Kaptajnen på det danske ishockeylandshold, Morten Green, sætter landskamprekord mod Canada. Mindre kan ikke gøre det.

Slipper han for skader i de kommende tre testkampe mod Hviderusland og i de første tre VM-kampe i Minsk mod Sverige, Norge og Italien, bliver opgøret 15. maj mod verdens mægtigste hockeynation hans landskamp nr. 257.

Den nuværende danske landskamprekord indehaves af backen Jesper Damgaard, som nåede 256 landskampe og 17 VM-turneringer.

Morten Green kunne have tangeret rekorden torsdag aften i Odense mod Hviderusland, hvis han havde været med i sæsonens første seks landskampe.

- Havde jeg ikke meldt fra, kunne jeg ikke have gennemført det hårde program op til VM, siger den 33-årige teknisk begavede playmaker.

- Jo ældre man bliver, jo mere hvile har man brug for, og man skal have tid til familien. Jeg har altid prioriteret familien højt.

Morten Green tager sin kommende status som rekordmand afslappet.

- Jeg tør slet ikke tænke så langt frem. Risikoen for skader lurer hele tiden. Rekorden? Den tager jeg, når den kommer. Det er ikke noget, der fylder meget i mine tanker.

Morten Green debuterede på landsholdet i 1999, og Minsk bliver hans 16. VM-turnering i træk.

Rungsted-drengen rejste til Sverige i 1999 og spillede i Leksand, Troja/Ljungby, Modo og Malmø, inden han i 2012 kom til Hannover Scorpions i DEL. Næste sæson bliver hans anden i Schwenninger Wild Wings.

Efter DEL-sæsonen holdt han to ugers ferie, og han deltager nu i landsholdets VM-forberedelser på femte uge. Syv spillere har været med hele vejen. Foruden kaptajnen er det Patrick Galbraith, Patrick Bjorkstrand, Morten Poulsen, Jesper Jensen, Phillip Bruggisser og Morten Andreasen.

- At forberede sig til VM er hård kost, siger Morten Green efter onsdagens to træningspas, hvor spillerne var godt to en halv time på is suppleret med tre kvarters fysisk træning.

Før den tredjesidste VM-testkamp siger landstræner Janne Karlsson:

- Det vigtigste er tempoet og nærkampsspillet. Den anden kamp i Tjekkiet og den første i Sverige var godkendt, men vi skal hele tiden løfte os.

Janne Karlsson har syv backer og 13 forwards med i Odense, og alle kommer på is.

Siden kampene mod Tre Kronor er otte nye kommet til: Morten Madsen og Julian Jakobsen, Hamburg Freezers, Stefan Lassen, Graz 99ers, og DM-finalisterne Thomas Spelling og Anders Overmark, Sønderjyske, og Lasse Lassen, Anders Poulsen og Rasmus Nielsen, Herning Blue Fox.