Den danske cykelrytter håber, at han kan udnytte en eventuel mulighed for at vinde 2. etape i Vueltaen.

Gruissan. Michael Mørkøv er i gang med sin anden deltagelse i det spanske cykelløb Vuelta a España, hvor 2. etape køres søndag.

Danskerens første deltagelse i 2013 endte med en stor jubelstund, da han kom først over målstregen på 6. etape.

Katusha-rytteren håber på en gentagelse, når Vuelta-feltet søndag begiver sig ud på den cirka 203 kilometer lange og flade etape, der bliver kørt i Frankrig.

- Det er en af de etaper, der er mulig at vinde. Chancen er der, siger Michael Mørkøv til TV2 Sport.

Danskeren skal i første omgang sørge for, at Katusha-kaptajnen Ilnur Zakarin kommer til at være med fremme.

Michael Mørkøv håber, at der i den forbindelse kan opstå en mulighed, der kan bringe ham i position til en etapesejr.

Den 32-årige dansker er glad for at være tilbage i et grand tour-løb, efter at Katusha under stor ståhej valgte at droppe ham til Tour de France.

Den beslutning blev kritiseret af Katushas topsprinter Alexander Kristoff, som plejer at bruge Michael Mørkøv som sin foretrukne mand til at lave forarbejdet i spurterne.

- Der er jo ingen tvivl om, at det er den her scene, som er rigtig sjov at være med på. Jeg er rigtig glad for at være med her i årets udgave af Spanien Rundt, siger danskeren.

/ritzau/