Efterårets spiller i Superligaen. Europæiske topklubber klar med den store check. Landsholdsdebut venter i 2015. BT giver dig her historien om den hotteste spiller i Superligaen. Fortalt med egne ord.
Den springer i øjnene, da han triller ind på parkeringspladsen.
Den voldsomme Mercedes E200 Cabriolet til lidt over en million kroner kan selv i Mercedes-byen Herning få folk til at dreje nakken af led. Ud træder en ung knægt. Mørk i huden, men med en mere jysk accent end Niels Hausgaard. Pione Sisto griner. Bilen bipper, men han aner ikke, hvad årsagen er. For millionbilen er kun til låns. En præmie for kåringen til efterårets spiller. Et symbol på, hvor flyvende Sisto er. FCMs topplacering og guldkandidatur skyldes i allerhøjeste grad hans individuelle præstationer, og Superligaen har ikke set den slags tekniske kvaliteter, siden Mohamed Zidan huserede på Heden.
Vi har efterhånden i mange måneder hørt om, at Pione Sisto først i januar får sit danske pas i en alder af 19 år. At han kom til Danmark fra Sydsudan som spæd, og at han er vild med at drible. Men hvem er Superligaens nye komét egentlig, når man kradser ned under overfladen? BT tog en tur med Pione Sisto til hjembyen Tjørring, hvor han viste rundt i barndomsklubben Tjørring IF og på sin gamle skole, hvor han spillede fodbold i hvert eneste frikvarter.
- Jeg var syv år gammel, da jeg begyndte i Tjørring IF. Det var en af mine venner, der lokkede mig med til fodbold. Jeg kan ikke huske så meget fra den første træning, ud over at jeg mindes, at han hentede mig foran klubhuset, og så cyklede vi sammen ned til banerne. Når jeg tænker tilbage, var det jo ret sent, at jeg startede i en fodboldklub. Mange begynder allerede som fire- eller fem-årige. Et eller andet sted passede det nok mig fint nok, at jeg indtil da lærte at lege med bolden helt for mig selv.
- Jeg har altid haft en god fantasi. Det, tror jeg, spiller en stor rolle for mig i dag. Da jeg var yngre, behøvede jeg ikke nogen at spille fodbold med. Jeg havde det egentlig bedst med at spille med mig selv. Havde jeg for eksempel set Ronaldinho, mit store forbillede, lave nogle tricks, så stod jeg og brugte timer på at prøve dem af selv.
- Når jeg laver en dribling i Superligaen, eller noget der ser spektakulært ud, så er det, fordi jeg har øvet mig på driblingen, og i et splitsekund ser muligheden for at gøre netop det i situationen. Jeg handler meget impulsivt, men det er, som om, at jeg inde i hovedet kan se, hvad jeg skal gøre for, at det lykkes. Det var for eksempel det, der skete mod Brøndby, hvor jeg lavede to tunneller ude ved hjørnet.
- Selv om fodbold er blevet mere seriøst, så er jeg stadig glad for at spille det. Og det er vigtig for mig at bevare denne glæde. Og det vil jeg blive ved med, fordi det er det, der driver mig. Også selv om jeg spiller en vigtig topkamp mod FCK, så husker jeg stadig at have det sjovt. Jeg bliver sjældent påvirket af presset og forventningerne udefra, fordi jeg har fokus på kampen, jeg skal spille. Jeg er ikke nervøs før fodboldkampe, fordi jeg har en tro på mig selv og holdet.
- Jeg kan godt lide at spille FIFA på Playstation. Jeg er ret glad for at spille med Chelsea, selv om min favoritklub er Barcelona. Jeg har da overvejet at købe mig selv i manager-funktionen til Chelsea og skifte mig selv ind i stedet for Eden Hazard. Nogle gange spiller jeg også med FCM, og så er det klart, at så spiller jeg hele tiden bolden til Pione i computerspillet. Han skal bare have bolden, ha ha.
- Jeg var en god elev i skolen, vil jeg selv mene. Men jeg har altid været fyldt med energi og har måske haft svært ved at sidde stille. Det var sådan, at når der blev ringet ud til frikvarter, så var det dem, der kom først, der fik boldbanerne ude i skolegården. Så de andre sendte mig altid afsted som den første, fordi jeg kunne sprinte hurtigere end de andre. Mine yndlingsfag var matematik og engelsk. Jeg var knap så begejstret for kemi. Idræt var selvfølgelig også et yndlingsfag.
- Efter kampen mod FC Nordsjælland, hvor jeg scorede to mål, stod der mange ting om mig i aviserne dagen efter. Jeg lod mig ikke rive med. Jeg tænkte egentlig mest på, at det var fantastisk, at vi vandt kampen, og ja, med en super glad følelse af, at jeg havde haft en rolle af afgørende betydning, så vi vandt den. Der har været stor opmærksomhed omkring mig i dette efterår. Jeg kan virkelig godt mærke, at jeg bliver genkendt mere, og der bliver skrevet meget om mig. Men jeg har længe haft det her i tankerne, at det kunne ske en dag, og det har det gjort det nemmere at håndtere.
- Der har været talt rigtig meget om mit pas og danske statsborgerskab de sidste mange måneder. Men det har egentlig ikke irriteret mig eller været generende. Jeg tror, at det irriterede mig langt mere, da jeg var yngre og U17-landstræneren gerne ville bruge mig, for der kunne jeg jo ikke spille. Nu glæder jeg mig bare til endelig at få det. Jeg har næsten boet hele mit liv her, og føler mig som del af det danske samfund. Passet giver mig muligheden for, at jeg endelig kan repræsentere et dansk landshold.
- Min familie betyder alt for mig. Jeg har ni søskende. Mange af dem er spredt ud over flere byer. Jeg slapper bedst af sammen med min familie. Vi er gode til at hygge os, når vi er sammen. Vi er også en stor familie, så der er nok at snakke om. Jeg er meget et hjemmemenneske. Efter træning tager jeg oftest bare hjem og slapper af. Nyder roen og lader kroppen lade op.«
- For halvandet år siden var jeg første gang i Sydsudan. Det gjorde et stort indtryk på mig. Det at se med mine egne øjne, hvor jeg kommer fra. At møde mine kusiner og fætre, som jeg har Skypet så meget med, men aldrig mødt i virkeligheden, er en ubeskrivelig følelse. Jeg føler et tæt bånd til mit hjemland, Sydsudan, fordi jeg netop har familie dernede, og fordi en del af mig kommer derfra. Det gav mig en masse energi ligesom at komme tilbage til mine rødder. Der er ingen tvivl om, at jeg lever et priviligeret liv i forhold til så mange dernede. Der er så mange muligheder her i Danmark. Det gør også, at jeg i endnu højere grad værdsætter det, jeg har.
- Jeg er slet ikke derhenne, hvor jeg har forestillet mig, hvordan det bliver at skifte til en udenlandsk klub og være langt væk fra min familie. Jeg læser da godt, hvordan det går mange andre danske spillere i udlandet, som ikke klarer det særlig godt. Jeg har også bemærket, at en type som Pierre-Emile Højbjerg er lidt udansk på nogle måder, og han har nok den rigtige mentalitet til at klare sig i en storklub. Når jeg har sat mig et mål, går jeg selvfølgelig efter det, og giver alt for at nå det.
- Jeg har hørt mange forskellige holdninger til mig igennem årene. Især da jeg var yngre. Forældre der har stået på sidelinien og råbt ad mig, at jeg skulle aflevere bolden, og det har da udfordret mig utrolig meget, og det gjorde mig da også ked af det dengang. Men det fik jeg talt med mine trænere om, som gav mig gode råd. Han sagde, jeg skulle være tro mod mig selv, og den jeg er som fodboldspiller. Det at turde udfordre er jo en del af mig og kan ikke tages fra mig.
- Jeg har aldrig prøvet at være fuld. Jeg drikker alkohol, men jeg har aldrig haft lyst til at slippe kontrollen over min krop. Mit indtryk er, at rigtig mange drikker sig fulde for at slå sig løs og hygge sig. Men jeg kan gøre det på samme måde som dem uden at være fuld. Så jeg kan altid mærke min grænse, før jeg bliver fuld. Det hænger nok også sammen med, at når jeg træner så meget også i ferien, så giver det ingen mening, at der ikke er kvalitet over træningen, hvis jeg har været stiv.
- Jeg træner rigtig meget, fordi jeg gerne vil dygtiggøre mig og udvikle mig. Nogle gange bliver jeg på FCMs træningsanlæg for også at træne med de unge spillere, når de andre førsteholdsspillere er taget hjem. Jeg elsker at træne og mærke, at jeg udvikler mig. Jeg har hele tiden vidst, at hvis jeg skulle drive det her langt, så skulle jeg selv gøre en ekstraordinær indsats. Jeg har det sjovt på træningsbanen, og jeg er stadig flad af grin, hvis jeg laver en tunnel på en af holdkammeraterne.
- Jeg har det supergodt med alle fra truppen i FCM. Det er dejligt at mærke det sammenhold, der er. Erik (Sviatchenko) har stor indflydelse på at sørge for, at spillerne er velklædte, når de kommer til træning. Men jeg har for det meste bare træningstøj på. For så er jeg klar til træning, når jeg kommer, ha, ha.
- Jeg håber, at jeg får debut på landsholdet i det nye år. Det vil være spændende at komme med U21-landsholdet på den tur, holdet skal på i Tyrkiet i januar. Det er der mit fokus er for tiden, fordi det er et kæmpe drøm, der går i opfyldelse for mig, og som jeg gerne vil udnytte. Her håber jeg at kunne levere solide præstationer, der giver mig yderligere muligheden for at være et mulig kandidat til A-landsholdet.
Om Pione Sisto
- 19 år. Født i Uganda af sudanesiske forældre med oprindelse fra Sydsudan.
- Kom til Danmark med sine forældre som spæd, da familien flyttede til Tjørring.
- Blev optaget på FCMs talentakademi som 14-årig.
- Fik førsteholdsdebut som 17-årig i en pokalkamp mod FCN i 2012.
- Fik flere kampe for FCMs førstehold i sæsonen 2012-2013, selv om han var U19-spiller.
- Blev i 2012/13 sæsonen årets akademi-spiller i FCM.
- Rykket op i førsteholdstruppen med professionel kontrakt i sommeren 2013.
- Fik det store gennembrud i efteråret 2014 med syv mål i Superligaen.
- Kåret til efterårets spiller 2014 af både Spillerforeningen samt Superliga-trænerne i Tipsbladet.
- Franske Lille bød i sommeren 2014 et stort millionbeløb på ham. HSV og Lille jagter ham nu.
- Får først dansk statsborgerskab i januar 2015 og har derfor aldrig repræsenteret et dansk u-landshold.
