Det dansk arrangerede The Great Wall Marathon samlede over 2.500 løbere fra 54 lande
Historien om det verdensberømte adventuremaraton på den kinesiske mur, The Great Wall Marathon, startede på rejsebureauet Albatros Travels kontor i København.
Her blev idéen født i 1998, og repræsentanter fra Albatros Travel, Dansk Atletik Forbund og BT drog til Kina for at finde det ideelle sted på muren til et unikt løb ind i historien over flere tusinde trappetrin.
Det lykkedes tre timers kørsel nordøst for Beijing at finde en smuk og spændende rute, og lørdag blev Albatros Travels verdenssucces afviklet for 14. gang. På grund af SARS-frygten blev løbet aflyst i 2003.
Et rekordfelt på 2550 løbere fra 54 lande gennemførte. Og som den eneste har Henrik Brandt, Roskilde, gennemført de 42,195 kuperede kilometer alle 14 gange. Richard Lannigan, 56, debuterede blot ni måneder efter, at han overvandt kræft. Han blev støttet undervejs af Ole Wessung, 52.
- At se Richard krydse målstregen fik mig til at tro endnu mere på styrken i den menneskelige krop, siger Ole Wessung.
Richard Lannigan ville med sin præstation i et af verdens hårdeste maratonløb vise sine børn, hvor vigtigt det er at sætte sig et mål og aldrig give op.
Den tidligere London Marathon-vinder, Henrik Jørgensen, er en af de trofaste officials på muren og karakteriserede vejret som "det perfekte løbevejr". Temperatur omkring 20 grader, let overskyet og en mindre byge undervejs. Og man undgik uheld.