Den danske badmintonspiller skal møde kineseren Wang Yihan efter sejr i første runde i Jakarta.

Jakarta: Badmintonspilleren Line Kjærsfeldt har fået en god begyndelse på Super Series Premier-turneringen Indonesia Open i Jakarta.

Tirsdag spillede den 22-årige dansker sig videre fra første runde i damesingle med en sejr over verdensranglistens nummer 22, Lindaweni Fanetri fra Indonesien.

Line Kjærsfeldt, der er nummer 26 i verden, vandt kampen med cifrene 21-12, 18-21, 21-19.

I anden runde skal danskeren møde Wang Yihan.

Den fjerdeseedede kineser blev verdensmester i 2011, og året efter vandt hun sølv ved OL i London.

Mandag havde Line Kjærsfeldt succes i mixeddouble, da hun sammen med Kim Astrup spillede sig videre fra kvalifikationen til hovedturneringen.

Parret fortsatte de gode takter tirsdag, da de kom videre fra første runde. Det skete med en sejr i to sæt over et par fra Hongkong.

De to danskere, der tidligere har spillet sammen, genoptog for nylig samarbejdet.

Line Kjærsfeldt skal til sommer efter al sandsynlighed deltage i damesingle ved OL i Rio, men endnu er hun ikke officielt udtaget.

Også i mixeddouble kom Joachim Fischer og Christinna Pedersen videre fra første runde.

Parret vandt i to sæt over et par fra Kina.

Til gengæld røg Niclas Nøhr og Sara Thygesen ud, da de tabte i to sæt til et par fra Japan.

/ritzau/