Når man ikke har en Laudrup eller en Messi i benene, må man bruge sit gode hoved for at komme frem i den moderne fodboldverden.
Morten Bruun var som spiller ikke noget lysende talent. Men personligheden og evnen til at gå forrest kunne man ikke tage fra manden, der igennem lang og tro tjeneste gjorde sig fortjent til at være Mr. Silkeborg.
Opvokset i en lærerfamilie kunne karrieren formentlig være gået i mange retninger for Morten Bruun. I hjemmet, hvor faderen uddannede sig fra højskolelærer til præstegerningen, var fodbold ikke noget evangelium. Men der var masser af opbakning til den blonde knægt, der i ungdomsårene spillede i Aabenraa, inden Silkeborg fik fat i manden med det utrættelige arbejdspensum.
Uddannede sig som journalist, længe før internettet var opfundet. Har brugt sin tæft for medieverdenen i rollen som kommentator, hvor Bruuns underspillede lune lyser igennem sammen med en indsigt præget af indgående forberedelse og en stor kærlighed til spillet på og udenfor banen.
Har sluttet en slags cirkel ved at vende tilbage til breddeidrætten med plads til både det store talent og den tunge bolddreng. Er efter eget udsagn ved at være i en alder, hvor det officielt er pinligt at se på.
I privaten må Bruun med skam at melde fremvise en tung og ujævn græsplæne, der skriger efter et dræn, og som næppe ville være gangbar i den engelske Conference League selv på en regnvåd decemberdag.
Opret abonnement på PLUS og læs her om Morten Bruuns reflektioner - Husk at du får 1. måned gratis.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Barndommens land
»Jeg er opvokset på Uldum Højskole. Det er barndommens land. En folkehøjskole, hvor vi flyttede til, lige før jeg skulle begynde at gå i skole. Pudsigt nok havde jeg aldrig interesseret mig for fodbold inden da. Men alle mine kammerater i Uldum spillede fodbold og lavede ikke andet. Jeg holder meget af højskolen som institution og elsker tanken bag. Når ens forældre begge har arbejdet på højskole, er det nok klart, at man identificerer sig med højskoleidéen. På Uldum kom der en del skæve eksistenser, men også mange udenlandske elever fra Grønland, Kina og Iran. Meget eksotisk på den tid, for det er 40-45 år siden. Dengang var der ikke mange kinesere og iranere i Danmark. Det var et forrygende sted at vokse op.«
»Min far fik job som præst. Han havde taget det som en særordning, og så flyttede vi til Sønderjylland. Jeg var meget glad for at bo i Uldum, så det var vanskeligt. Man kan roligt sige, det var modstræbende fra min side. Jeg var 14 år, men igen var fodbolden god ved mig. Jeg havde lige nået at træne lidt med Vejle, inden vi flyttede. Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle spille i Løjt Kirkeby eller i Aabenraa. Jeg var præstens søn, og hvis han nu ikke gad være en af gutterne i Løjt, hvad så? Så fik jeg en opringning fra Aabenraas junior DM-træner, og det ændrede hele perspektivet.«
»Aabenraa havde hamrende gode ungdomshold dengang. Så det var som at blive ringet op af landstræneren. Det var stort, jeg kom på holdet med det samme. Pludselig spillede vi mod byer som Vejle, Randers, AaB og Esbjerg. Så spillede jeg indendørs fodbold og håndbold i lille Løjt. Og så var det godt nok.«
Oprøret der blev væk
»Der var intet ungdomsoprør i mig. Intet. Det vildeste, jeg har gjort er noget i retning af at gå imod min mor, da hun bad mig om at putte nogle øl, jeg skulle have med til fest, i en pose. Det er næppe i kategorien for oprør. Selv om min far var præst, var der ikke nogen pligt til at gå i kirke i familien. Jeg gjorde det kun ved juletid. Jeg kom ret hurtigt overens med det faktum, at min far var præst, og syntes det var cool. Jeg var - og er - stolt af ham. De fleste teenagere ville nok betakke sig for at have en far, der er præst. Bare begrebet »præstesøn« kan og bliver der tit læst alt muligt ind i.«
Karrieren
»Jeg var så heldig, at jeg spillede i Silkeborg, indtil jeg ikke kunne mere. Jeg har ikke nogen uforløst fornemmelse tilbage over det, jeg nåede. Eller ikke nåede. Den sidste sæson nød jeg mere end nogen anden sæson, da jeg først kunne se, at vi ikke ville rykke ned. Min store frygt var, at vi skulle rykke ud, når jeg nu havde været der i så mange år, men jeg kunne hurtigt se, at vi havde gang i en god sæson, og så var der ikke de store bekymringer i den retning. Det var den ene del, og den anden var, at der var nedtælling i det. Jeg skulle til at være forhenværende fodboldspiller og fik min fodbold levet ud i det omfang, det kunne lade sig gøre. Jeg fik aldrig spillet for Real Madrid eller kom til en klub i udlandet, så der var selvfølgelig noget, som kunne have været anderledes, men jeg spillede, til jeg ikke orkede mere.«
»Man kan overordnet sige, at jeg havde mine 15 år i elitefodbold. Nu er jeg så tilbage i den brede og folkelige del. Ved udgangspunktet. På den måde kan man vel sige, at cirklen fra min højskolebaggrund nu er ved at være sluttet. Jeg synes, elitefodbold var fantastisk spændende at virke i som træner, men jeg har absolut større glæde ved at træne bredden frem for eliten.«
»Jeg tror, 95 procent af dem, der var i Silkeborg, mens jeg spillede der, kan bekræfte, at hierarkiet på og udenfor banen var mere »højskoleagtigt« end i konkurrerende klubber. Det ville skuffe mig, hvis ikke de sagde det, for jeg havde selvfølgelig i mange år stor indflydelse på, hvordan kulturen var internt i Silkeborg. Vi havde ikke alt det der med, at de unge skulle slæbe og alt det pis. Der var er et hierarki, men ikke på sådan nogle latterlige parametre.«
Arven
»Især inden for de sidste 10 år har jeg kunnet se, hvad min baggrund som spiller og barn af højskolen giver af ballast og betydning. Jeg er vendt tilbage som træner til breddefodbolden og elsker det. For 10 år siden havde jeg nok siddet og sagt, at jeg gerne ville være træner for en Superliga-klub, men der er jeg slet ikke. I dag bruger jeg urimelige mængder af tid i IF Lyseng, som ligger ved siden af, hvor jeg bor, og så underviser jeg også på Aarhus Idrætshøjskole to gange om ugen.«
»Jeg er blevet sådan en, der rejser rundt og holder foredrag om, hvordan man fastholder store drenge i ungdomsfodbolden. Rigtig mange, også store klubber, har kæmpe problemer med bare at kunne stille to hold i de forskellige årgange. Jeg vil gerne prædike for, at fordi den lille elite skal trænes på en bestemt måde, går man i troen på, at de resterende 95 procent også hellere må blive trænet sådan. Det skal de bare ikke, og det er derfor, så mange stopper allerede i ungdomsårgangene.«
»I princippet har vi ikke nogen restriktioner i IF Lyseng. Vores spillere må gå til de fester, de vil. I gymnasiet skal de lave pænt mange lektier i dag, og hvis man skal være ung på den fede måde, skal man også have et arbejde ved siden af studiet. Det er godt for unge at have det. Når man er elite i AGF, har man ikke tid til alt det, men det har man som spiller i Lyseng. Den slags er der ikke plads til i ungdomselitefodbold. Men hvis jeg sender en smiley tilbage til Mahsoud, fordi han melder afbud på grund af, at han gerne vil fejre halvårsdag med kæresten, kommer han sgu nok også næste gang. Det er ikke sikkert, han ville blive ved med det, hvis jeg var sur og formanende og udfrittede ham om, hvad han egentlig vil med sin fodbold og den slags. Fodbold er frivillig. Spillerne kan bare vende os ryggen, og så er de der ikke længere. Når det er frivillig idræt, skal der være en ekstrem grad af tolerance og åbenhed.«
»Jeg har været vildt optaget af ungdomsfodbolden og breddeelementet i det. Der skal være plads til alle og ikke nogen form for venteliste. I fodbold kan du altid være en mere. Andet er en falliterklæring. Det er kun et spørgsmål om, at du organiserer tingene ordentligt.«
Fiaskoen
Lige da jeg blev fyret (i Sønderjyske, red.), havde jeg et stort behov for at fortælle min version. Jeg var sur og gal og skuffet. Syntes det hele var meget urimeligt. Jeg synes stadigvæk, der var urimeligheder gemt i det, men jeg kan godt se her bagefter, at det måske ikke var så mærkeligt alligevel. Hvis jeg skal være ærlig, havde jeg det heller ikke godt med jobbet. Der var gange, hvor jeg satte mig ud i bilen for at køre derned (til Haderslev, red.) og egentlig havde allermest lyst til bare at vende om, køre tilbage til Aarhus og finde et nyt job. Hvis man har det sådan, smitter det også af på ens præstation. Det vil være vanvid at tro andet, men dengang troede jeg måske, at det gjorde det ikke.«
»At være træner på Superliga-niveau var ikke noget godt liv i den sidste ende. Der er dog ingen bedre fornemmelse sådan rent arbejdsmæssigt end den sejr, man får som træner. Da jeg var spiller, troede jeg ikke, det var sådan. Men er du sindssyg mand! Det er en meget større følelse, men det er det desværre så også, når man taber. Troels Bech har sagt, at det formentlig ligger i din personlighed, om du kan håndtere det eller ej.«
»Jeg tror ikke, der er nogen trænere, som slipper for mørke perioder. Det er hårdt at have været Jesper Sørensen (Silkeborg) eller Morten Wieghorst (AGF) en overgang i denne sæson. Hvis du virkelig klaskede dem op ad væggen og spurgte, om de synes, de sad med verdens bedste job, og de svarede betingelsesløst »ja«, ville jeg nægte at tro på det.«
»Men man er også nødt til at opretholde en facade. Når jeg kørte til Haderslev, kunne jeg godt sidde og tænke på, at det måske var en midlertidig tilstand. Jeg kommer igennem det, og så kommer jeg til at sætte endnu mere pris på det. I den korte tid, jeg trænede Silkeborg, nåede jeg aldrig at komme til det punkt.«
Kommentatoren
»Der er efter min mening to slags fodboldkommentatorer, nemlig dem, der har prøvet at være trænere og dem, der ikke har. Jeg er mindre kategorisk og absolut mere nuanceret over for trænerrollen, fordi jeg har været der selv. Jeg hører af og til kommentatorer stå og kloge sig på, hvad trænere skal gøre og ikke gøre, og jeg ville ønske, at de fik lov at prøve det selv, for det er altså ikke så nemt. Det er min væsentligste facet som ekspert, at jeg har været træner.«
»Jeg kunne godt have brugt at være spiller i Premier League eller i den spanske liga, når jeg nu kommenterer så mange af de kampe. Det har jeg så ikke, og det er et minus, men det er et kæmpeplus, at jeg har været træner og i øvrigt stadig er det, selv om det er i Lyseng; der er bare nogle mekanismer og en dynamik, som gør sig gældende i alle former for holdidræt. Men selvfølgelig kan man ikke overføre Lysengs U19-hold til den absolutte elite, men jeg har græs under fødderne en syv-otte gange om ugen. Og jeg synes, det giver mig noget i forhold til min rolle som kommentator.«
»Jeg vil ikke regnes som kollega eller ven med de trænere, jeg kommenterer. Det har altid irriteret mig grænseløst, når en mand som Alan Hansen (eks-Liverpool, red.) i Match of The Day ikke ville sige, om en træner skulle fyres. Det er noget pis, for det kan jo være en mulig løsning, og vi sidder der, fordi vi ikke har dagsordener. Det må ikke blive sådan noget med, at det bliver for venskabeligt.«
»Du skal vide, at du er der til ære for seerne, og det er nok det, der adskiller de dygtige fra de rigtig dygtige.«
Gift
»Jeg mødte min kone Lene på Journalisthøjskolen. Selvfølgelig. Det var i 1991, og vi er stadig gift. Der er ikke mange udsving i det. Skilsmisseprocenten herhjemme er høj, og hvordan undgår man så at ende blandt de 43-44 procent? Det kan godt komme til at lyde lidt højstemt, og der er også nogle følelser på spil, jeg måske ikke kan dele med alle. Men det handler om at tro på nogle absolutte værdier og det, man har sammen.«
»På et tidspunkt ringede vi til en advokat for at få lavet en ægtepagt. Så kiggede vi på hinanden og sagde: Sådan en gider vi ikke at have, for vi har jo lovet hinanden, at vi vil elske og ære hinanden til den dag, vi ikke er her mere. Det vil være for tarveligt at få det skrevet ned. Det kan godt komme til at lyde lidt lidenskabsløst, og det er ikke noget lidenskabsløst ægteskab, jeg har befundet mig i. Tværtom.«
»Jeg tror ikke, det er ubetinget dårligt med arrangerede ægteskaber. Hvis jeg var et ungt menneske, ville jeg sikkert ikke sige sådan. Men jeg har kendt mennesker, der er blevet skilt. Og de siger godt nok alle sammen, de bliver lykkeligere af det, men jeg tror ikke rigtigt på det. Det er et meget stort mål for mig IKKE at ende blandt de 43 procent. Jeg har da set forhold, hvor jeg tænker, at det sgu nok var meget godt, de gik fra hinanden. Men jeg kan også se forhold, hvor de så finder en, der minder præcist om den, de gik fra. Så tænker man, hvorfor alt det besvær og postyr, når du bare ender det samme sted igen. Bare med et andet navn. Jeg tror på absolutte værdier, og hvis alting kan gradbøjes, har det ikke nogen værdi længere.«
»Det er ikke et holdningsspørgsmål at blive sammen. Men det er et holdningsspørgsmål at gøre alt, hvad der står i ens magt for at holde sammen.«
Alder
»Jeg fylder først 50 til sommer og har ikke gjort mig de helt store tanker i den anledning - udover hvor vi eventuelt skal holde festen. Jeg har hørt en del sige, at det var værre sådan rent eksistentielt at blive 50 frem for at blive 40. Det er måske rigtigt. Der kommer jo noget kropsligt forfald, hvad enten vi vil det eller ej. For eksempel ser jeg ikke ret godt længere. Det er så min eneste skavank, men dog en skavank. Sådan noget husker jeg slet ikke 40 års alderen for. Overhovedet. Og nu ved jeg også godt, at det er latterligt når jeg spiller med på Idrætshøjskolen. Da jeg var 45 syntes jeg stadig, jeg var den bedste. Det er ikke sikkert, det var sådan, men sådan følte jeg det. Nu kan jeg godt se, at det ikke er sådan. Jeg er snarere en belastning for mit hold. Det tog nogle år at finde ud af. I begyndelsen satte jeg mig selv på det dårligste hold, indtil jeg fandt ud af, at det derved blev endnu ringere, og at jeg ikke udgjorde en positiv forskel.«
»Men for at vende tilbage til mit lykkelige ægteskab: Jeg ville hade at være 50 år og ungkarl. Derfor kan jeg også tage lidt lettere på det med at blive 50. Jeg har en jævnaldrende kone, og jeg tror, det havde været vanskeligere, hvis min kone var væsentligt yngre. Jeg synes selv, jeg er dér, hvor jeg skal være. Jeg har store børn, der er flyttet hjemmefra, og de er alle godt i vej, som man siger. Det er sådan, det skal være. Jeg har ikke noget behov for at have et barn på et halvt år med en yngre model.«
Anden halvleg
»Jeg tænker bestemt over, hvor jeg er i livet. Jeg tænker nok mest på det i forhold til mit arbejde. Jeg har nok nået en alder, hvor jeg kan begynde at skimte afslutningen på mit arbejdsliv. Og jeg kan godt gøre mig den overvejelse, om jeg holder 15 år mere som fodboldkommentator. Det kan jeg være i tvivl om. Det afhænger en del af mig selv, men også af timing og omstændigheder. En ny chef kan betyde udskiftning på diverse poster og yngre kræfter overalt. Der findes jo også i nogle af de store fodboldlande, hvor jeg kommer rundt i den der nestor-rolle, hvor du har folk som er både 65 og 70 år og stadig er højt estimerede kommentatorer. Men man er ikke ung og sprød og frisk længere.«
Blå bog Morten Bruun
Født 28. juni 1965
Vokset op i henholdsvis Uldum og Løjt
Bosiddende i Højbjerg udenfor Århus.
Gift med Lene og far til Rebekka, Villads og Thea.
Gennem mange år fodboldspiller i Silkeborg og en af kulturbærerne i klubben, hvor han som det mest naturlige bar anførerbindet.
Uddannede sig sideløbende med fodboldtilværelsen til journalist på DJH i Århus.
Var med i truppen, da Danmark vandt EM i 1992, men uden at komme på banen. Er noteret for i alt 11 A-landskampe.
Bruun har skrevet om sit liv som aktiv og ikke mindst dansk fodbolds transformation fra amatørvæsen til professionalisme i bogen »På banen« (2002).
Overtog kort efter sit eget karrierestop som spiller trænerposten i Silkeborg, da Benny Johansen blev fyret og reddede klubben fra nedrykning i 2001.
Forfulgte derefter trænerkarrieren i Sønderjyske, men opholdet der var en udpræget fiasko, og Bruun blev fyret efter et spilleroprør. Har ikke siden været i spil til en toptrænerpost og nærer heller intet ønske om det.
Morten Bruun er i dag særdeles aktiv som træner i den lokale klub IF Lyseng, hvor han er drenge- og ungdomstræner.
Underviser også på Idrætshøjskolen i Århus.
Er formentlig mest kendt som allestedsnærværende og højt respekteret kommentatorstemme på 5eren og 6eren, hvor man roligt kan slå fast, at Bruun i dag er rejsende i fodbold.
