Den tidligere bordtennisspiller og 'Vild med dans'-vinder Mie Skov har sat sit liv på pause.
Det skete i det øjeblik, hun for en uge siden fik opkaldet: Kæresten Carsten Mogensen er faldet om 2.200 kilometer væk, hvor han ellers skulle være en afgørende figur på det danske EM-hold i badminton.
I stedet er han kørt på hospitalet. Det er alvorligt. Han skal opereres i hjernen.
Hjemme i Danmark bliver alt også med ét vendt på hovedet for Mie Skov og parrets otte måneder gamle søn, Benjamin Noah. I dette interview med BT fortæller den tidligere bordtennisspiller og ’Vild med dans’-vinder for første gang om tiden, efter den skæbnesvangre besked kom fra Rusland.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet. Du kan også læse om, hvordan lægerne behandler pludselige blødninger i hjernen.
Mie Skov har sat sit liv på pause.
Det skete i det øjeblik, hun for en uge siden fik opkaldet: Kæresten Carsten Mogensen er faldet om 2.200 kilometer væk, hvor han ellers skulle være en afgørende figur på det danske EM-hold i badminton.
I stedet er han kørt på hospitalet. Det er alvorligt. Han skal opereres i hjernen.
Hjemme i Danmark bliver alt også med ét vendt på hovedet for Mie Skov og parrets otte måneder gamle søn, Benjamin Noah. I dette interview med BT fortæller den tidligere bordtennisspiller og ’Vild med dans’-vinder for første gang om tiden, efter den skæbnesvangre besked kom fra Rusland.
»Man bliver enormt forskrækket og tror ikke at det passer, at det er virkelighed. Men man er jo i en eller anden form for choktilstand: Adrenalinen pumper bare af sted, indtil man hører nyt. Ellers gik det bare med fuld fart på med at få visum til hele familien, få skaffet flybilletter og kommer af sted i en fart. Fordi vi vidste at det ikke så helt så godt ud, og vi ville gerne være hos ham så hurtigt vi overhovedet kunne,« siger Mie Skov:
»Alt er bare blevet sat på hold. Alt, hvad der er bedst for Nuller, er det vi gør,« siger hun.
Så nu befinder hun sig i Kazan et godt stykke øst for Moskva. Her haster hun dagligt frem og tilbage gennem den sneklædte russiske millionby – fra sit hotelværelse til den hospitalsstue, hvor Carsten ’Nuller’ Mogensen ligger indlagt. Og tilbage igen. Sådan har det været siden ankomsten i lørdags.
»Dagen er delt op i en form for vagter, hvor der en nogen ved Nullers side konstant. I begyndelsen var han på intensiv, så der måtte vi ikke besøge ham særligt længe af gangen. Det var måske 20 minutter. Så blev han overført til en mere normal stue – stadig på en neo-afdeling – hvor vi kan være døgnet rundt. Hvor vi skal være døgnet rundt,« fortæller Mie Skov.
Med i ligningen er parrets otte måneder gamle søn, Benjamin Noah. Han er med i Kazan, og det udfordrer den daglige logistik.
»Når jeg er ved Nullers side, er der en der holder øje med ’Lilletrolden’ her på hotellet, og når jeg er på hotellet, holder jeg øje med ham. Jeg passer på mine drenge, så godt som jeg kan,« siger Mie Skov, der i går dog kunne bryde den daglige rytme.
Af en glædelig grund. For første gang kunne hun have Benjamin Noah med på hospitalet.
»Han har fået lov til ganske kort at sige hej til sin farmand. Det er selvfølgelig rigtigt rart for Nuller at se sin søn og omvendt for Benjamin at se sin far igen,« siger Mie Skov umiddelbart inden genforeningen.
Og hun finder også selv trøst i sønnens tilstedeværelse.
»At man kommer hjem til en grinende Mumi-trold, der ikke forstår så meget af det hele: Det gør det hele lidt nemmere, ikke? Jeg er enormt glad for, at han er med herovre,« siger den 28-årige Mie Skov:
»Ellers handler det om at holde humøret oppe, og det er faktisk ikke altid, at man kan det. Der kører mange tanker rundt i hovedet på én, men alt i alt går det fremad med Nuller, så vi er fortrøstningsfulde - mange andre patienter har været gennem lignende operationer og det ved Gud ikke lige så godt, som han har. Det hjælper også at tænke på, at det kunne have været meget værre end det er lige nu.«
På sit russiske hospital er Carsten Mogensen stadig hovedsageligt sengeliggende efter kollapset og den efterfølgende operation for lige godt en uge siden. Men han er oppe og spadserer på gangene. Og han sover stadig meget. Doublemakkeren Mathias Boe har efter sin hjemkomst fortalt, ’at hjernen fungerer ganske fint – han lukker lort ud i sine vågne timer og joker. Det er typisk ham.’
Mie Skov forklarer, at han ’efter omstændighederne har det godt’.’ At han’ forbedrer sig dagligt, selv om nogle dage er bedre end andre’.
»Efter operationen er det gået fremad. Og det krydser vi bare fingrene og beder til englene om, at det bliver ved med at gøre.«
Endnu ved hun dog ikke, hvornår de igen kan flyve tilbage til Danmark. For Mie Skov har ikke tænkt sig at tage hjem fra Kazan uden kæresten, som hun mødte ved OL i London for fire år siden.
»Vi ved bare ikke noget om, hvornår det kan blive. Det kommer an på hans tilstand – og han skal bestå forskellige tests for at kunne få lov til at flyve hjem. Men vi glæder os bare til, at vi kan tage et fly hjem. Sammen,« siger Mie Skov.
SÅDAN BEHANDLES BLØDNINGER I HJERNEN
Den typiske behandlingsform for aneurisme, som badmintonspilleren Carsten Mogensen er blevet ramt af, er operation. Enten ved at bore huller i hjerneskallen eller ved at føre et tyndt kateter op i hjernen fra lysken. Hvis en aneurisme brister og ikke bliver behandlet, vil langt de fleste dø.
Det er ikke en sygdom for tøsedrenge, som badmintonspilleren Carsten Mogensen blev ramt af i sidste uge, da han midt under EM i badminton for hold pludselig faldt om på sit værelse følelsesløs i venstre side og med en svær hovedpine. Den danske badmintonspiller blev øjeblikelig kørt på hospitalet i Kazan, hvor lægerne opererede ham for en aneurisme i hjernen.
God grund til at operere
Jannick Brennum, der er klinikchef på Neurokirurgisk Klinik på Rigshospitalet, forklarer til BT, at en aneurisme er lige som et revnet cykeldæk, hvor cykelslangen poser sig ud gennem revnen og vokser, indtil den brister. Og hvis den bristede udposning ikke bliver behandlet, risikere langt størstedelen af patienterne at dø.
»Hvis man ingenting gør, vil ca. halvdelen af patienterne få en ny blødning inden for de første seks måneder. Og mere end halvdelen af dem, der får en ny blødning, vil dø af den. Derfor er der god grund til at gøre noget,« lyder det fra klinikchefen.
Behandlingsformer
Det gør man typisk ved to former for operationer, hvor man lukker hullet efter den bristede udposning. Enten ved at bore huller i hjerneskallen ved det svageste sted, hvor hullet bliver lukket med en lillebitte metalklips. Eller ved at føre et meget tyndt kateter ind i lysken. Derfra navigerer man sig ind igennem blodkarrene inde i kroppen, til man kommer til det blodkar, hvor udposningen er. Via kateteret bliver udposningen fyldt ud med små plastikspiraler. Med tiden vil kroppen danne en ny karvæg på indersiden, så man får lukket udposningen uden for blodcirkulationen. Omkring 65-70 procent af operationerne bliver foretaget med kateter.
»Studier har vist, at når det handler om risikoen for at få en ny blødning, er kirurgien en lille smule bedre, mens man får færrest komplikationer ved kateterbehandlingen,« forklarer Jannick Brennum.
Det er meget forskelligt, hvem der bliver ramt af en aneurisme. Ifølge Jannick Brennum er nogle for eksempel mere disponeret end andre.
»Men også folkeslag som japanere, finner og grønlændere. Det er tilsyneladende en genetisk disponering. Vi ved ikke hvorfor,« fortæller klinikchefen.
