Jolyon Palmer er utilfreds med ledelsen i Renault, som har valgt at skifte mindst en kører på holdet ud.

Stemningen på Renaults Formel 1-hold er ikke den bedste for tiden.

Enten Kevin Magnussen eller Jolyon Palmer skal skiftes ud som kører i næste sæson, da Renault har meddelt, at tyskeren Nico Hülkenberg bliver ny kører i 2017.

Palmer er utilfreds med, at hverken Magnussen eller briten selv har fået nok ros for det, de har præsteret hos Renault i år.

»Jeg mener, at ingen af os får nok kredit, hvis jeg skal være helt ærlig.«

»Jeg synes også, at Kevin har kørt nogle gode løb. Og han har i 2014 bevist, hvad han kan udrette i en god bil,« siger Jolyon Palmer til motorsport.com.

Kevin Magnussen kørte i 2014-sæsonen for McLaren, hvor det blev til en flot andenplads i debuten i australske Melbourne.

»Han blev nummer to i sit første løb, og han gjorde det bedre end Jenson Button set over hele året,« vurderer Palmer.

»To år senere kæmper vi begge, fordi bilen ikke helt er der. Men han har gjort et godt stykke arbejde.«

»Ingen af os har fået den kredit, vi har fortjent, i en vanskelig bil. Det er bevist ved, at mindst én af os bliver skiftet ud,« siger Palmer.

I denne weekend skal både Palmer og Magnussen bevise deres værd i Formel 1-grandprixet i Austin i USA.

/ritzau/