Drømmen om EM lever stadig, men den er blevet noget mere besværlig, fordi der ikke var en hjælpende hånd fra Armenien. Så lad os se lidt nærmere på, hvorfor Danmark endte på tredjepladsen i en på papiret overskuelig pulje.
På forhånd vurderede jeg, at det på ingen måde kunne betragtes som sikkert, at vi skulle være bedre end Portugal eller Serbien, men omvendt skulle vi gerne være markant bedre end Armenien og Albanien...
Drømmen om EM lever stadig, men den er blevet noget mere besværlig, fordi der ikke var en hjælpende hånd fra Armenien. Så lad os se lidt nærmere på, hvorfor Danmark endte på tredjepladsen i en på papiret overskuelig pulje.
På forhånd vurderede jeg, at det på ingen måde kunne betragtes som sikkert, at vi skulle være bedre end Portugal eller Serbien, men omvendt skulle vi gerne være markant bedre end Armenien og Albanien. Serbien skuffede monumentalt – også mere end Danmark – og det burde have hjulpet os endnu mere. I min optik er her nogle pointer, der forklarer, hvorfor vi endte, som vi gjorde.
Det danske forsvar har været tilfredsstillende – eller rettere; det danske landshold har forsvaret sig godt. En del af den danske stil er iveren efter at have bolden. Det er vi lykkedes med i samtlige kampe fraset hjemmekampen mod Serbien, mens vi havde bolden lige så meget som Portugal i udekampen torsdag aften. Derudover har danskerne haft bolden mest.
Min pointe er, at boldbesiddelse er en glimrende måde at forsvare sig på eller udmatte modstanderne på. Men så er man nødt til at have nogen til at slå til, når modstanderne så er udmattede. Og det har vi ikke haft. De offensive spillere på det danske landshold – og her tænker jeg mest på Christian Eriksen og Michael Krohn-Dehli – har én assist hver, men har ikke formået at score. Nicklas Bendtner har scoret to gange – begge mål mod Serbien i udekampen. Det er beskrivende for, hvad vi ikke er lykkedes med.
Det er, hvad vi har fået ud af den danske spillestil; godt forsvar, men alt for pauvert angrebsspil. Jeg synes ikke pr. definition, at det er en forkert spillestil, men jeg mener, at vi ikke har haft spillerne, der kunne træde i karakter og afgøre kampene. Så pilen peger på vores evne – eller mangel på samme – til at omsætte spilovertag til mål. Og så må man bare konstatere, at Albanien er lykkedes med det fuldkommen modsatte koncept.
Jeg synes, at Morten Olsen langt hen ad vejen har grebet kampene rigtigt an, og af og til er det bare op til de enkelte spillere at levere – især med tanke på, hvad de kan på klubplan – og her var vi været for dårlige. Det er ikke givet, at det danske landshold er en fast bestanddel ved en slutrunde, men når den er udvidet til 24 deltagere, bør man være i stand til at ende over Albanien og Armenien.
Ser man lidt på, hvad det er, der har fungeret for Danmark, så har en – med al ære og respekt – jævn spiller som Lasse Vibe været central, og han har været det ved at bruge et simpelt kneb; dybdeløb.
Jeg mener, at det danske spil har været for let at kontrollere, fordi der ikke har været en spiller med visionen eller evnerne til at åbne modstandernes forsvar. Men når Lasse Vibe har spillet, har Christian Eriksen haft sine bedste minutter – fordi der var nogen, der løb for ham. Der var været alt for lidt fokus på at skabe rummet bag forsvarskæden, og dermed har vi ikke skabt mulighederne for, at Christian Eriksen kunne løfte sit spil. Og så bliver det småspil, hvor farlighederne udebliver. Nøglespillerne i det offensive har meget sjældent været gode i denne kvalifikation.
Sat på spidsen bør det ikke give en direkte kvalifikation til EM, når man ikke kan score mod Albanien og Armenien i de afgørende kampe – og samlet kun kan lave otte mål i otte kampe i en pulje, der ikke var skrækindjagende.
Endelig vil jeg også nævne ’dronekampen’ i Serbien som afgørende for den danske skæbne. Det går over min forstand, at en banditstreg kan betale sig. Reglerne tilsiger, at hjemmeholdet skal sørge for, at lov og orden opretholdes på stadion, men her var der jo tale om en hændelse, der blev foretaget uden for stadion – og man ved endda, hvem den skyldige var: En albaner, der hyldes af landsholdsspillerne. Det er absurd.
EM er stadig en mulighed, og de andre treere, som vi kan trække i playoff, er ikke skrækindjagende, men hvem kan vi slå, når vi ikke kan slå Armenien og Albanien?
Det er det store spørgsmål. For den danske kvalifikation har ikke været præget af dominans eller storhed.
