Lin Dan kan blive verdensmester for sjette gang, når han søndag spiller mod Viktor Axelsen i VM-finalen.

Det bliver Lin Dan, der søndag kommer til at stå på den modsatte side af nettet, når Viktor Axelsen søndag spiller finalen i herresingle ved VM i badminton.

Den kinesiske legende besejrede lørdag aften topseedede Son Wan Ho fra Sydkorea i den anden semifinale i herresingle ved mesterskaberne i Glasgow.

Cifrene blev 21-17, 21-14 i 33-årige Lin Dans favør.

Tidligere lørdag viste Viktor Axelsen forrygende form, da han vandt 21-9, 21-10 over den regerende VM- og OL-guldvinder, Chen Long fra Kina.

Lin Dan havde et markant overtag på 12 sejre i 14 kampe mod Son Wan Ho før lørdagens semifinale.

Den topseedede sydkoreaner havde dog sejret i to af de fire seneste opgør, og første sæt var da også meget lige langt hen ad vejen.

Fra stillingen 16-16 rykkede Lin Dan imidlertid fra Son Wan Ho med fire point på stribe, og kineseren fik lukket sættet på sin anden sætbold.

I andet sæt fulgte Son Wan Ho med frem til stillingen 8-8, men herefter dominerede Lin Dan og sikrede sejren og finalepladsen.

Når Lin Dan har spillet sig i en stor finale, har han for vane at vinde den.

Han tabte sin første VM-finale i 2005 til indoneseren Taufik Hidayat, men siden har Lin Dan vundet syv af syv finaler i VM- og OL-regi.

Det er blevet til VM-titler i 2006, 2007, 2009, 2011 og 2013 samt OL-guld i 2008 og 2012.

Viktor Axelsen og Lin Dan har mødt hinanden seks gange med tre sejre til hver som facit.

/ritzau/