KOMMENTAR

Det var det, der ikke kunne ske. Var det ikke?

Var det ikke det, jeg, vi, alle danskere - håndboldlandsholdsspillere inklusive - sådan stort set var enige om, at der ikke kunne ske? Var vi ikke enige om, at man ikke to gange i træk kan spille sig selv ud af en håndboldfinale, inden den rigtigt er i gang?

Var vi ikke enige om, at sådan en finale, som den VM-finale i Spanien for et år siden, var en historisk undtagelse, som aldrig vil kunne komme til at gentage sig, at man ikke kunne præstere så elendigt to gange i løbet af bare en enkelt håndboldkarriere?

Jo, det var vi enige om, og desto mere voldsomt var det at skulle have oplevelsen igen søndag mod Frankrig i EM-finalen i Herning.

Danmark spillede en rædderlig finale i almindelighed og en ræddelig første halvleg i særdeleshed.

Allerede efter et kvarter var sagerne så godt som afgjort. Luften var taget ud af Boxen i Herning, og Ulrik Wilbek sendt på arbejde i desperationens værksted.

Det eneste, der lykkedes var at undgå det totale sammenbrud som for et år siden i VM-finalen mod Spanien, men da først Frankrig var blevet givet en føring på 13-4 efter et kvarters tid, formåede Danmark dog at spille lige op i resten af kampen.

Uden nogensinde at være i nærheden af at vinde den håndboldkamp.

Her nogle af elendighederne i opridset form: Du kan ikke vinde med et tomt mål. Og Danmark spillede nærmeste med tom mål. Niklas Landin - denne vidunderlige målmand - var helt væk: Redningsprocent på 12 før pausen. Ja, der står tolv. Og totalt 41 franske scoringer er jo helt væk.

I den anden ende intimiderede Thierry Omeyer de danske skytter med en klassepræstation. Han lagde for med at gribe danskerne ud. Hvis der var et mod i danskerne, blev det kvalt af Omeyer. Når Eggert brænder to af de åbne, så er den gal, og så ved man, at det bliver svært at vinde.

Wilbeks position i historiebøgerne om de danske håndboldlandshold er ikke truet, men legendetræneren må nu leve med, at vi også kommer til at huske ham for totalt at have set sit hold kuldsejle i de to sidste finaler, han stod i. Det er naturligvis også et træneransvar.

Jeg kaldte på forhånd Frankrig for den perfekte modstander i denne Wilbeks sidste store opgave. Det er holdet, danskerne i hele Wilbeks periode har stræbt efter, og som man undgik at møde de to gange, det blev til guld (i 2008 og 2012). Det havde været den perfekte finale at vinde, det havde været det perfekte farvel til Wilbek.

Det her var ikke perfekt. Det var grimt og dårligt og besynderligt. Der var så meget klasseforskel i den finale. Alt på franskmændene udstrålede ro og overblik. Alt på danskerne skreg nerver og overivrighed. Man kan kun spørge sig selv: Hvordan kunne det ske - igen - Wilbek?

Mikkel Hansen skal have ros for at være der, hvor man skal være. Bo Spellerberg det samme. Hans Lindberg i perioder. De afværgede den totale katastrofe.

Jeg skal ikke have sagt noget om, hvad der sker næste gang, Danmark står i en finale.