Eintracht Frankfurts Johannes Flum skreg i smerte, da han blev ramt på knæskallen under tirsdagens træning.

Frankfurt: Træningen i den tyske fodboldklub Eintracht Frankfurt blev tirsdag afbrudt af en alvorlig knæskade.

Midtbanespilleren Johannes Flum stødte i en nærkamp sammen holdkammeraten Slobodan Medojevic. Begge spillere kom til skade, og det stod hurtigt klart, at den var helt gal med Flum.

Ifølge fodboldmagasinet Kicker gik det ud over Flums knæskal, og midtbanespilleren skreg så højt, at mange - hvis ikke alle - på træningsanlægget blev påvirket.

Træner Armin Veh valgte straks at afbryde træningen, der på det tidspunkt havde været i gang i en lille time.

Et lille kvarter efter uheldet kom redningsfolk til stedet, og efter flere minutters behandling blev Johannes Flum lagt på en båre.

Lidt senere landede en helikopter på træningsanlægget og fløj den 27-årige midtbanespiller til et nærliggende hospital.

Uheldet kommer på et skidt tidspunkt for Eintracht Frankfurt, der blot har vundet en enkelt af holdets seneste ti ligakampe.

Klubben indtager en aktuel 13.-plads i Bundesligaen.

/ritzau/