FCMs Peter Skov Jensen snuppede reserve- målmandspladsen på landsholdet.

  • Danmarks trup mod Skotland

    Den eneste lille overraskelse i truppen til kampen mod Skotland var valget af FC Midtjyllands Peter Skov Jensen som reservemålmand for Thomas Sørensen.

    Mange havde troet, at AaBs Jimmy Nielsen endelig ville få chancen, men AaB-keeperen var hverken skuffet eller overrasket over, at han ikke blev udtaget.

    »Jeg har sagt det før og siger det gerne igen. Morten kan ikke have et godt øje til mig, og derfor havde jeg heller ikke regnet med at komme med, selvom jeg selvfølgelig havde håbet.

    Som målmænd er Peter og jeg forskellige. Han er en bette robust fyr og den stabile, der sjældent laver fejl, men måske heller ikke laver de store redninger. Men alt i alt en udmærket målmand, som skal have et stort til lykke med udtagelsen,« siger Jimmy Nielsen.

    Ifølge Morten Olsen valgte han Jesper Christiansen fra på grund af en skade. Wolfsburg-keeperen genoptager sandsynligvis træningen i denne uge, men skal ikke regne med at blive udtaget til kampen mod Norge i september, hvis ikke han får spilletid i Wolfsburg.

    Om Jimmy Nielsen siger Morten Olsen:

    »Enhver spiller skal have lov at udtrykke, sig som han gerne vil, mere vil jeg ikke kommentere den sag,« siger Olsen.

    I Esbjerg var det en glad Peter Skov Jensen, der fik budskabet om landsholdsudtagelsen.

    »Nu glæder jeg mig i første omgang over det. Det er en saltvandsindsprøjtning i min hverdag. Nu må jeg bare bevise til træning, at jeg er bedre end de andre, som står i kø efter Thomas Sørensen,« siger Peter Skov Jensen.

    FC Midtjylland-keeperen er den eneste SAS-ligaspiller på landsholdet til kampen mod Skotland. Således blev Peter Nielsen som den eneste VM-spiller siet ufrivilligt fra, men det var der ikke den store overraskelse i, da Olsen bortset fra Jesper Christiansen havde alle mand til rådighed.

    »Det er klart, at mange spillere er udtaget på tidligere bedrifter. Men vi står godt rustet, for vi har et fundament at bygge på, og der er bestemt ikke grund til pessimisme før EM-kvalifikationen,« siger Morten Olsen.

    »Holdene i vores pulje er meget tæt på hinanden. Og ofte er det dagsformen, der afgør landskampe.

    Noget af det glædelige fra VM var, at vi kunne se, at de fleste mål blev scoret efter fløjspil. Den tendens er til vores fordel, og selvom vi i en enkelt kamp ved VM spillede kynisk, bliver det ikke noget, vi vil gøre som standard.

    Hvis danskerne vil have et landshold, der indretter sig efter modstanderen hele tiden, må de finde en anden landstræner,« siger Morten Olsen om kritikken efter kampen mod Frankrig ved VM.