Peter Schmeichel er på vej imod en ny triumf. Og han er også på vej imod de 37. Lidt mere rund end tidligere. Men stadig parat til at reagere, hvis han føler sig trådt på. B.T.s Steen Uno har mødt Schmeichel før aftenens kamp, der kan sikre Sporting Lissabon det portugisiske mesterskab

Dansk fodbolds største vinder gennem tiderne har udset sig et solskinshjørne i Lissabons Klampenborg-kvarter Cascais, hvor europæiske konger og monarker tidligere nød deres otium, som karrierens sidste stop.

Otium er ikke lige præcis ordet, som man vil forbinde med Peter Schmeichel i de hektiske døgn op til Sportings vigtigste kamp i 18 år, aftenens kogende titeldrama mod nabofjenden Benfica.

For en ikke særlig fjern fortid siden ville den 36-årige landsholds-kaptajn have slubret hele lirum-larummet op til et nyt, larmende tilløbsstykke i sig med stort velbehag.

Men her kort før Lissabon tænder til fodboldfest og glædeseksplosion, griber Schmeichel sig i at lade sig irritere af postyret og virakken "dérovre i tossekassen" - d.v.s. det myldrende, forventningsfulde folkescenario uden for Estadio José Alvalade.

"Kampen mod Benfica er den absolut vigtigste i Sportings nyere historie. Hvorfor forstår de ikke det, alle vores allerede festende fans?

Hvorfor fatter de ikke, at dels har vi ikke vundet noget som helst endnu, dels vil vi have langt større chancer for at give dem festen, hvis vi blot kan få roen til at forberede og koncentrere os," spørger Peter Schmeichel retorisk og dasker mildere bebrejdende sin store håndflade ud i luften.

Den 36 1/2 år gamle vinder-udgave af Schmeichel forlanger fred og harmoni i øregangene uden for arbejdstiden, men måske modsat førhen nu også uforstyrret ro til opgaverne på jobbet.

Det sidste krav har det dog i denne hysteriske uge selv for Sportings ellers yderst imødekommende ledelse været komplet umuligt at sikre den danske stjerne.

Ville træne mere

"Jeg ved ikke rigtig, hvem eller hvad der bærer skylden for det, men i hvert fald fik jeg hæftet nogle helt forkerte ord på mig, da jeg sidste sommer forlod United og skrev en to-årig kontrakt med Sporting.

Især er det ord som "geare ned", "nedtrapning", ja, ligefrem "pension", som i årets løb er blevet påduttet mig efterhånden i ganske urimeligt omfang.

Jeg har aldrig sagt, at jeg ønskede at geare ned. Jeg har sagt, at jeg gerne ville træne mere og have mere tid til at restituere min snart 37 år gamle fodboldkrop mellem kampene.

Men enhver der kender mig ved jo udmærket godt, at jeg i praksis ikke kan drosle mine ambitioner ned.

I samme øjeblik jeg står på en fodboldbane, vil jeg vinde. Ikke for enhver pris, men jeg vil kæmpe for at vinde de rigtige sejre, de rigtige titler.

Nu står jeg så her foran et muligt portugisisk mesterskab, en pokalfinale, inden jeg endnu en gang sætter kurs mod en spændende slutrunde med landsholdet. Det lugter vel heller ikke ligefrem af "nedgearing", vel?" smiler målmanden.

Han erkender, at også fodbold - samt opfattelsen af verdens populæreste boldspil - flytter sig med alderen.

"Jeg lærte allerede i mine første år i Manchester, hvordan man abstraherer fra fodbold i sin fritid. Det var min gamle nabo Steve Bruce, der forklarede mig, at man simpelt hen bliver slidt op før tid, hvis det hele tiden kun er fodbolden, der kværner i bolden.

I gamle dage som ung Hvidovre-spiller begyndte man jo allerede torsdag aften at tænde på søndagens kamp, men det er jo det rene ressourcespild. Det kan ingen i længden kapere.

Også til en VM-kvartfinale mod Brasilien tvinger jeg mig selv til først at tænde op så sent som muligt. Modsat tidligere er min personlige indgangs-vinkel til enhver fodboldkamp i dag glæde. Ikke frygt eller bekymring over, at jeg eventuelt kan tabe.

Som vores kloge landstræner har sagt: Man skal acceptere, at man kan tabe, når man går på banen. Det giver nemlig overskud til at kunne nyde kampen og skærpe sin koncentratiom om det væsentlige."

Den danske skole

Kendere af den Schmeichelske ildsjæl, hans temperamentsfulde retfærdigheds-gemyt, har noteret sig, at det danske målmands-ikon i de seneste år - i hvert fald siden VM '98-slutrunden i Frankrig - er blevet rundere og blødere, påfaldende kontrolleret og forbrødrende i sine konturer.

Der er blevet længere mellem de højtråbende udfald, de brede armbevægelser samt de store, forkromede meninger i medierne.

Et påfaldende stemnings- og sceneskift: En Peter Schmeichel fra "brushoved til bedemand"?

"Ha-ha, er jeg virkelig faldet så meget af på den? Nej, det dér med brushoved er altså noget, pressen i tidens løb som så meget andet har fundet på.

Men, ok - jeg vil da godt vedkende mig, at jeg da bestemt er et produkt af den danske skole: At man ikke vil trædes på, at man vil kæmpe for sin ret og sine rettigheder, at man gerne vil forsøge at præge tingene omkring sig så meget, men også så demokratisk som muligt.

Husk på, at man som kendt medie-figur er et stykke jaget vildt, der bare har at udtale sig og levere en firkantet mening om ethvert af livets spørgsmål, som en journalist nu tilfældigvis kan finde på at stange ud.

Jo, jeg har som landsholdsspiller været med til at sætte nogle grænser for, hvad vi spillere skal og bør tolerere og være med til, og jeg ved, at ikke så få af mine kolleger har været glade for mine udmeldinger.

Tag bare VM-slutrunden i Frankrig. I tre-fire måneder hørte vi ikke ét eneste positivt ord om os i den danske presse. Det var negativ malen-fanden-på-væggen hele tiden. Vi slog Saudi-Arabien i en åbningskamp, som ethvert hold altid frygter. Resultatet: Dårlige anmeldelser.

Herefter spillede vi 1-1 mod Sydafrika, hvor vi bare var oppe mod en kropumulig dommer. Igen negativ kritik over hele linjen. Jamen, til sidst er man altså bare så "pissed" på det hele, at kroppen simpelt hen lukker af, og man bare ikke gider stille op til et smilende foto i rosenrød ugeblads-stil."

Som et juletræ

Er det måske eftermælet, der skal have en ny gang grundmaling, mens tid er?

"Som de fleste andre sportsfolk, kunstnere med mere vil også jeg som fodboldspiller allerhelst huskes på de resultater, som jeg har været med til at skabe på banen.

Men jeg har da set i øjnene, at jeg aldrig nogensinde vil kunne forsvinde ud af det offentlige liv. Ligegyldig hvor jeg rejser hen i verden, stikker jeg i vejret som et juletræ, og folk genkender mig og skal have deres autografer.

Jeg synes ikke selv, at det er noget, jeg sådan går og styrer bevidst, men måske kommer det med alderen, at man ikke længere gider at slås for enhver pris.

Man kan jo godt blive lidt træt af at skulle fare ud i slagsmål hele tiden. Det er måske dér, hvor jeg er nået til lige nu i mit liv. Også fordi jeg ikke længere behøver at lange så voldsomt ud med armene - altså uden for banen."

Træt i ansigtet

Så de næste to år frem - til VM-slutrunden 2002 - vil nationen ikke høre et eneste "ondt" ord mere fra Schmeichel?

"Det har jeg ikke sagt. Jeg siger, at man med alderen og erfaringen godt kan blive lidt træt i ansigtet af hele tiden at skulle slås og kaste sig ud i de større brændpunkter.

Men der kan da også i fremtiden opstå situationer, hvor jeg simpelt hen bliver tvunget til at melde kraftigt ud og markere, at mine grænser altså er blevet overskredet.

Familien har lidt mest under Peter Schmeichels store "kampe" på avissiderne?

"Jeg har i hvert fald i tidens løb slæbt min familie gennem mangt og meget, som den har tacklet og klaret utrolig flot. Tit har det da gjort temmelig ondt på den at se mig "slås" for en eller anden sag i medierne.

Jeg vil ikke have, at de folk, som man kan lide, skal føle sig generet over ting, som jeg nu tilfældigvis bliver impliceret i. Jo, på den led vil jeg gerne have mere fred og ro om mit liv end tidligere."

Legeplads for idéer

Men fred og ro fra offentlighedens lys opsøger man vel ikke ligefrem ved at købe en hel fodboldklub?

"Næh, sikkert ikke. Hvis jeg gerne ville glemmes derhjemme, skulle jeg givetvis ikke have købt Hvidovre i vinter. Men jeg ser altså min gamle klub som en slags "legeplads" for en hel masse gode og bæredygtige idéer fra et langt fodboldliv, som jeg glæder mig til at kæmpe for, når min egen tid på banen er slut.

Jeg spillede i første omgang bolden ud til Brøndby. Og uanset hvad Per Bjerregaard bliver ved med at udtale derhjemme, så var det altså jobbet som spillende manager, der var temaet for vores samtale i januar 1999.

Never mind - nu hedder min fremtid i stedet Hvidovre, som jeg føler mig overbevist om at kunne spille med op i det forjættede og bestemmende land i Superligaen inden for de næste to-tre år.

Toppen i dansk klubfodbold er nemlig stadig ikke længere væk, at den endnu sagtens kan nås og indhentes. Tag bare dagens stilling i Superligaen, hvor de syv-otte øverste hold fortsat allesammen godt kan tage mesterskabet."

Med et Sporting-mesterskab i aften brydes roen omkring Schmeichel d. Ældre med et væld af Champions League til efteråret samt øget postyr om klubben inkl. dens danske målmand?

"Nåja, mere sat er man vel heldigvis ikke, at man selvfølgelig stadigvæk sagtens kan tænde og skråle i vilden sky af glæde over en stor sejr, som en Sporting-titel i aften uvilkårligt vil være det.

De danske TV-seere vil i aften kunne opleve en meget glad og løssluppen Peter Schmeichel tosse rundt på banen, hvis vi klarer at besejre Benfica. Jeg synes nemlig, at publikum har krav på at se deres dyrt indkøbte helte inde på banen vise glæde og begejstring.

Jeg jubler per princip altid, når mit hold scorer i den modsatte ende. Også på landsholdet. Jeg synes, at det grænser til fornærmelse, når FIFA og UEFA på det nærmeste forsøger at forbyde os spillere at strække hænderne i vejret, juble og vise glæde.

For mig hører det med til fodboldspillet at være stolt og glad, når man gjort det godt. Folk, der betaler for at se mig, har også krav på at se, at jeg nyder at være med i forestillingen.

Jeg bliver aldrig for gammel til at nyde en god kamp og juble over et fremragende resultat. Det er nemlig ikke spor svært at blive ved med at tænde på fodbold, når blot man har den basale følelse af, at man virkelig nyder det."

TV2 kl. 21.35