Det blev til nederlag nummer 15 i træk for Jan Ø. Jørgensen mod Lee Chong Wei, som vandt søndagens finale.

Tokyo. Jan Ø. Jørgensen viste badmintonspil i verdensklasse, men det var endnu en gang ikke nok til sejr mod verdensetteren Lee Chong Wei.

Danskeren, der er nummer fem i verden, tabte finalen i Superseries-turneringen i Japan med 18-21, 21-15, 16-21 efter en underholdende og medrivende kamp.

Dermed vandt Lee Chong Wei for 15. gang i træk en indbyrdes kamp mod Jan Ø. Jørgensen, som samlet er bagud med 1-17 i den statistik.

Det var dog tæt på, at Jan Ø. Jørgensen hentede en sjælden sejr over malaysieren, der kun har tabt til danskeren i en kamp tilbage i 2009.

Da det hele skulle afgøres i tredje sæt, var Lee Chong Wei iskold og leverede blandt andet en netruller, som var umulig at få tilbage over nettet.

Kort forinden havde Jan Ø. Jørgensen sendt en oplagt smash langt ud af banen, da lyset i loftet virkede til at forstyrre ham i afviklingen af slaget.

Den slags skete ikke for Lee Chong Wei, som spadserede sejren hjem med fire point i træk fra stillingen 17-16.

Jan Ø. Jørgensen råbte sin frustration ud, da der var gode muligheder for at besejre en træt Lee Chong Wei på dagen.

I første sæt var Lee Chong Wei bagud med 6-10, men fik kontakt ved 12-12 og trak derefter nemt fra danskeren.

Jan Ø. Jørgensen var mere aggressiv i andet sæt, hvor han også kom op at diskutere med kampens dommer, da han ikke fik lov til at tørre sveden af panden.

Dommeren tillod ikke danskeren at gå over til sit håndklæde, og uenigheden endte med at vare endnu mere tid, end en kort tur ud på sidelinjen havde gjort.

En sveddryppende Jan Ø. Jørgensen mistede dog ikke sit fokus, men fortsatte med at kæmpe. Og fra stillingen 12-12 trak danskeren fra og bragte sig foran med hele 19-13.

Lee Chong Wei reducerede et par gange på grund af et par sløsede danske bolde, der sejlede ud af banen, men andet sæt blev vundet sikkert.

Det lignede en dansk titel i Tokyo kort inde i det afgørende tredje sæt, da Jan Ø. Jørgensen kom foran med 6-2 og 8-5.

Men endnu en gang viste Lee Chong Wei, hvorfor han er nummer et i verden. Malaysieren vandt seks point i træk, kom foran 11-8 og vendte momentum i kampen.

Tættere på end 16-17 kom en udmattet Jan Ø. Jørgensen ikke. Og så vandt Lee Chong Wei endnu en gang en tæt tresætter over danskeren.

/ritzau/