Jan Ø. Jørgensen melder afbud til Super Series-turneringen India Open, hvor Viktor Axelsen nu er topseedet.

New Delhi. Badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen er fortsat ukampdygtig på grund af en hælskade, som senest plagede ham i All England tidligere i marts.

Jørgensen, der rangerer som verdens nummer to, har derfor meldt afbud til denne uges Super Series-turnering, India Open.

Det kommer ikke som en overraskelse. I forbindelse med All England anså han det som urealistisk at blive klar til turneringen. Derimod gjorde han sig forhåbninger om at blive klar til Malaysia Open, der spilles i næste uge.

Jørgensen var seedet to i turneringen, hvor også den topseedede, Lee Chong Wei, har sendt et sent afbud. Dermed er Viktor Axelsen, der oprindeligt var seedet tre, den bedst seedede i Indien.

De to afbud har banet vejen for, at Emil Holst glider direkte ind i hovedturneringen uden at skulle igennem kvalifikation.

Holst, der er nummer 38 på verdensranglisten, overtager Lee Chong Weis plads øverst i lodtrækningen og skal møde landsmanden Hans-Kristian Vittinghus.

Også den unge Anders Antonsen er med i hovedturneringen. Han skal møde en kvalifikationsspiller i første runde, der afvikles onsdag.

Axelsen lægger ud mod Ajay Jayaram, der er den bedst placerede inder på verdensranglisten som nummer 19.

/ritzau/