Mikkel Thygesen er kommet sig forbløffende hurtigt og melder sig klar til FCMs kamp mod OB. Det er dog ikke sikkert, at han kommer i aktion.

Mikkel Thygesen pådrog sig for nylig et brud i brystet, men han har fået et beskyttende skjold på 20 gange 10 centimeter, der er syet på svedundertrøjen.

- Jeg har meldt mig klar. Det er trænernes beslutning, om de bruger mig, siger Mikkel Thygesen til FC Midtjyllands hjemmeside.

- Han er inde i billedet. Men nu tager vi lige og ser, hvordan han reagerer. Træningen så godt ud. Der var kun nogle få sekvenser, hvor man kunne se, at han var påpasselig. Vi kikker efter, om de forsvinder, siger assistenttræner i FC Midtjylland, Thomas Thomasberg.

FC Midtjylland har iøvrigt forlænget med forsvarstalentet Simon Kjær, der fornylig var til prøvetræning hos Real Madrid, således at kontrakten nu udløber i 2012.