Den danske racerkører bragede sin racer ind i en dækvæg på sjette omgang og måtte udgå i Belgien.

Spa. Den danske racerkører Kevin Magnussen (Renault) fik en kort arbejdsdag ved det belgiske Formel 1-grandprix søndag.

Efter seks omgange måtte danskeren udgå af løbet, da hans bil gjorde et lille hop og derefter snurrede en omgang rundt og bragede ind i en dækvæg i høj fart med bagenden først.

Renault-raceren blev totalt smadret, og danskeren slog sit hoved så voldsomt bagud, at hans hovedstøtte smadrede, men danskeren kunne selv kravle ud af bilen og humpende gå væk med støtte fra en hjælper.

Renault-holdet meddelte kort efter, at danskeren var god behold, og at han var til lægetjek, som det er obligatorisk efter uheld i Formel 1.

Her blev det ifølge TV3+ efterfølgende besluttet at sende danskeren videre til et hospital, hvor Kevin Magnussens venstre ankel skal røntgenfotograferes.

Danskeren slog sin ankel, som bruges til bremsepedalen i Formel 1 og er under kraftig belastning, i forbindelse med ulykken.

Skulle danskeren have pådraget sig et brud, vil det betyde en længere pause.

Senere berettede Renault via Twitter kort om ulykken.

Renault bekræftede, at Magnussen var bragt til undersøgelse på et nærliggende hospital, at han var ved fuld bevidsthed, og at danskeren har pådraget sig en lille flænge på venstre ankel.

Renault vil give flere oplysninger, når teamet finder det passende, skriver holdet på Twitter.

Magnussen startede løbet i 12.-position, men han fik en dårlig start og mistede øjeblikkeligt et par placeringer. Det var dog held i uheld for danskeren, for helt fremme kørte de to Ferrarier med Kimi Räikkönen og Sebastian Vettel sammen.

De to Ferrarier kom tilbage på banen, men kort efter måtte Carlos Sainz (Toro Rosso) udgå af løbet, da spanierens dæk eksploderede.

Den hektiske start blev også et farvel til Jenson Button (McLaren) og Pascal Wehrlein (Manor), før Marcus Ericsson (Sauber) også måtte sige farvel.

Efter fem omgange var i alt fire kørere dermed udgået, og fem havde været i pit.

Det gav medvind for Magnussen, som pludselig lå nummer otte, mens hans Renault-teamkollega, Jolyon Palmer, lå nummer syv.

Alting var lyst og lovende, da danskeren pludselig kom bragende ind i dækvæggen.

Danskerens voldsomme ulykke fremkaldte rødt flag, så de resterende 17 kørere måtte holde 15 minutters pause i pitlane, mens der blev ryddet op og genopbygget dækvæg ude på banen.

Derefter gik løbet i gang igen.

/ritzau/