Det var uforståeligt for langt de fleste, at Nicklas Bendtner søndag var sendt helt op på tribunen af Wolfsburg-træner Dieter Hecking. Den danske landsholdstjerne har været i god form og scorede Wolfsburgs eneste mål i torsdagens 1-4-nederlag til Napoli i Europa League.

Men Bendtner skulle straffes, forklarede Hecking efter søndagens 1-1-hjemmekamp mod Schalke 04. Angriberen var nemlig dukket for sent op til lørdagens træning.

»Nicklas skulle være startet inde, men vores træningssession var åbenbart tidligere, end han troede,« sagde Hecking på pressemødet.

Ifølge BT's tyske pressekilder kom 27-årige Nicklas Bendtner en hel time for sent. Ikke noget, man gør ustraffet i Bundesligaen, hvor der hersker militær-disciplin.

Sportsdirektør Klaus Allofs er heller ikke imponeret over sin dyre dansker.

»Der er masser af muligheder for at finde ud af, hvornår der er træning. Og så slem er trafikken i Wolfsburg heller ikke,« siger Allofs til tyske Bild.

BT erfarer desuden, at Nicklas Bendtner kan se frem til en bøde fra klubben.

Det er ikke første gang, at Bendtner får Wolfsburg-ledelsen til at hive sig i håret. Hecking har ofte brugt medierne til at opfordre Nicklas Bendtner til at oppe sig i træningerne. Og den lange angriber er flere blevet kaldt ind på Heckings kontor for at stå skoleret.

»Vi havde en samtale med Nicklas angående hans opførsel i forskellige situationer,« fortalte Hecking eksempelvis i november til Wolfsburger Allgemeine.

Bendtner skiftede i sommer til Wolfsburg. Med sig havde han en broget fortid med blandt andet en spritkørseldom og advarsel fra politiet for hærværk.

BT har været i kontakt med Bendtner-lejren, der ikke ønsker at kommentere Wolfsburg-straffen.