Ved stillingen 4-1 i tredje sæts afgørende tiebreak var Caroline Wozniacki blot tre bolde fra en meriterende semifinalesejr over Serena Williams i sæsonfinalen. Men så strammede verdens nummer et grebet og tog sejren.

Alligevel er det den gode smag, der fylder hos Eurosports kommentator Anders Haahr, der er forfatter til bogen 'En bold ad gangen' om Caroline Wozniacki.

- Hold da kæft en kamp, udbryder han, da bt.dk fanger ham på vej til en old boys fodboldkamp.

- Det var et smukt nederlag, fortsætter han.

Ligesom tenniseksperter verden over flyder han over af begejstring over for en storspillende Caroline Wozniacki, der trods lørdagens nederlag har afsluttet et kaotisk 2014 på toppen.

- Det er lidt som Karate Kid. Det har været 'wax on - wax off' længe, og nu går alt op i en højere enhed, siger Anders Haahr med reference til de berømte film om Karate Kid, der måtte vaske og vokse sin læremesters bil for at forstå, at vejen til succes går via hårdt arbejde.

- Alle mulige har været inde over, det har set kaotisk ud og har været meget forvirrende. Så trænede hun forhånden, så trænede hun serven, men det har ikke rigtig fundet sammen. Folk har villet forskellige ting med hende, men hun har ikke rigtig kunnet implementere det, og hendes fokus var der heller ikke.
Nu finder det bare sammen. Hold op, hvor er det en fornøjelse at kigge på, siger en storrosende Anders Haahr.

Han er ikke i tvivl om, at Caroline Wozniacki i fremtiden kan blive i toppen af kvindetennissen.

- Med det tennis, hun viser nu, er hun helt sikkert top 5-spiller. Hun har bevist, at hun hører til i den absolutte elite, og hun har bevist, hun kan spille med om de helt store trofæer. Kan man det, kan man også pludselig vinde dem.