blev dommen fra danskerne efter dopingindrømmelsen langt mere nådig, end han havde frygtet. I stedet for en lynchstemning oplevede Jesper Skibby respekt.
»Der lærte jeg virkelig, at det fedeste man kan, det er at fortælle sandheden. For helvede mand, nu havde man gået og holdt inde med en masse lort i så mange år, og når man så fortæller sandheden, hvad sker der så? Det giver respekt,« siger Jesper Skibby på sin vanligt bramfrie facon, mens han slår ud med armene i det personalekøkken, vi befinder os i.
De mørke øjne ’smiler’ og flakker af og til hen mod fotografen, når han leverer en pointe.
»Kan du følge mig?,« spørger han flere gange i interviewet i en søgen efter bekræftelse.
På landevejen var det de færreste, der kunne følge med Jesper Skibby, når han stak af sted i den farverige TVM-trøje i hidsig jagt på målstregen. Det blev til etapesejre i alle de tre store Grand Tours, Tour de France, Giro d’ Italia og Vuelta a España, men alligevel har han stadig svært ved at tale om bedrifterne fra karrieren, når tilfældige mennesker spørger ind til det.
De dybe depressioner, han sloges med under karrieren, er begravet, men vejen derfra og frem til en glad tilværelse har været længere og hårdere end selv de værste af de Tour de France-bjerge, han altid forbandede og ønskede flyttet over natten.
»Det har krævet en helvedes masse arbejde for mine omgivelser, for mine venner og min familie,« siger han og fremhæver én ting, han fortsat kæmper med:
»Jeg har stadig svært ved at se folk i øjnene. Nogle gange må Mette, min kone, tage fat i mig og sige: ’Jesper, du skal se folk i øjnene’. Det er sådan noget fucked up noget, og jeg ved ikke, hvorfor. Det virker super overfladisk, men jeg vil ikke være det. Det er virkelig ikke for at være overfladisk,« gentager han nærmest undskyldende og fortsætter den hurtige talestrøm:
»Nogle gange må jeg løbe tilbage til vedkommende og sige til mig selv: ’Nej. Kig vedkommende i øjnene’.«
Hvad tror du, det er? Er du flov over din fortid?
»Narh, jeg vil ikke sige, jeg er flov over min fortid. Det har noget at gøre med usikkerhed. Jeg er bestemt ikke nogen genert type, men derfor kan man godt være usikker på en eller anden måde, og det bliver jeg, når det kommer til cykelsporten. Det ’tikker’ jeg på mange gange. Det er mange gange helt konkret, hvis vi taler cykelløb. Folk er pissesøde, men det er som om, at jeg ikke helt kan kapere det,« fortæller Jesper Skibby og understreger, at det ikke gælder i andre sammenhænge. I arbejdet på HC Container taler han dagligt med kunder uden problemer af den slags.
Er det, fordi det giver flashbacks til en mørk fortid?
»Det gør det nok. Men det er nok også, fordi jeg er flov over den overflade, jeg nu en gang har været.«
Fortiden skræmmer dog ikke mere, end at den legendariske TVM-trøje med de skrigende farver er rammet ind og hænger på væggen hos HC Container.
Cykelsporten følger han også stadig fra skærmen, ligesom han holder kontakten med sine tidligere cykelkolleger. Blandt dem Bjarne Riis, Brian Holm og Rolf Sørensen, som ligesom Skibby har indrømmet omfattende dopingmisbrug. Sammen udgør de en del af klubben DPCC, en forening af tidligere danske professionelle cykelryttere.
»Vi er gået igennem så meget lort sammen,« som Skibby selv formulerer det.
Hvis du – med den viden du har i dag - kunne give en ung fremadstormende Jesper Skibby ét råd, hvad ville det så være?
»Det ville nok være at smide facaden og være sig selv.«
Det magtede du ikke dengang?
»Nej«
Hvorfor?
»Fordi jeg var så langt ude, som jeg var, dengang jeg kørte. Jeg magtede ikke at se folk i øjnene, jeg magtede ikke at fortælle sandheden. Derfor lirede jeg nogle jokes af, uden jeg i bund og grund vidste, om folk syntes, det var skide sjovt, hvad jeg sagde. Det kom bare. Det var ligesom bare … væk (Jesper Skibby skubber med hænderne ud i luften) – hele tiden. Jeg fandt jo ud af, at det faktisk var meget nemt at sige sådan noget, for så holder man folk herhenne,« siger han og peger ud i rummet.
»Så tager de en som useriøs, og det er jo super nemt. Men det er også skadeligt, for det er jo ikke det menneske, jeg er. Jeg er ikke et useriøst menneske – overhovedet. Jeg er tværtimod et meget seriøst menneske.«
Du betegner dig selv som et seriøst menneske?
»Ja, det synes jeg. Men jeg er også stadig en drengerøv, og jeg elsker at lege. Du har ligesom to sider. Du har ikke kun den side, der hedder drengerøven. Jeg er et seriøst menneske, som gerne vil levere på et højt niveau, som jeg også har gjort. Dengang skulle folk bare ikke nå ind til kernen. Se hvem jeg egentlig var. Det var jeg sgu bange for.«
Hvem er du så i dag?
»Jeg er stadig et stort legebarn. Hvis du spørger rundt omkring i huset, vil de sige, jeg løber på væggene. Men jeg er jo stadig seriøs omkring det, jeg laver. Man kommer sgu ikke langt med at gå rundt og fyre one-liners af. HC Container er et seriøst foretagende, så det er ufatteligt vigtigt ikke at påtage sig den rolle.«
Den rolle hopper Jesper Skibby i stedet ind i, når han deltager i Kanal 5s tv-program ’5. halvleg’ styret af komikeren Carsten Bang. Her dyster komikere og sportsfolk mod hinanden i satiriske udfordringer. Her kan den 52-årige spradebasse få luft for de grin, han bag sin egen facade gav danskerne i 1990’erne, og som han i dag selv er storforbruger af. Dopingmisbruget gjorde ham til fange i mørket, og derfor nyder han i dag den oprigtige glæde, han blandt andet oplever i ’5. halvleg’.
»Det er også det, jeg vil opfordre alle til. Lav noget, du synes er sjovt. Der er jo ikke et gran af alvorlighed i ’5. halvleg’. De sportsfolk, vi har inde, synes det er skide sjovt. Det er et frirum for dem, hvor de skal løbe 10 meter hen ad et tæppe og køre på miniknallerter,« siger Jesper Skibby, som i dag prøver at leve ud fra mottoet ’keep it simple’ med konen Mette, datteren Elisabeth og hans voksne datter fra et andet ægteskab, Nicoline, som knudepunkterne.
»Jeg har lært at være tilfreds. Jeg er meget tilfreds. Jeg elsker at komme hjem og spørge, hvordan min datter Elisabeth har haft det i skolen. Det er så fedt! Selvom jeg jo ikke er den, der har gået mest op i skole,« siger han og fortsætter:
»Jeg nyder bare at mine døtre og kone er glad. Det er de simple ting i livet. Det er faktisk det, man bliver mest glad af.«
Så i dag er du en glad mand, der har smidt facaden og er kæk på en oprigtig måde?
»Ja, nu er jeg bare en glad gadedreng, der fyrer noget pis af, som jeg altid har gjort.«
