Mens topatleter fra hele verden i øjeblikket kæmper om guld ved OL i London, kæmper Danmarks mest vindende OL-deltager nogensinde med noget helt andet. Paul Elvstrøm mærkede for ti år siden livets barske realiteter, da han blev ramt af parkinson – også kendt som rystesyge.

Men ekssejleren, der har deltaget ved otte OL og vundet guld fire gange, er en fighter. En fighter med viljestyrke. Som en rigtig sportsmand.

Det fortæller hans yngste datter, Trine Elvstrøm-Myralf, der sejlede med sin far under OL i 1984 og 1988.

Bravt kæmpende


- Det er en stor forhindring, når man bliver ramt af parkinson. Men min far har altid været en bravt kæmpende sportsmand. Han forsøger at holde sig i gang, selvom det ikke er nemt med sygdommen, siger hun fra villaen i Hellerup og fortæller, at hendes far for bare fire år siden kørte 30 km på sin racercykel.

Den to-hjulede cykel er nu erstattet af en trehjulet, da sygdommen inden for de sidste år er eskaleret i takt med alderen.

 - Når helbredet tillader det, så cykler han også en tur. Han giver ikke op. På de gode dage kan han også finde på at tage ud at sejle med min søster, der har en båd. men det er sjældent, siger Trine Elvstrøm-Myralf.

På hjemmefronten forsøger den nærmeste familie – heriblandt Paul Elvstrøms fire døtre – at give en hjælpende hånd med så meget som muligt. Selv om det nogle gange kan være svært, er sygdommen ikke noget, de begræder.

En guldmedalje til hver

- Vi havde da gerne set, at han var sygdommen foruden. Men det kan man jo ikke gå rundt og være ked af. Vi tager tingene, som de kommer, og prøver at få det bedste ud af det. Vi hjælpes alle sammen meget ad i hverdagen, siger Trine Elvstrøm-Myralf.

Den familiære støtte har Paul Elvstrøm belønnet sine døtre med gennem årene. De fire OL-guldmedaljer, han vandt i årene 1948-1960, har han givet til hver af sine fire piger.

- Det passede jo meget godt. Man plejer jo at sige, at ens børn er ens guldklumper, siger Trine Elvstrøm-Myralf.

KØB BT I DAG ELLER E-AVISEN HER OG LÆS:
SÅDAN GÅR DET OL-HELTENE I DAG:
- DAN FROST
- ANETTE HOFFMANN
- POUL-ERIK HØYER
- WILSON KIPKETER
- OG MANGE FLERE

LÆS OGSÅ: KRÆFTEN TOG DET GYLDNE SPARK