Norske Falla vandt guld i sprint efter svensk styrt i semifinalen. Hos mændene vandt italienske Pellegrino.

Lahti. Langrendsløberen Maiken Caspersen Falla fra Norge knuste alle konkurrenter med et voldsomt udlæg i finalen i sprint ved VM i Lahti og vandt guldet i sikker stil.

Med sin dominans på den 1,6 kilometer lange rute høstede hun maksimalt udbytte af en stor svensk nedtur i semifinalen, hvor den store forhåndsfavorit Stina Nilsson røg på halen og måtte se alle drømme om metal blive knust.

Svenskeren kom skidt fra start og kæmpede sig op, og i sidste sving var hun næsten oppe på siden af de foranliggende konkurrenter.

I sin iver efter at tage fronten trak Stina Nilsson dog for hurtigt ind foran russeren Natalia Matveeva, ramte hendes ski og røg i sneen. Russeren røg også ned.

Stina Nilsson vandt ifølge NTB sin første World Cup-sejr i sprint for 14 måneder siden og har efterfølgende vundet yderligere ni gange. Heraf de seneste fem på stribe.

Med de to styrt kom i alt tre amerikanere med i finalen. Her hentede Jessica Diggins og Kikkan Randall overraskende henholdsvis sølv og bronze.

Maiken Caspersen Falla vandt VM-bronze i sprint i 2013 og 2015.

Hos mændene vandt Italiens Federico Pellegrino. Han afgjorde sagerne på opløbsstrækningen, hvor han henviste russeren Sergey Ustiugov til andenpladsen. Bronzen gik til Norges Johannes Høsflot Klæbo.

Danmark havde tre løbere i aktion. Lasse Hulgaard, Martin Møller og Tue Rømer sluttede henholdsvis som nummer 72, 100 og 114 og kom ikke videre fra kvalifikationen til kvartfinalerne.

Jens Hulgaard stillede ikke til start.

/ritzau/