IOC-kandidaten Kronprins Frederik siger, at forholdene i den internationale olympiske komité har forbedret sig.

Kronprins Frederik, der i 2009 går efter at blive valgt ind i den internationale olympiske komité (IOC), forholder sig i et sjældent interview om sit kandidatur til IOC's rygte som udemokratisk og korrupt.

- IOC har haft et blakket ry, men jeg er klar over, at der er blevet taget hånd om den sag. Det IOC, vi ser i dag, er et andet end det, der var i 1990'erne, siger han til Danmarks Idræts-Forbunds nye OL-site, ol.dk.

Her bliver kronprinsen desuden spurgt til, hvordan han som apolitisk vil navigere i en til tider politisk organisation som IOC.

- Langt størstedelen af IOC's arbejde handler om sport og idræt. De politiske spørgsmål, der måtte opstå, vil jeg overlade til andre, lyder svaret fra kronprinsen.

Interviewet kommer blot et døgn efter, at TV2 Sporten kunne berette om, at man gennem de seneste år havde fået en stribe afslag på interview med kronprinsen om hans kandidatur. I et af svarene til tv-stationen hed det, at kronprins Frederik først vil udtale sig, når han rent faktisk er blevet valgt.

/ritzau/