Den danske veteran mener, at han er på rette vej efter en problemfyldt sæson. Lørdag nåede han semifinalen.

Gorzow. Året 2016 kommer næppe til at gå over historien som et af de bedre i Nicki Pedersens speedwaykarriere.

Derfor kan den danske veteran også sagtens glæde sig over, at han lørdag aften nåede frem til semifinalen ved grandprixet i Gorzow i Polen.

Nicki Pedersen lavede tre heatsejre i sine fem indledende heat, inden han blev nummer fire og sidst i sin semifinale efter Tai Woffinden, Jason Doyle og Greg Hancock, der udgør top-tre i den samlede VM-stilling.

- Det var rigtig godt. Nu har vi fået hul på bylden og fået lavet heatsejre. Vi har næsten ikke haft nogen heatsejre i år, siger Nicki Pedersen med henvisning til sig selv og sit team.

Den 39-årige dansker fik sat ny motor i sin cykel, efter at han fredag under træningen havde fået problemer med en tilsvarende motor.

- Vi vidste, at det var nu, vi skulle skyde alle kanonerne af. Det beviste jeg i aften.

- Set i bakspejlet er der ingen tvivl om, at vi skulle have ændret lidt på setuppet i semifinalen, men det er også det, der gør os klogere.

- Med tre heatsejre endte jeg højt på ranglisten. Det tager jeg med herfra, og jeg er faktisk godt tilfreds med indsatsen, siger Nicki Pedersen.

Den tredobbelte verdensmester lavede 12 point i de indledende heat, hvilket var flest af alle kørere sammen med australieren Chris Holder.

I den samlede VM-stilling ligger Nicki Pedersen nummer ni med 55 point. Der resterer fire grandprixer i sæsonen.

- Det er vigtigt for mig at gøre en god figur. Jeg har haft en meget underlig sæson. Det har været meget under standard.

- Gutterne (teamet, red.) kæmpede hårdt i dag, og vi er ved at være, hvor vi skal være, siger han.

Jason Doyle vandt grandprixet i Polen foran Tai Woffinden.

I den samlede VM-stilling topper Greg Hancock med 94 point, syv point foran Jason Doyle og med Tai Woffinden yderligere et point efter.

/ritzau/