Intet lykkedes for en frustreret Niels-Kristian Iversen, der kun fik tre point i VM-grandprixet i Horsens.

Horsens. Det startede skidt, og det blev stort set ikke bedre hele aftenen for hjemmebanehåbet Niels-Kristian Iversen i speedwaykørernes VM-grandprix i Horsens lørdag aften.

Iversen blev udelukket i første heat - en kendelse han langt fra var enig i - og han fandt aldrig melodien på en aften, hvor han scorede sølle tre point.

Den slags gør ondt, ikke mindst i sæsonens eneste grandprix foran et dansk publikum.

- Det er decideret til grin. Jeg kom her og havde et håb om at blande mig fremme, som jeg altid har. Men jeg føler mig til nar og til grin lige nu, siger Niels-Kristian Iversen.

- Det var noget lort, lige fra vi startede. Dommeren udelukkede mig i første heat, og den beslutning var fuldstændig ude i hegnet.

- Men derefter havde jeg stadig fire heat, hvor jeg kunne have gjort mig gældende, men det formåede jeg ikke. Jeg er simpelthen så frustreret lige nu, at jeg er ved æde mig selv, lyder det fra Niels-Kristian Iversen.

Efter lørdagens skuffelse er han nede på 13.-pladsen i den samlede VM-stilling.

Kun de otte bedste er sikker på billet til næste års grandprixserie, og den 35-årige vestjyde er svært utilfreds med tingenes tilstand.

- Jeg føler, at det er lige meget, hvad jeg gør, så sker der ingenting. De beslutninger, jeg tager på banen, går også imod mig. Der er ikke rigtig noget, der falder i hak. Det er virkelig, virkelig frustrerende.

- Det er mange år siden, jeg har været i sådan et hul, som jeg var i i dag (lørdag, red.), siger Iversen.

Heller ikke de to øvrige danskere, Kenneth Bjerre og Peter Kildemand, nåede semifinalen i grandprixet i Horsens.

/ritzau/