Landsholds-spilleren Mette Sjøberg skifter fra næste sæson FCK Håndbold ud med Ikast-Bording i Toms Ligaen. Hun har underskrevet en treårig kontrakt.

Håndboldspilleren Mette Sjøberg vender tilbage til Jylland, når hun næste sommer tiltræder hos Ikast-Bording på en treårig kontrakt. Det meddeler klubben tirsdag i en pressemeddelelse.

- Vi er utrolig glade for aftalen med Mette. Vi forventer os meget af hende både offensivt og defensivt. Desuden vil hun med sit vindende væsen tilføre klubben meget både på og udenfor håndboldbanen, siger Ikast-Bordings sportsdirektør, Frank Henriksen.

Med underskriften har Ikast-Bording hurtigt sikret sig en afløser for Tanja Milanovic, som i næste sæson tager til Slagelse.

25-årige Mette Sjøberg skiftede sidste år fra Horsens HK til FCK Håndbold, men glæder sig til nye udfordringer i det jyske.

- Klubben vil i Champions League og deltage i slutspillet hvert år. Og det er i de næste tre år, at jeg gerne skulle toppe. Det virker som en spændende klub. Tingene bliver grebet professionelt an, og jeg har kun hørt godt om Ikast-Bording, siger Mette Sjøberg, der har spillet 67 landskampe. 

/ritzau/