De danske singlespillere er færdig ved French Open, men to danske herredoubler er klar til semifinalerne.

Paris. Mathias Boe og Carsten Mogensen spillede sig fredag aften i semifinalen ved Superseries-turneringen French Open i badminton.

Det danske par, der er seedet som nummer to i turneringen, havde ikke de store problemer med at besejre det japanske par Takeshi Kamura og Keigo Sonoda med 21-16, 21-12.

Dermed er to danske herredoubler videre i turneringen, da også Kim Astrup og Anders Skaarup vandt i kvartfinalen.

Her besejrede det danske par Jhe-Huei Lee og Yang Lee fra Taiwan i et tæt opgør, der tippede til danskerne med 21-19, 21-19.

Danmark er dermed sikret en finaleplads i herredouble, da de to danske par møder hinanden i semifinalen.

Christinna Pedersen og Joachim Fischer fortsatte succesen fra Denmark Open for nylig, hvor parret vandt.

Fredag sikrede det tredjeseedede danske par sig billet til semifinalen, da Yeon Seong Yoo og Ye Na Chang blev besejret 21-15, 21-17.

I semifinalen møder danskerne det topseedede par Hyun Sung Ko og Na Ha Kim fra Sydkorea.

Til gengæld er der knapt så meget succes for de danske singlespillere.

I herresingle blev kvartfinalen endestation for Jan Ø. Jørgensen, der ikke kunne få sit spil til at fungere.

Dermed er Danmark ikke længere repræsenteret med singlespillere i turneringen.

Både Viktor Axelsen og Hans-Kristian Vittinghus måtte forlade French Open efter nederlag i anden runde, og alle de danske damesingler led også tidlige nederlag i turneringen.

Jan Ø. Jørgensen tabte i to sæt til Angus Ng Ka Long fra Hongkong, som vandt kampen 27-25, 21-12.

Dermed tabte den tredjeseedede dansker til samme spiller, som sendte Hans-Kristian Vittinghus ud af turneringen efter anden runde.

Jan Ø. Jørgensen virkede ellers topmotiveret fra begyndelsen, og han bragte sig foran 11-8, men det blev 12-12, og de to spillere fulgtes også ad til 18-18.

Herefter var det en tæt affære, som Angus Ng Ka Long endte med at vinde 27-25.

I andet sæt havde danskeren det svært og bagud 8-14, så det mere end vanskeligt ud for Jan Ø. Jørgensen, der ledte efter nøglen til at få sit angrebsspil til at fungere.

I damedouble var Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen oppe imod det kinesiske par Qingchen Chen og Yifan Jia, og her blev kvartfinalen også endestation for det tredjeseedede danske par.

Det kinesiske par vandt i to sæt 21-19, 21-19, efter at danskerne ellers var foran 12-7 i første sæt.

Bagud 9-12 i andet sæt fandt danskerne ressourcerne frem og kom på 18-18, men Qingchen Chen og Yifan Jia vandt sættet og kampen.

/ritzau/