Direkte efter en kamp mellem Indianerna og Lejonen tirsdag aften i den svenske speedwayliga blev VM-køreren Antonio Lindbäck anholdt af politiet.

Efter anholdelsen ransagede politiet både Indianerna-kørerens bus samt hans personbil. Politiet vil ikke oplyse, hvilken forbrydelse, man mistænker speedwaykøreren for at have stået bag.

»Han er mistænkt for en forbrydelse, og derfor blev han anholdt. Jeg vil ikke gå yderligere i detaljer,« siger vagtchefen i Örebros politi til den svenske avis Aftonbladet.

Hos Indianerna er Lindbäck holdkammerat med den danske VM-kører Niels-Kristian Iversen.

Antonio Lindbäck har tidligere været i politiets søgelys. Tre gange er han blev dømt for at have kørt i påvirket tilstand.

Sidste år blev Lindbäck idømt en måneds fængsel, som han afsonede med fodlænke, efter speedwaysæsonen var færdig.

Lindbäck ligger nummer seks i VM-serien efter sæsonens to første grandprixer. Det er uvist, om den aktuelle sag forhindrer svenskeren i at deltage, når næste VM-grandprix køres i Horsens 11. juni.

/ritzau/