Rolf Sørensen kan stadig savne den professionelle cykelrytters intense og dedikerede tilværelse, men har fundet nye veje at nyde livet på
At træde ind i privaten hos familien Sørensen er som at få et strejf af Italiens overskudsliv i næseborene.
Villaen i Vedbæk oser af overskud og sans for at forene det udsøgt moderne med respekt for det gamle og smukke. Der er sans for detaljen. Og der er frem for alt oceaner af plads til både halvvoksne drenge, en pige med prinssessedrømme og en dørsøgende labrador, som ikke er for gammel til at spæne hengivent efter en pind.
Der er også masser af Rolf Sørensen til stede. Selvfølgelig.
TV2s cykelkommentator er en mand, der er stolt af sin karriere. Det er der ikke nogen grund til at lægge skjul på, når man har plads til at folde minderne ud og holde fast i de store øjeblikke.
Opret abonnement på PLUS og læs her om Rolf Sørensens store op og nedture - Husk at du får 1. måned gratis.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Når man bevæger sig rundt i hjemmets labyrintiske rum, støder man igen og igen på både billeder og memorabilia, som fortæller historien om den blonde viking, der i sidste halvdel af 1980erne erobrede hjertelandet i italiensk cykelsport.
I et rum er der fundet plads til to af de cykler, Rolf Sørensen har strålet på. Det er kræs for kendere. Hvad enten man falder i svime over at se den guldfarvede Alan aluminiumsramme fra tiden hos Ivano Faninis talentrugekasse eller den Colnago kulfibercykel, som bar Rolf Sørensen til sejr i Flandern Rundt i 1997, da han kørte som ledestjerne for Rabobank.
BT har mødt Rolf Sørensen til en snak om at have rundet det store 5-0 hjørne og være i dét, der førhen blev kaldt mandens bedste alder.
»Jeg havde et meget trygt hjem. Min lillebror Peter er to år yngre end jeg selv, og min lillesøster Bettina er 10 år yngre.«
»Jeg var otte år, da jeg begyndte at køre i klub. Der kom og gik cykelryttere i vores hjem. Også selv om min far aldrig har kørt professionelt. Han stoppede med at cykle for alvor, da jeg blev født, for han kunne ikke tjene nok til at brødføde en familie.«
»De første år boede vi på benzintanken, der ligger ude ved Blovstrød Kro. Den havde min mor og far et år eller to. De arbejdede 20 timer i døgnet, skiftede olie og fyldte benzin på bilerne og tjente ingen penge Der var ingen penge i det, og de kom derfra med et kæmpe underskud oven i hatten.«
»Jeg husker det som en tryg og rolig tid. Efter Blovstrød boede vi noget tid i Lynge og siden oppe i Annisse ved Arresøen i Nordsjælland. Den tid husker jeg bedst. Vi boede faktisk på den rute, hvor Hillerød Cycle Club trænede, så det var dér, jeg blev meldt ind.«
»Jeg lavede også alt muligt anden sport. Jeg svømmede og spillede badminton. Blandt andet med Poul Erik Høyer. Han boede lige nede på den anden vej i kvarteret. Vi var på sådan noget talentlejr i Vingsted som 12-årige. Det var ret pudsigt, at vi sidenhen var med til samme OL (i Atlanta, red.), hvor han vandt guld i badminton, og jeg vandt sølv i landevejsløbet. Det er en lille intern historie, vi tit har joket med siden.«
»Som teenager lavede jeg fis og ballade, som man nu gør. Men cyklingen var der hele tiden. Jeg havde kæmpe støtte hjemmefra, og vi var afsted hver weekend for at køre løb. Min far var vildt engageret, det ved de fleste, der har mødt ham. Men jeg havde ikke en fornemmelse af, at jeg skulle leve hans drømme ud. Han var der konstant for mig, og når han ikke syntes, han havde mere at byde ind med, sendte han mig videre til folk, som kunne hjælpe.«
»Som knægte skulle vi køre enkeltstarter hver søndag, det var sjældent, vi som drengeryttere kørte rigtige løb, og det var ret håbløst egentlig. Jeg vandt aldrig en enkeltstart.«
»Da jeg blev meldt ind i Hillerød CC, var det Jørgen Emil Hansen, som viste vejen. Han lavede et program med intervaltræning, som jeg faktisk har haft med siden. Og bum, så begyndte jeg at kunne køre enkeltstart.«
»Mens jeg gik i gymnasiet, begyndte cyklingen at sluge mere og mere af min tid. Det var meget struktureret allerede på det tidspunkt. Jeg var nok lidt forud for min tid, for jeg fik lov at selvtræne med enten cykling eller løbetræning af min idrætslærer. Og kom for sent til nogle af timerne, fordi jeg også lige skulle nå at bade.«
»Jeg gik ud af gymnasiet i 2. g. Som min far sagde til mig, var jeg jo ikke noget geni i skolen, så det var fint nok - hehe - det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal sige til.«
»Jeg var bare klar, da jeg tog til Lucca for at blive professionel. Men jeg gjorde også en ekstra indsats, netop fordi jeg var gået ud af skolen.«
»Jeg var der sammen med Jens Veggerby. En billet kostede 3000 retur. Det var rigtig mange penge i midten af 1980erne, så det var jo ikke noget med lige at føle det lidt an og måske rejse hjem nogle uger eller måneder efter. Jeg var der et halvt år første gang.«
»Det var et positivt »chok« at komme derned. Vi boede sammen på et rytterhotel. Jørgen Marcussen, en anden af mine gamle læremestre, boede der også. Det hele emmede af cykling. Når man var ude at træne, kom der professionelle cykelryttere omkring en konstant. Det havde jeg aldrig set før, bortset fra når Moser og sådan nogle lige lagde vejen kortvarigt forbi Danmark. Det var mekka, slarraffenland og fuldstændig fantastisk.«
»Jeg husker ikke tilbage på den tid med nogen form for hjemve. Jesper Worre boede også på hotellet en overgang, det samme gjorde Steen Michael Petersen. Jens Veggerby og jeg delte værelse de første par år. Der var et miljø. Er du sindssyg, hvor det duftede af eventyr for en ung juniorknægt. Og så udviklede jeg mig meget hurtigt. Der skete meget med min cykling fra ikke at have været det allerstørste talent, men i mit andet juniorår i Italien vandt jeg omkring 15 løb.«
»Det er noget, som har præget mig for tid og evighed. En utrolig intens tid. Jeg ville gerne gøre det hele om igen. Der er ikke meget udover et par småting, jeg ville have gjort anderledes. Det var et fantastisk liv at leve.«
»Set i bakspejlet skulle jeg være stoppet to år før. Der var tidspunkter i løb, hvor jeg sled og slæbte, og hvor jeg kunne fornemme, at sportsdirektøren tænkte »han skulle nok være stoppet«. Jeg hang for lang tid i bilen og sådan noget halløj der. Noget, jeg ikke havde haft brug for før. En lille smule mere værdighed. Men så alligevel, jeg endte jo med at blive 5’er i det sidste Flandern Rundt, jeg kørte, selv om det var med krumspring og alt muligt.«
»I 2001 var jeg skiftet fra Rabobank til Riis’ hold. Jeg fik en beskeden løn. Vi lavde håndslag på, at jeg skulle køre der i to år. Jeg skulle lære nogle af de unge op og kørte et absolut godkendt forår. Da vi så skulle køre Tour de France, var jeg bare ikke klar. Jeg skulle have været ankermand, men sad i den tunge ende af feltet. Det var et mareridt bare at komme igennem. Det var et rigtig, rigtig svært løb for mig. Laurent Jalabert, holdets kaptajn og absolutte stjerne, var sur og mente ikke, at jeg havde forberedt mig ordentligt.«
»Jeg var også lige et kilo eller to for tung. Der sad en abe på skulderen af mig, for jeg vidste inderst inde godt, at der var noget, jeg kunne have gjort bedre. Hvis du har helt ren samvittighed og har gjort dit hjemmearbejde, er det ligesom nemmere at bearbejde. Så det var sgu ikke sjovt, og jeg luskede af med halen mellem benene. Det var min stolthed, som gjorde, at jeg ikke sagde fra, og jeg svor efterfølgende, at det var mit sidste Tour de France.«
»Det var meningen, jeg skulle fortsætte med at køre året efter hos Riis. Men pludselig ville Bjarne altså kun give mig det halve i løn, og det synes jeg ikke, han kunne være bekendt. Han ville så kun have mig til at køre forårssæsonen med frem til Paris-Roubaix. Pludselig stod jeg uden hold. Jeg havde et mellemværende med et løb som Paris-Roubaix og Flandern Rundt og skulle lige se, om jeg måske kunne nå at lave noget vanvittigt. Bare en sidste gang.«
»Det er nærmest umuligt at erkende, hvornår kurven knækker som sportsmand, og man må erkende, at man ikke længere er på toppen.«
»Det er meget svært selv at iscenesætte sit farvel. Meget svært. Men det kom så naturligt, som det kunne komme, synes jeg.«
»Det første år derefter var det absolut sværeste. Det var dejligt at kunne gøre nogle af alle de ting, man ikke måtte førhen. Men så kom der også et savn efter at leve et mere stringent liv. Jeg kommenterede lidt TV, men jeg havde jo dybest set ikke opfundet, hvad jeg skulle lave. Der var et par år dér, hvor jeg gik og kløede mig i nakken.«
»Det var svært pludselig at skulle acceptere sig selv om »forhenværende«. Det tager en rum tid at vænne sig til at komme over den. Det er en proces. Heldigvis fandt jeg noget, jeg syntes, jeg var god til og kunne gøre en forskel i. At fortælle med mine øjne, hvad cykling er. Jeg synes altid, det er spændende at se topsport og høre folk, som har noget at byde på. Jeg vidste, jeg ville kunne gøre en forskel fra Leth og Mader-konstellationen. En hundrede procents forskel. Men jeg var også godt klar over, at det var lidt ad gangen. At jeg var der for at lære.«
»Dennis Ritter var en god ven og støtte. Han sagde til mig, at hvis du skal gøre noget, skal det nok være snart. Det var en proces, der skulle modnes. Jeg snakkede med mange forskellige, og jeg søger som regel hjælp fra professionelle, når jeg ikke kan overskue situationen. Men jo flere, jeg spurgte, desto flere sagde til mig, at det skulle jeg gøre.«
»Havde jeg boet i Italien, ville det måske ikke have været nødvendigt at stå frem. Men jeg følte, at tidspunktet var det rigtige. Hvis det nogensinde er det. Fordi danskerne med tiden er blevet så meget klogere, og at jeg ikke kunne holde dem for nar to gange.«
»Men man kan aldrig gennemskue konsekvenserne hundrede procent. Jeg var ret sikker på, jeg havde en opbakning på TV2, men jeg havde nok ikke siddet i sædet, hvis jeg havde ventet længere.«
»Det har givet mig ro på med det, jeg laver. Det var ikke sådan en aaaarhhhh-lettelse, det var det ikke. Men det har givet mig nyt liv rent professionelt. Måske også en bedre troværdighed, når talen falder på doping i cykelsport. Selv om jeg ikke vil sidde og dømme andre for det er en penibel situation, når man selv har haft fingrene i kagedåsen.«
»Det var en svær, men rigtig beslutning. Set i bakspejlet var det lettere, end jeg havde forventet. Der er egentlig kun kommet noget positivt ud af det. Jeg har også snakket med Anti Doping Danmark, selv om det ikke er noget, jeg har ytret mig om. Men jeg har følt, at hvis jeg kunne hjælpe med noget, har det været i det regi.«
»Jeg har været heldig at have et godt bagland. Susanne har været der helt og holdent for mig. Da jeg var cykelrytter, kunne jeg bare have skyklapper på. Det var en anden måde at leve livet på.«
»Vi har været gift i 20 år. Vi mødte hinanden, allerede da jeg var 16 år. Mine forældre og Susannes venindes forældre hang ud sammen, men det var bare lidt kysværk og ikke noget videre. Så gik syv år, hvor jeg stødte på hende en aften på en bar inde i København. Det var i november 1992, så jeg var hjemme efter en sæson og kunne gå lidt i byen for at se på de danske piger.«
»Det gik ret hurtigt derfra. Hun var advokatsekretær ude på Løvens Kemiske Fabrik og sagde sin stilling op efter et års tid for at flytte ned til mig i Italien.«
»Vi har respekteret hinanden godt i de ting, vi har lavet. Jonathan blev født i 1995, og Nicolas kom to år senere, men Susanne har også gjort meget for at skabe rammerne for et godt hjem, efter at vi fik bygget vores hus i Italien.«
»Da hun kom derned, kørte jeg stadig for Ariostea og sportsdirektør Giancarlo Ferretti. Han var af den gamle skole, som mener, at sex og sport er en meget dårlig kombination. Han lukkede telefonerne på hotellet kl. 21 om aftenen, hvis vi var ude at køre løb. Jeg kan huske, Susanne skulle komme ned og besøge mig inden et løb, og Ferretti og jeg sad sammen i restauranten på hotellet, mens vi kiggede efter hende. »Er det hende?,« spurgte han flere gange uden at ramme. Og da han så hende, var hans reaktion, at det ikke var godt. Eller lidt for godt, måske. Ferretti brugte en time på at belære hende om alt det, man ikke måtte. Og Susanne havde ikke tænkt sig at gøre oprør mod det, men ville tværtimod vise, at den rolle kunne hun udfylde til perfektion og mere til.«
»Dengang blev det indprentet sportsfolk, at man skulle være afholdende. Sex ville suge kraften ud af dig. Så hvis man ikke havde benene om søndagen, kunne man sidde der og tænke »fuck, jeg skulle ikke have knaldet i torsdags«. Skyld og sex, det er nok ret meget Italien. Heldigvis fik jeg sidenhen en læge som Luigi Cecchini, og han tænkte helt anderledes. »De er sindssyge,« sagde han om sine landsmænd. »Det er kun, hvis du har haft maratonsex hele natten,« understregede han.«
»Jeg går ikke og ruger over døden. Faktisk kan jeg virkelig ikke lide at tale om den. Heldigvis har jeg ikke oplevet noget helt tæt på, men det er klart, at når folk falder fra i vennekredsen blandt dine forældre, ved du jo godt, at det rykker nærmere.«
»Jeg forsøger også at hanke op i min egen livsstil og tænker vel også som en cykelrytter stadigvæk. Det meste af tiden lever jeg sundt, men jeg kan da også unde mig selv et glas rødvin og de der ting. Jeg har nok lidt svært ved bare at træne 3-4 gange om ugen og så leve sundt derfra. Jeg har brug for nogle projekter og mål noget, som kan hanke mig op. At lave en ironman, for eksempel. Susanne synes også, det er godt for mig, når jeg har sådan nogle ting kørende. Jeg vil gerne lave en ironman på Hawaii. Jeg vil ikke derover på en VIP billet, men skal kvalificere mig til det. Heldigvis er det ikke sådan, at når man fylder 50 år, skal man bare falde sammen i en stol og ryge cigarer.«
»Jeg er glad dér, hvor jeg står i livet. På et tidspunkt vil vi gerne have et sted i Italien. Måske om 10 år. Men jeg kommer stadig meget i Italien. Vi har fået en efternøler i Carla Sophia, og det holder altså en til ilden. Det er mig, der som regel har tjansen med at aflevere hende om morgen, og når der står mødre på 28, er man jo nødt til at stramme lidt op - haha. Men altså, når hun er færdig med folkeskolen, er jeg jo tæt på at være pensionist. At have fået hende relativt sent i livet har været en åbenbaring. Jeg elsker mine drenge, og det vi laver sammen med både fodbold, cykling og alt muligt andet. Men en pige kommunikerer på en helt anden måde end drenge.«
