Velkommen til BT Sportens liveblog! Det er en trist gråvejrs-onsdag, så hvorfor ikke blive indenfor og følge sportens vigtigste, sjoveste og mest interessante nyheder. Jeg hedder Tobias Thomasen, og jeg har afløst Danny Longhi Andreasen som jeres vært resten af dagen.

22.59 - FODBOLD: Juventus vinder 3-0 over Inter i Coppa Italia
Juventus slog sent onsdag aften Inter i den første semifinalekamp i Coppa Italia. De to første mål blev scoret Alvaro Morata og det sidste af Paulo Dybala.

22.49 - FODBOLD: Manchester City er i Capital One Cup-finalen efter 3-1 mod Everton
Sergio Agueros mål til 3-1 mod Everton blev også det sidste i Capital One Cup-semifinalen, og dermed indløser Manchester City billetten til finalen på Wembley i februar, da de går videre med samlet 4-3 over to opgør.

22.44 - FODBOLD: Luis Suárez udligner til 1-1 mod Athletic Bilbao
Barcelona var bagud ved pausen i kvartfinalen i Copa del Rey, men nu har Luis Suárez bragt balance i stillingen med sit mål til 1-1 mod Athletic Bilbao. Lionel Messi stod for assisten. Sammenlagt fører Barcelona 3-2, da første kamp endte med Barcelona-sejr på 2-1.

22.40 - FODBOLD: Barcelona i problemer og Atletico Madrid ude i Copa del Rey
FC Barcelona er bagud hjemme mod Athletic Bilbao, som er foran på Inaki Williams scoring i det 12. minut. Der er spillet 51 minutter af kampen i skrivende stund. Barcelona vandt første kamp 2-1 på udebane, og sammenlagt står der altså 2-2, men med Barcelona foran på reglen om udebanemål.

Atletico Madrid tabte hjemme 2-3 til Celta Vigo. Da første kamp endte 0-0 går Celta Vigo altså videre til semifinalen i Copa del Rey.

22.24 - FODBOLD: Manchester City på vej til pokalfinale
På syv minutter har henholdsvis Kevin de Bruyne og Sergio Aguero sendt Manchester City tættere på finalen i Capital One Cup i semifinalens anden kamp mod Everton. De Bruyne scorede i det 70. minut og Aguero i det 77. minut og City fører nu 3-1.

22.09 - HÅNDBOLD: Kroatien skabte sensationen og er i semifinalen
Foran et polsk hjemmepublikum vandt Kroatian med hele 14 mål over værterne fra Polen og går videre til semifinalen med 37-23.

22.05 - HÅNDBOLD: Spanien vinder 25-23 over Rusland
Der kom alligevel lidt spænding tilbage i kampen i afslutningen. Men lige lidt hjalp det. Spanien vinder 25-23, og dermed kunne Rusland ikke give en hjælpende hånd og sende Danmark i semifinalen.

21.59 - HÅNDBOLD: Spanien er foran med to med fire minutter igen
Sølle to mål kan afgøre, om Danmark kommer i semifinalen. 24-22 fører Spanien med godt og vel fire minutter igen.

21.51 - HÅNDBOLD: Ni minutter tilbage af Rusland-Spanien
Vi nærmer os afslutningen på kampen, og Spanien fører med ni minutter igen med fire mål - 24-20.

21.46 - HÅNDBOLD: Spanien nu foran med fem mål mod Rusland
Rusland kan ikke stoppe Spaniens angreb, og Spanien fører nu med fire mål efter 48 minutters spil. Danmarks håb ser ud til at svinde, men det kan stadig lykkedes. Husk, at et uafgjort resultat også sender Danmark i semifinalen.

21.35 - HÅNDBOLD: Spanien er kommet bedst i gang i anden halvleg
Spanien har ikke blot indhentet Ruslands føring men bragt sig foran med tre mål efter godt og vel 41 minutters spil. Russerne virker lammede og Spanien tromler afsted. 5-3 står det i antallet af kontramål i Spaniens favør.

21.28 - HÅNDBOLD: Spanien fører kort inde i anden halvleg
Spanien har indhentet Ruslands overraskende føring, og efter 37 minutters spil fører Spanien i stedet med 15-14.

21.24 - FODBOLD: Officielt: 'Duncan' skifter til AGF
Rygtet om Morten 'Duncan' Rasmussens skifte tilbage til AGF har været brandvarmt hele dagen, og nu er det officielt. På AGFs hjemmeside oplyser klubben, at Morten Rasmussen skifter til AGF på en 3½-årig kontrakt fra FC Midtjylland.

Læs mere på bt.dk om lidt...

21.20 - FODBOLD: Manchester City har udlignet i semifinale
Evertons 1-0 føring holdt ikke længe, så havde Manchester Citys Fernandinho udlignet. Det skete i det 24. minut. Everton fører sammenlagt 3-2.

21.16 - HÅNDBOLD: Rusland er foran med 12-11 ved pausen mod Spanien
Kan Rusland sende Danmark i EM-semifinalen? De har ihvertfald bragt sig selv på sejrskurs efter første halvleg, som de vandt 12-11. Det kan måske alligevel blive en god dansk aften. Kryds fingre for anden halvleg!

21.06 - FODBOLD: Everton i front mod Manchester City i Capital One Cup-semifinale
Ross Barkley har bragt Everton foran efter 18 minutters spil mod Manchester City på Etihad Stadium. Dermed er det helt lige mellem de to hold, da første semifinale endte 2-1 til Manchester City.

20.48 - HÅNDBOLD: Rusland foran mod Spanien i tæt første halvleg
Danmarks spinkle håb om en semifinaleplads afgøres netop nu, hvor Rusland og Spanien spiller. Selvom Spanien er favoritter til at vinde, er Rusland lige nu foran med 10-8 med godt og vel 10 minutter tilbage af første halvleg. Hvis Rusland spiller uafgjort eller vinder, er Danmark i semifinalen. Kom så Rusland!

20.36 - FODBOLD: Inter-profil skifter også til Kina
Den colombianske landsholdsspiller Fredy Guarin bliver onsdagens tredje spiller, der skifter fra europæisk topfodbold til kinesisk fodbold. Den 29-årige offensivspiller skifter fra Inter Milan til Shanghai Shenhua. Det skriver Sky Sports.

Dermed følger han to andre profiler - Ramires og Gervinho, der tidligere på dagen også skiftede til kinesisk fodbold. Det var iøvrigt også Shanghai Shenhua, som i 2012 hentede Didier Drogba.

20.20 - FODBOLD: Frustreret brasilianer flirter med skifte til Liverpool
Alex Teixeira vil meget gerne skifte til Liverpool fra ukrainske Shakhtar Donetsk. Skiftet er dog endnu ikke blevet en realitet, og den 26-årige angriber håber stadig, der sker noget, inden transfervinduet lukker, når januar bliver til februar.

»Liverpool er en kæmpe klub. Så mange spillere har lagt vejen forbi klubben. Jeg vil være der (i Liverpool, red.) Men det er op til klubbens præsident nu. Jeg kan kun håbe. Det er frustrerende. Så nu venter jeg bare og forsøger at være tålmodig,« siger han ifølge BBC Sport i et online-interview.

19.51 - HÅNDBOLD: Danmark taber - Norge i semifinalen
Det gik galt til sidst for Danmark, der taber 25-23 til Tyskland. Det resultat betyder, at Danmarks semifinale-skæbne er i russiske hænder senere i aften, hvor Rusland skal tage point fra Spanien, for at Danmark kommer i semifinalen.

Omvendt gik det meget bedre for Norge, som flot er i EM-semifinalen efter en sejr på 29-24 mod Frankrig.

LÆS OM DANMARKS KAMP HER

19.30 - HÅNDBOLD: Norge fører mod Frankrig
Mens Danmark og Tyskland følges ad i den spændende kamp om semifinalepladsen, er Norge kommet foran med 24-21 mod Frankrig med godt ni minutter tilbage af kampen.

19.15 - FODBOLD: Newcastle skriver kontrakt med Andros Townsend
Andros Townsend skifter til Newcastle United på en 5½ år lang kontrakt fra Tottenham. Den 24-årige engelske landsholdsspiller kommer til bære nummer 25 for the Magpies. Det oplyser Newcastle på sin hjemmeside.

»Så snart jeg hørte, at Newcastle var interesseret i mig, var der kun et sted, jeg ville hen, så jeg kan ikke vente med at starte,« siger han til Newcastles hjemmeside.

18.54 - HÅNDBOLD: Danmark fører med en enkelt over Tyskland ved pausen
Danmark er foran med et enkelt mål ved pausen i skæbnekampen mod Tyskland. De to hold skiftedes til at være foran igennem første halvleg, men Danmark fører 13-12, inden anden halvleg går i gang. Husk, du kan følge kampen lige HER.

18.52 - HÅNDBOLD: Norge foran mod Frankrig ved pausen
Norge er ligesom Danmark også midt i en dramatisk skæbnekamp. Ved halvleg er vores naboland foran med 12-11 mod Frankrig.

18.18 - ØVRIG SPORT: Riis og Seier præsenterer nyt projekt
Det oplyser Lars Seier Christensen på sin Facebook-profil.

»OK. Det virker som interessen for Bjarne Riis' og mit samarbejde er tilstede. Tak for det! Vi ser begge frem til at fremlægge vores planer for RIIS * SEIER Projektet ved et pressemøde d. 25. Februar kl 12:30 på Hotel d'Angleterre,« skriver han om projektet med Bjarne Riis.

LÆS MERE HER

18.11 - HÅNDBOLD: Så er det nu: Følg Danmarks skæbnekamp mod Tyskland
Husk, at du selvfølgelig kan følge Danmarks altafgørende kamp mod Tyskland ved EM i håndbold, når det går løs lige om lidt. Det kan du HER

18.03 - FODBOLD: Gervinho skifter til kinesisk klub
Den tidligere Arsenal-angriber Gervinho skifter til kinesiske Hebei Fortune fra Roma. Det skriver den kinesiske klub på sin hjemmeside. Dermed bliver den ivorianske landsholdsspiller den anden profil, der skifter europæisk topfodbold ud med et eventyr i Kina, da den brasilianske landsholdsspiller Ramires tidligere på dagen skiftede til Jiangsu Suning fra Chelsea.

17.36 - FODBOLD: Endnu en engelsk profil skifter til USA
Ashley Cole har spillet et hav af kampe for Chelsea og Arsenal, men fremover er det de amerikanske tilskuere, der får glæde af den tidligere engelske landsholdsspiller. Venstrebacken forlod tidligere på måneden Roma, og har nu fundet sin nye arbejdsgiver i MLS-klubben LA Galaxy. Det skriver klubben på sin hjemmeside. 35-årige Ashley Cole kommer dermed til at spille sammen med sin tidligere landsholdskollega Steven Gerrard.

17.29 - FODBOLD: Wolfsburg-træner: Der er ingen bud på Bendtner
Der er ingen bud på Nicklas Bendtner, fortæller Wolfsburgs træner, Dieter Hecking til Wolfsburger Allgemeine. Den danske landsholdsangriber er ellers blevet rygtet til forskellige klubber i løbet af vinterens transfervindue heriblandt Crystal Palace og Newcastle i Premier League.

Tirsdag fandt Crystal Palace forøvrigt en ny angriber i form af Bendtners tidligere Arsenal-rival Emmanuel Adebayor på en fri transfer. Interesserede klubber kan ikke forvente at få Nicklas Bendtner gratis forklarer træneren til den tyske avis, og det er måske samtidig den store udfordring for danskeren, hvis han vil væk i dette transfervindue. Wolfsburg er iøvrigt ramt af skader til den faste angriber Bas Dost.

Læs mere HER

16.45 - FODBOLD: Zlatan får fordoblet sin løn
Ja, du læste rigtigt. To gange så meget i løn - Det er, hvad den svenske superangriber får ind på sin bankkonto i det sidste halve år af sin kontrakt med den stenrige klub Paris St. Germain. Det skriver den franske avis Le Parisien.

Om det er i håb om, at angriberen forlænger sin kontrakt med klubben, at PSG fordobler lønnen, melder historien dog ikke noget om.

LÆS DEN HER

15.55 - FODBOLD: Pato skifter til Chelsea
Det fortæller han ihvertfald selv til Sky Sports, der har mødt ham i Heathrow lufthavnen efter ankomsten til London.

»Jeg er så glad. Det er min drøm at spille her. Chelsea er mit nye hjem, og jeg takker Chelsea for deres støtte og tak til mine fans på Facebook, Twitter og Instagram for at følge mig,« siger Alexandre Pato til Sky Sports.

Den 26-årige brasilianske angriber skifter på en lejekontrakt fra Corinthians for resten af sæsonen.

LÆS MERE HER

15.40 - FODBOLD: Medie: 'Duncan' skifter med 100 procents sikkerhed til AGF
»Så skulle den være 100 procent sikker.«

Sådan skriver Aarhus Stiftstidende om Morten 'Duncan' Rasmussens øjeblikkelige skifte til AGF fra FC Midtjylland. Rygtet om et comeback for 'Duncan' i den hvide trøje har været længe undervejs, men avisen erfarer, at alt skulle være på plads mellem klubberne og spilleren, og at det derfor kun er et spørgsmål om tid, før skiftet bliver officielt.

'Duncan' var ifølge avisen ikke med i dagens træningskamp mellem de to klubber, hvor han så på fra tilskuerrækkerne men menes at underskrive kontrakten med AGF senere i dag.

LÆS HISTORIEN HER

15.17 - FODBOLD: Chelsea-stjerne ryger til Kina
Chelseas midtbanespiller Ramires skifter til den kinesiske klub Jiangsu Suning i en handel til 245 millioner kroner. Det skriver BBC.

Den 28-årige brasiliener skrev under på en ny fireårig aftale med Chelsea i oktober 2015, men han har kun fået syv startpladser i Premier League siden da.

Jiangsu sluttede som nummer ni Kinas bedste række i 2015, og holdet er trænet af den tidligere Chelsea-forsvarsspiller Dan Petrescu.

15.10 - FODBOLD: Sønderjyske vinder over Hobro
Der har også været træningskamp mellem Sønderjyske og Hobro, og dén kamp trak Sønderjyske sig sejrrigt ud af efter en scoring af Thomas Dalgaard. Hobros nyerhvervelse Hens Henrik Andreasen kom ind i anden halvleg.

15.06 - FODBOLD: Nicki Bille klar for Lech Poznan!
Esbjergs hjemmeside skriver onsdag eftermiddag, at Nicki Bille er på plads i den polske klub Lech Poznan. Bille nåede derfor kun at opfylde et halvt år af sin kontrakt med den vestjyske klub, selv om han havde skrevet under på en treårig aftale.

27-årige Nicki Bille er udset til at afløse den finske topscorer Kasper Hämäläinen i en klub, som i 2015 vandt det syvende nationale mesterskab.

»Som Nicki Billes ophold i EfB har udviklet sig, har vi ikke set nogen vej til et konstruktivt, fremtidigt samarbejde. Nicki fylder som type meget i en trup, og han har med sin kampvilje og ihærdighed erobret mange fanhjerter i tiden i EfB,« siger EfB’s administrerende direktør, Søren Poulsen, til klubbens hjemmeside.

I 19 kampe for Esbjerg nåede Nicki Bille at score fem mål, og Lech Poznan bliver angriberens 12. klub i seniorkarrieren.

14.56 - FODBOLD: AGF og FC Midtjylland spiller 1-1
Onsdag eftermiddag bød på en træningskamp mellem de to jyske Superliga-mandskaber AGF og FC Midtjylland. AGF bragte sig foran 1-0 efter 71 minutter ved Oskar Buur. Rasmus N.K. udlignede til 1-1 efter 79 minutter, og det blev også kampens resultat.

14.47 - FODBOLD: Chelsea skal lave ekstraordinært bud for stjerne
Ifølge Sky Sports kilder skal Premier League-klubben Chelsea op med et 'ekstraordinært bud', hvis man ønsker at hente hollandske Robin van Persie til klubben.

Det engelske medie kunne  onsdag formiddag fortælle, at London-klubben skal være interesseret i at hente den tidligere Arsenal- og Manchester United-angriber, som angiveligt ikke er glad for at være i sin tyrkiske klub, Fenerbahce.

14.41 - FODBOLD: Kinesisk sponsor kræver én kineser i hver klub!
Sponsorer har det nogen gange med at stille krav, der ganske enkelte kan være alt for urealistiske eller for mærkelige.

Den kinesiske lysproducent Ledman er navnesponsor for Portugals 2. division, og herfra skal kravet angiveligt lyde, at hver klub i rækken skal have mindst én kinesisk spiller i truppen. Og herefter skulle ligaen hedde Ledman Proliga.

Det noget usædvanlige krav skabte naturligt nok stærke reaktioner i Portugal, men ifølge The Guardian skal Ledman nu have lempet på kravene. Og den portugisiske ligaforning er også ude at sige, at klubberne ikke vil være forpligtet til at bruge kinesiske spillere. Ligaen forpligter sig derimod for at lægge til rette for at udveksle spillere.

13.24 - FODBOLD: Kenn Hansen udpeger 'sværeste trænere'
Den nu forhenværende Superliga-dommer Kenn Hansen har tidligere oprettet hjemmesiden lortedommer.dk, og her ligger han lystigt forskellige blog-indlæg ind.

Senest har han foretaget en vurdering af, hvilke af Superliga-trænerne der er sværest at dømme. Han rangerer Lars Søndergaard som den tredjesværeste og Glen Riddersholm som den næstsværeste. Ind på en førsteplads kommer FCK-manageren Ståle Solbakken, og Kenn Hansen giver blandt andet følgende ord med til nordmanden:

»Han er jo helt åbenlyst en rigtig alfa-han, som kender til mekanismerne i en hovedstadsklub, der spiller på nationalstadionet. Alle kneb gælder, og han er ikke bleg for at lægge pres på med store armbevægelser,« lyder det.

Læs hele Kenn Hansens blogindlæg HER.

13.05 - BASKETBALL: NBA-stjerne banker medarbejder og får skade
Blake Griffin fra Los Angeles Clippers har fået forlænget sin skadespause på dummeste vis. I søndags tabte holdet ude mod Toronto Raptors, og efter kampen var Griffin ude at spise med holdet, og så endte det i lettere kaos. Det skriver ESPN.com.

Blake Griffin kom i et skænderi med en medarbejder fra klubben, og det eskalerede til et decideret slagsmål. Medarbejderen forlod på et tidspunkt restauranten, men Griffin fulgte med og nævekampen fortsatte. Det endte med, at Blake Griffin brækkede hånden, og han er derfor ude i fire-seks uger. Han var ellers lige på vej tilbage efter en lårskade.

Ifølge ESPN havde klubbens medarbejder tydelige skader i ansigtet.

12.52 - HÅNDBOLD: »Der bliver mere krig end i 1864!«
De danske tv-seere kan se frem til endnu en håndbold-krig i aften, når Mikkel Hansen og co. spiller mod Tyskland om en plads i EM-semifinalen. Faktisk kan det blive rigtig vildt og hektisk, hvis man spørger den danske målmand Kevin Møller, der til daglig spiller i Flensburg.

»Der bliver mere krig, end der var i 1864, og der bliver ikke givet en eneste centimeter. Hvert hold kommer til at kæmpe for at sikre sig den endegyldige semifinaleplads. Så må vi se, om det er nok,« siger han til TV 2 SPORT inden aftenens opgør, der begynder kl. 18.15.

12.22 - TENNIS: Andy Murray skal møde 13. seedet
Andy Murray skal møde den 13. seedede Milos Raonic i semifinalen ved Australien Open i Melbourne. Murray vandt i morges over David Ferrer, og skotten er derfor godt på vej til at hente stor succes down under.

12.14 - HÅNDBOLD: Landin klar til at møde tyskere!
Målmand Niklas Landin er meldt klar til kamp, og dermed har Danmark en skadesfri trup til det afgørende opgør i aften mod Tyskland. Der er en EM-semifinale på spil!

Landin blev meldt tvivlsom, da han i tirsdagens kamp mod Sverige faldt og landede på sin ene lillefinger, og han kunne efterfølgende ikke bevæge den. Men nu kan danskerne altså godt ånde lettet op; danskernes ankermand skal igen forsøge at skabe mirakler mellem stængerne.

12.08 - FODBOLD: »Vi ved jo alle, at du tager fejl!«
Erik Johansson er skiftet til FC København, og svenskeren har vist så stor glæde over sit skifte, at han har kaldt klubben for Skandinaviens største. Han har desuden sagt, at der er mere kvalitet i FCK end i Malmö FF, hvor han tidligere har spillet.

Johanssons tidligere holdkammerat i Malmö FF, Markus Rosenberg, har dog ikke meget tilovers for landsmandens benovelse over FCK.

»Vi ved jo alle, at han tager fejl. Og at han skal sige det, når han kommer til en ny klub. Det havde han vel også gjort, hvis han var kommet til IFK Göteborg,« siger Markus Rosenberg til Sydsvenskan.

11.47 - FODBOLD: Allan Kuhn henter islænding til Malmö
Danske Allan Kuhn er tæt på at kunne indlemme Vidar Örn Kjartansson i Malmö FFs trup. Islændingen er ifølge svenske Expressen lige nu til lægetjek i den skånske klub, og han er således tæt på at skifte fra den kinesiske Jiangsu.

Det forventes, at han bliver præsenteret som ny spiller i klubben meget snart. Kjartansson har tidligere været storskytte i norske Tippeligaen i 2014, hvor han scorede 31 mål i 33 kampe.

»Der er både svenske og udenlandske klubber, som er interesserede. Mere vil jeg ikke sige lige nu. Det er ikke fair over for klubberne,« siger Kjartanssons agent, Olafur Gardarsson, til Expressen.

11.10 - FODBOLD: Messi og Ronaldo nærmer sig mål nr. 1000!
To fodboldspillere. Fire ben. Og snart 1000 mål i alt!

Hvis Lionel Messi scorer i Barcelonas Copa del Rey-kvartfinale i aften mod Athletic Bilbao, så vil han og Cristiano Ronaldo nå op på sammenlagt 1000 mål for klub og landshold.

Du kan få det store overblik over de to herrers kampe og mål i denne artikel fra Sky Sports, som har lavet en grafik over stjernernes mange scoringer.

10.54 - AMERIKANSK FODBOLD: Har Manning brugt væksthormon?
NFL er i gang med at undersøge, hvorvidt Peyton Manning fra Denver Broncos har benyttet sig af et ulovligt væksthormon. Det skriver BBC.

39-årige Manning har pure afvist over for Al Jazeera, der er kommet med beskyldningerne, at det skulle være tilfældet. NFL forventer ikke, at der bliver fundet frem til en konklusion, før Super Bowl-finalen er blevet spillet den 7. februar. Læs mere om sagen HER.

10.46 - FODBOLD: AaB stopper samarbejde med svensker
23-årige Andreas Blomqvist stopper hos AaB og fortsætter karrieren hos de svenske mestre fra IFK Norrköbing. Midtbanespilleren blev hentet til Nordjylland fra Sverige for et år siden, men han vender således tilbage til hjemlandet igen.

»Andreas’ fodboldmæssige talent er uomtvisteligt, men desværre må vi erkende, at det ikke er blevet forløst i AaB,« siger sportsdirektør Allan Gaarde til klubbens hjemmeside.

10.35 - HÅNDBOLD: Går Danmark i semifinalen?
BTs hold i Polen har nærstuderet, hvordan Danmark sikrer deltagelse i EM-semifinalen i aften i sidste mellemrundekamp mod Tyskland. Søren Paaske og Johnny Wojciech Kokborg har samlet seks grunde til, at Mikkel Hansen og co. avancerer til semifinalen, og du kan få det forkromede overblik lige HER.

10.23 - FODBOLD: AGF skriver med ungt talent
Superligaklubben AGF har lavet en toårig aftale med 19-årige Jens Stage, der har spillet for Brabrand IF's 2. divisionshold i de seneste sæsoner.

»Han konkurrerer på samme vilkår som alle andre, og han vil helt sikkert være i spil til førsteholdet og meget vel også få Superliga-kampe i foråret,« fortæller sportschef Jens Andersson til agf.dk.

Jens Stage er midtbanespiller og har i de seneste måneder trænet med AGF-truppen. Her har han således gjort et så godt indtryk, at han har fået en aftale med Aarhus-klubben.

10.17 - FODBOLD: Toutouh forlænger med FCK
Youssef Toutouh har forlænget kontrakten med FC København med et år, så den nu løber indtil 30. juni 2018. Det skriver FCK onsdag formiddag på deres hjemmeside.

»Youssef er en spiller, vi stoler på, og han er en alsidig spiller, der kan bruges på flere positioner. Han har haft en fin udvikling, og vi tror, at han de næste sæsoner kan tage et par skridt mere,« siger manager Ståle Solbakken til fck.dk.

»Jeg er glad og stolt over den her forlængelse. Jeg ser den som et skulderklap efter en god udvikling for mig og holdet, som jeg glæder mig til at bygge videre på. FCK er min klub, jeg har det rigtig godt på holdet, og nu er der ro på til at bygge endnu mere på,« lyder det fra Toutouh selv.

10.04 - FODBOLD: Adebayor skifter til Crystal Palace
Premier League-klubben Crystal Palace har hentet Emmanuel Adebayor i Tottenham på en fri transfer for resten af sæsonen. Det skriver BBC.

Den 31-årige angriber fra Togo spillede sidst 3. maj 2015 i Tottenhams nederlag til Manchester City. Han har tidligere repræsenteret klubberne Arsenal og Manchester City, og det er blevet til i alt 94 mål i den bedste engelske række.

Crystal Palace er det tredjedårligste hold til at score mål i denne sæson i Premier League. Holdet har kun nettet 24 gange i 23 kampe, og det rækker til en 11. plads i tabellen.

09.56 - ISHOCKEY: Kæmpe kamp af Nikolaj Ehlers!
NHL-danskerne har virkelig tur i den for tiden. Forleden lavede Jannik Hansen hattrick for Vancouver Canucks, og i nat lavede den 19-årige dansker-rookie i Winnipeg Jets, Nikolaj Ehlers, samme nummer i hjemmekampen mod Mikkel Bødker og Arizona Coyotes. To mål i første periode og ét i anden lagde grunden for sejren på 5-2. Danskeren blev naturligvis kåret til kampens bedste spiller.

Nikolaj Ehlers er noteret for 12 mål og 10 assister efter 49 grundspilskampe. Læs mere om hans præstation HER.

Også målmand Frederik Andersen havde en stor nat for Anaheim Ducks, da han blev kåret til 2nd Star i ændernes sejr på 6-2 ude over Boston Bruins. Danskeren sluttede med fornemme 94,1 i redningsprocent.

09.46 - FODBOLD: Carragher: Stort for Jürgen Klopp!
Liverpool kvalificerede sig tirsdag aften til Capital One Cup-finalen, og det har fået den tidligere Liverpool-stjerne Jamie Carragher til at udtale sig om præstationen.

Den tidligere forsvarsspiller beskriver det som et ’massivt’ øjeblik for manager Jürgen Klopp, skriver Sky Sports. Carragher forklarer, at det vigtigste var resultatet i semifinale-succesen mod Stoke.

»Det her er et massivt resultat for Liverpool og træneren. I store kampe og semifinaler handler det kun om at gå videre,« siger Jamie Carragher til Sky Sports.

»Glem alt om, hvordan du spiller. Det vigtigste i store kampe er at komme videre, og det har Liverpool gjort i aften.«

09.01 - HÅNDBOLD: Flensburg-Handewitt i sjovt tweet
Den tyske håndboldklub Flensburg-Handewitt - eller rettere den dansk/svenske klub - har efter EM-kampen mellem Danmark og Sverige i går tweetet følgende:

»FORTJENT! SE 28 DK 28 og der forventes ingen interne kampe til SGs træninger«

Anledningen er, at klubben har et væld af danske og svenske spillere på holdet. Danmark stiller op med Kevin Møller, Anders Eggert, Lasse Svan Hansen og Henrik Toft Hansen, mens Sverige her Flensburg-spillerne Mattias Andersson, Tobias Karlsson og Johan Jakobsson med til Polen. Og så har de to landshold ikke engang udtaget alle deres spillere fra den norstyske klub.

08.45 - FODBOLD: Chelsea interesseret i hollandsk stjerne
Sky Sports skriver onsdag morgen, at Chelsea er i gang med at skaffe Robin van Persie til klubben. Den hollandske stjerne spiller i tyrkiske Fenerbahce, men han er angiveligt ikke glad for at være i klubben.

Robin van Persie har tidligere vist sit store værd for Premier League-klubberne Arsenal og Manchester United. Ifølge Sky Sports' kilder har Chelsea-træner Guus Hiddink allerede gjort en indsats for at hente Alexandre Pato til Stamford Bridge på en seks måneders lejeaftale.

Ifølge Sky Sports er Loic Remy og Radamel Falcao på vej til at forlade Chelsea, så London-klubben er angiveligt ganske interesseret i at hente Robin van Persie tilbage til Premier League.