Efter blot et år i tysk håndbold vender den norske landsholdsfløj 'hjem til Danmark'. I 2000-2005 spillede hun for Viborg, men nu bliver det Ikast-Bording der får glæde af hende fra 1. juli og to år frem.

- Jeg har savnet Danmark, den skandinaviske mentalitet og det skandinaviske håndboldmiljø. Derfor har jeg valgt at udnytte en klausul i min kontrakt med Leipzig. Det glæder mig, at Ikast-Bording var interesseret - nu får jeg også mulighed for at prøve en anden klub end Viborg, siger Camilla Thorsen, der fik tre danske mesterskaber, to pokaltitler, en Champions League-finale og sejr i EHF Cup'en med Viborg.

Nu håber hun, at hun kan være med til at bringe Ikast helt til tops i dansk og international håndbold.

- Jeg kender jo klubben rigtigt godt fra min tid Viborg - her er Ikast-Bording et hold, som man altid frygter. Men selv om IBEH i mange år har været med i toppen, så har man måske manglet det sidste skridt. Det vil jeg gerne være med til at tage. Det er også min fornemmelse, at man i Ikast står lidt tættere sammen - det tiltaler mig, erkender Camilla Thorsen, som tildeles trøje nummer 4.

Ikast-Bording har længe søgt efter en styrkelse af truppen, da venstrefløjen Line Daugaard er gravid og højrefløjen Bettina Andersen til sommer skifter til Randers HK.

- Vi har været meget bevidste om, at truppen ikke skulle stå svækket forud for den nye sæson. Vi har ledt efter en erfaren kapacitet, der - uden den store tilvænning - kunne gå direkte ind på holdet. Det krav opfylder Camilla Thorsen, der udover rutine har sine forcer i kontraspillet. Her kommer hendes hurtighed, mange skudvarianter og store træfsikkerhed til sin ret, forklarer Frank Henriksen, sportschef hos Ikast-Bording EH.

Camilla Thorsen får i Ikast selskab af landsmandinderne Gro Hammerseng, Katja Nyberg, Hanne Halén, Isabel Blanco, Kari-Anne Henriksen og Ragnhild Aamodt.

tik@bt.dk