Der var kaos i kulissen, efter guldtriumfen torsdag aften. Efter den danske holdkap havde vundet guld i 4x50-meter-fri og sat verdensrekord, skulle de regelmæssigt dopingtestes.

Arrangørerne var dog slet ikke klar til det store fremmøde af testklare atleter, og det gik ud over de danske forberedelser.

- Jeg kom alt for sent hjem til hotellet i går. Af en eller anden grund kom det bag på arrangørerne, at vi skulle til dopingkontrol. Så vi måtte nærmest stå i kø for at få lov til at tisse, lød det fra Jeanette Ottesen, efter hun fredag formiddag havde svømmet sig i semifinalen i 50-meter-fly.

- Jeg forstår ikke, hvordan det kan komme bag på dem. Jeg måtte mindst vente en time, før jeg kunne komme hjem på hotellet og spise, og det var i det hele taget noget rod, påpegede svømmeren, der under EM er under konstant tidspres for at få nok hvile på grund af sine mange løb.

Følg BTs livedækning af EM i Herning her

Guldmedaljen og fejringen på en begejstret hjemmebane aftenen før hjalp heller ikke.

- Tingene har været ret hektiske siden i aftes. Det var lidt af et højdepunkt, så jeg havde svært ved at falde i søvn. Jeg har ikke sovet så meget i nat, men jeg tager det, som det kommer, sagde Jeanette Ottesen.

Fredag formiddag strøg også Rikke Møller Pedersen videre til finalen i paradedisciplinen 200-meter-bryst. Ikke overraskende tegner det til at blive en duel mellem hende og russiske Yulia Efimova, der slog hende i finalen på netop 200-meteren ved sommerens VM.

- Jeg går da helt klart efter guldet i aften, men nu må vi se. Jeg fandt i hvert fald selvtilliden og den gode svømning i bassinet nu her. Det giver rigtig meget energi at svømme, når jeg kan se og hilse på folk jeg kender på tribunerne, sagde en glad Rikke Møller Pedersen, der var tilfreds med næstbedste tid efter Efimova.

Morgenens overraskelse stod herresvømmeren Chris Christensen for, da han stilsikkert kæmpede sig i finalen på 400-meter-medley som den foreløbigt tredjebedste. Om han kan veksle det udgangspunkt til en medalje, vil vise sig fredag aften klokken 16.55 i Boxen.

Også Julie Levisen svømmede sig videre fredag formiddag. Hun er semifinaleklar i 100-meter-medley. Fredag aften svømmer også Lotte Friis finale i 800-m-fri.