Efter lørdagens grandprix i Horsens justerer landstræner Hans Nielsen på den trup, der skal med til hold-VM.

Horsens. Kenneth Bjerre er et godt bud på en speedwaykører, der har klemt sig ind på det danske mandskab ved hold-VM.

I lørdagens VM-grandprix i Horsens blev Bjerre den bedste dansker med syv point.

Landstræner Hans Nielsen udtog holdet lørdag inden midnat, hvor der var frist, men han må ikke afsløre noget før mandag på grund af internationale regler.

- Jeg blev lidt klogere, men jeg må ikke sige mere nu. Vi må ikke offentliggøre holdet før mandag.

- Men jeg skal over på computeren og lave de sidste justeringer, fordi det skal sendes ind inden midnat, sagde Hans Nielsen sent lørdag aften.

Mens hverken Niels-Kristian Iversen eller Peter Kildemand levede op til forventningerne, så viste Bjerre flot kørsel i Horsens.

- Kenneth var et lyspunkt. Han gjorde det rigtigt godt, og det var uheldigt, at han blev disket i et heat.

- Jeg synes, han kørte godt nok til, at han skulle have været med i semifinalen og måske videre til finalen, lyder det fra Hans Nielsen.

Mens der var ros til Bjerre, så fik de to øvrige danskere kritik.

- I forhold til Iversen og Kildemand var det skuffende. Kildemand døjede med cyklerne hele aftenen og var uheldig, da han faldt af. Og det samme med Iversen.

- Det var bare svært for dem, og de var der ikke helt. Det var ærgerligt, siger Hans Nielsen.

Dermed tyder det på, at der kan blive plads til Bjerre ved hold-VM.

- Kenneth har generelt kørt rigtigt godt i ligaerne samt i de kvalifikationsløb, han har været med i.

- Han sørgede for en lille oprejsning til dansk speedway i grandprixet i Horsens. Han var tæt på at gøre det, og han gjorde det fint, mener landstræneren.

Hold-VM køres i starten af juli med finale i polske Leszno 8. juli.

/ritzau/