Danskeren bliver genvalgt uden modkandidat på Det Internationale Badmintonforbunds generalforsamling i maj.

Kuala Lumpur. Poul-Erik Høyer får endnu en fireårig periode som præsident for Det Internationale Badmintonforbund (BWF).

BWF meddeler mandag på sin hjemmeside, at ingen modkandidat havde meldt sig, da fristen for at stille op udløb fredag i sidste uge.

Dermed kan den 51-årige tidligere OL-guldvinder i herresingle fortsætte det arbejde, han påbegyndte i 2013, da han blev valgt som BWF's præsident for første gang.

Badmintonforbundets vicepræsident, Gustavo Salazar Delgado fra Peru, bliver også genvalgt uden modkandidat.

Formelt bliver Poul-Erik Høyer genvalgt som præsident frem til 2021 på BWF's årlige generalforsamling.

Den finder sted 20. maj i Australien.

Poul-Erik Høyer havde en meget succesfuld karriere som aktiv, hvor han blandt meget andet vandt OL-guld i 1996, blev VM-bronzevinder tre gange og to gange strøg helt til tops ved traditionsturneringen All England.

Efter karrierens afslutning i 2000 var han blandt andet direktør i fodboldklubben Skjold, og senere har han gjort karriere som politiker, både i traditionel forstand for Venstre og i sportsverdenen.

Poul-Erik Høyer blev næstformand i Badminton Danmark, og i 2010 blev han præsident for Badminton Europe.

Tre år senere blev danskeren præsident for BWF, og året efter blev han indvalgt i Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

/ritzau/