Kenn Hansen og hans danske dommerkollegaer er blevet taget af onsdagens Champions League-kamp mellem Maccabi Tel-Aviv og FC Porto, efter at han søndag fortalte BT, at han stopper karrieren.

Han nåede ellers et øjeblik at stå opført som hoveddommer på UEFAs officielle website, inden Pierluigi Collina personligt ringede og fortalte, at han blev pillet af og erstattet af grækeren Tasos Sidiropoulos.

»Det var risikoen ved at melde mit karrierestop ud, inden jeg havde dømt kampen, men da jeg havde truffet min beslutning, ville jeg ikke gå og gemme på den,« siger Kenn Hansen til bt.dk.

»For UEFA var det rigtigst at finde en anden dommer, for at der ikke skulle være nogen tvivl om, at kampen blev afviklet så korrekt som muligt. De var på ingen måde i tvivl om, at jeg ville have gjort mit bedste og dømt en god kamp, men for at der ikke skulle kunne stillet spørgsmål ved dommeren, valgte de en anden. Det forstår jeg egentlig godt, og jeg bakker helt op om deres beslutning,« siger Kenn Hansen.

Alt tyder derfor på, at der ikke venter flere internationale opgaver for Kenn Hansen, inden han med årets udgang stopper med at dømme fodbold.