En af Virum Sorgenfris helt klare profiler spiller højst sandsynligt sin sidste sæson på topplan. Et hav af skader kombineret med, at hun til sommer bliver færdig som pædagog, har fået den 29-årige Sisse Bruun Jørgensen til at overveje sin håndboldfremtid.

"Jeg har levet hele mit liv med håndbold, og nu har jeg lyst til at prøve noget andet, som for eksempel at have fri i weekenden. Samtidig kunne jeg godt tænke mig at arbejde på en døgninstitution - og det job er svært at kombinere med top-håndbold," forklarer Virums markante bomber og pointerer, at der skal mere end almindelig god overtalelse til, hvis hun alligevel trækker i håndboldtrøjen.

"Jeg skal klart finde lysten igen, og så skal jeg ikke have en eneste skade," siger bagspilleren, der efter en tre-årig skadesperiode nu er kommet i topform og er en af de centrale spiller hos de flyvende oprykkere.

I aften kan hun igen komme til at spille en vigtig rolle i kampen mod Frederikshavn, hvor de med en sejr, kan æde sig endnu en plads op i tabellen.

Derfor lægger Virum Sorgenfris manager for dameholdet, Carsten Jellum, ikke skjul på, at de gerne vil beholde Sisse Bruun Jørgensen:

"Hun har som den eneste spiller meldt ud, at hun stopper efter den her sæson. Men vi håber da på, at vi kan overbevise hende om det modsatte," siger manageren, der har skudt kontraktforhandlingerne med spillerne til marts. Først på det tidspunkt ved klubben, hvordan dens økonomiske situation ser ud.