Landsholdsspilleren Kristine Andersen byder ugebladene ind i sit hjem i en tid, hvor andre sportsstjerner lukker døren i.

Håndboldstjernen Kristine Andersen er klar til at åbne sit hjem i Vejle for de kulørte ugeblade.

»De har ikke spurgt. Men gør de, byder jeg dem velkommen i mit hus,« siger langskytten fra Ikast.

Den kulørte presse er rykket nærmere berømthedernes inderkreds. På det område begynder Danmark langsomt at ligne nabolandene Tyskland og England.

Se og Hør bevæger sig omkring en kendelse for overtrådt ved at offentliggøre, hvem der bor sammen med hvem. Det er kendsgerninger, som hovedparten af sportspressen og mange mennesker fra håndboldens verden er vidende om, men en eventuel offentliggørelse ville kræve en accept fra en af parterne.

Det er ikke den slags trespring, Kristine Andersen går ind for.

Men til emnet har hun en markant holdning, der adskiller sig fra flertallets.

Forstår nysgerrigheden

»Jeg forstår godt, at folk er nysgerrige efter at vide den slags. De vil jo gerne vide, hvad det er for nogle piger, der løber rundt nede på gulvet.

Hvis kvindelandsholdet laver nogle kanonkampe under det forestående EM, vil det glæde en stor del af befolkningen. Og så er det naturligt for dem at få lyst til at vide mere om spillerne, også på den private front.

Sådan er jeg da også. Ser jeg en ny spiller på fodboldlandsholdet, som virker interessant, vil jeg gerne vide noget mere om ham.

Men selvfølgelig skal spillerne selv trække grænsen. Det er individuelt, hvor den befinder sig. Og pressen og offentligheden skal klart nok respektere den grænse, der trækkes.

Jeg synes ikke, jeg har noget at skjule, så hvorfor skulle jeg ikke være imødekommende?

Allerede i 1996 var jeg med første gang, nemlig til OL i Atlanta, og jeg har lært, hvordan det kører. Det er et gensidigt makkerskab.

Pressen har brug for landsholdet, og landsholdet har brug for pressen.«

»Landsholdet fra 90erne havde flere personligheder og stjernespillere end det nuværende landshold. Jeg tænker især på Anja Andersen, Rikke Solberg og Anne Dorthe Tanderup. De måtte betale nogle lærepenge dengang.

Jeg har set Tanderup i et TV-program, hvor hun beklagede sig over at være en berømthed, der konstant var i offentlighedens søgelys.

Det er synd for hende. Også fordi hun stadig er plaget af problemet endnu i dag.

Men hun kunne ikke gå rundt som en anonym person. Vælger man at være med på det plan, må man også acceptere de fleste af de ting, der følger med.

Hvis hun havde oplevet, at andre havde haft de samme problemer, havde hun trådt mere varsomt og afstukket grænserne et andet sted.

Vi har lært af stjernerne fra dengang. Men vi kan da ikke bestemme, om folk skal være interesseret i, hvem vi er kærester med. Det går folk selvfølgelig meget op i,« siger Kristine Andersen.

Og hun bor sammen med Joakim Frøsig, journalist på TV 2-nyhederne, skal vi hilse at sige.

De to har selvfølgelig diskuteret emnet, som de anskuer fra forskellige synsvinkler.

»Men mine holdninger er mine holdninger,« siger Kristine Andersen med et smil.

Til OL 1996 kom hun med som 11. time-reserve og kom ikke på banen.

Ved VM 1997 i Tyskland var hun sat af, og til EM-slutrunden i 2000 i Rumænien var hun skadet.

Men Kristine Andersen oplevede både EM 1996 i Danmark, EM 1998 i Holland og VM i Italien i fjor.

Hun har spillet 81 landskampe og scoret 224 gange.

»Jeg har været med så længe, at jeg skal tage noget ansvar og prøve at få indflydelse på spiludviklingen, og det gør jeg gerne.

Jeg har det godt med, at der stilles krav. De kommer både fra træner og holdkammerater, men også fra presse og offentlighed. Og ikke mindst fra mig selv.

Det synes jeg er fint. Jo bedre man er, desto større er forventningerne.

Jeg er meget tilfreds, hvis vi har fået spillet til at køre og vundet kampen. Hvor mange mål jeg selv har lavet, er uinteressant. Det løber jeg ikke rundt og tænker på.

Et godt indspil til stregen, som giver et sikkert mål, er lige så tilfredsstillende som at score et mål fra distancen,« siger Kristine Andersen.

Hun er født i Aalborg, men voksede op i Sindal mellem Hjørring og Frederikshavn. Som 16-årig flyttede hun til Ikast for at gå på idrætslinien i gymnasiet.

Efter at have læst HA fik hun et job i håndboldklubben, men det byttede hun til et 25-timers job i et køkkenfirma. Men nu er jobbet valgt fra.

»Jeg kunne ikke nå det hele. Jeg skulle jo også køre turen mellem Vejle og Ikast to gange dagligt.

Nu har jeg fået mere ro i tilværelsen, og det gavner mit håndboldspil. Jeg har forlænget min kontrakt med Ikast frem til 2005. Det er håndbold, det gælder. For det er her og nu, chancen er der.

Tophåndbold kan jeg ikke spille om ti år. Det er nu, det gælder,« siger Kristine Andersen, en af nøglespillerne på det danske landshold.

Og Danmark er en af topfavoritterne i den EM-slutrunde, der begynder 6. december og slutter 15. december.