En ny uge er sparket i gang, og en ny vært overtager efter Michel Davidsen. Mit navn er Tobias Thomasen, og jeg vil føre jer igennem denne mandag aftens sportsnyheder.

22.48 - FODBOLD: Burnley vinder topopgør og rykker op på tredjeplads
I engelske The Championship vandt Burnley hjemme her til aften klart over en anden topklub Derby County med 4-1 efter 1-1 ved pausen. Resultatet betyder, at Burnley rykker op på tredjepladsen. Den næstbedste engelske række føres fortsat af Hull City foran Middlesbrough på andenpladsen.

22.39 - FODBOLD: Zlatan bliver væk fra idrætsgalla-show og bokser mod rugbystjerne
Den svenske verdensstjerne Zlatan Ibrahimovic var inviteret til det svenske Idrottsgalan-show. Men i stedet valgte PSG-angriberen at tage til et andet velgørenhedsarrangement i Paris, hvor han blandt andet gik i bokseringen mod rugbystjernen Sebastian Chabal.

Se billedet og læs historien HER

22.33 - FODBOLD: Buffon afslører dato for karrierestop
Trods en alder af 37 år holder den italienske topmålmand Gianluigi Buffon højt niveau. Juventus-målmanden ved dog, hvor længe han holder, inden handskerne lægger på hylden.

LÆS HISTORIEN HER

21.58 - HÅNDBOLD: EM-værter vandt sikkert over prygelknabe
Polen har netop vundet kampen mod Hviderusland med 32-27 i mellemrundens gruppe 1. Værtsnationen var foran hele kampen igennem og trods en mere lige anden halvleg, rykkede det ikke ved kampens resultat.

Polens sikre sejr bringer dem op på en andenplads i gruppen efter Norge på førstepladsen i gruppe 1 og foran Frankrig og Kroatien på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen.

LÆS MERE OM KAMPEN HER

21.45 - FODBOLD: Brøndby henter Lyngbys David Boysen
Den 24-årige kantspiller skifter med øjeblikkelig virkning til Brøndby på en 2½ årig kontrakt. Det oplyser Brøndby på sin hjemmeside.

»Vi får i David en spiller, der med sin fart kan og tør udfordre modstandernes defensiv og kan bringe yderligere dynamik til vores offensive spil. Og så har han mål i støvlerne,« siger Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, til klubbens hjemmeside.

LÆS MERE HER

21.34 - FODBOLD: Medie: FCM siger nej til AGFs bud på 'Duncan'
Ifølge eb.dk har FC Midtjylland afvist AGFs bud på Morten 'Duncan' Rasmussen. AGF og den knap 31-årige tidligere AGF-angriber skulle angiveligt ellers være enige om en kontrakt.

LÆS HISTORIEN HER

21.16 - FODBOLD: Medie: Andros Townsend tæt på skifte til Newcastle
Tottenhams Andros Townsend bliver meldt på vej til Newcastle af The Guardian. Skiftet skulle være tættere på, da Tottenhams manager Mauricio Pochettino angiveligt skulle have ønsket at afskibbe kantspilleren.

Efter at have været indblandet i uenigheder med Tottenhams fysiske træner, har 24-årige Townsend trænet med klubbens ungdomsspillere og har som følge deraf også mistet pladsen på Premier League-holdet. The Guardian melder, at spilleren nu skal forhandle med Newcastle, og at et skifte er på plads indenfor 48 timer.

21.08 - HÅNDBOLD: EM-værterne klart i front mod Hviderusland
Efter en lige start er Polen trukket fra Hviderusland i mellemrundens gruppe 1. Ved pausen fører Polen 19-13.

20.59 - HÅNDBOLD: Danske EM-stjerners klub trækker sig fra Bundesligaen
Casper U. Mortensen og Hans Lindberg har succes med Danmark ved EM i Polen. Men når EM-slutrunden er slut har de to landsholdsspillere ingen klub at vende hjem til, da HSV har trukket sig fra Bundesligaen efter sin konkurs mandag.

LÆS MERE HER

20.47 - HÅNDBOLD: EM-værterne foran mod Hviderusland efter lige start
Polen er foran mod gruppe 1s prygelknabe Hviderusland. Efter 17 minutters spil af mellemrundekampen står det 12-9 til Polen. De to hold har ellers været nogenlunde lige i starten af kampen.

20.28 - FODBOLD: Medie: Romas Gervinho er på vej til Kina
Ifølge Sky Sports er den ivorianske offensivspiller Gervinho på vej fra Roma til kinesiske Hebei Fortune. Det britiske medie citerer Romas sportsdirektør, Mauro Baldissoni, for at sige, at den tidligere Arsenal-spiller har bedt om at skifte.

»Jeg kan bekræfte, at vi iøjeblikket har samtaler. Vi har modtaget interessante tilbud, og når en spiller vil forlade klubben, er der lidt du kan gøre ved det. Det kan komme på plads meget hurtigt,« siger sportsdirektøren ifølge Sky Sports.

Tidligere på dagen blev Chelseas Ramires meldt tæt på en anden kinesisk klub - Jiangsu Suning - af The Guardian.

19.51 - HÅNDBOLD: Det ender uafgjort mellem Norge og Makedonien
Norge var længe bagud mod Makedonien men formåede at komme op på uafgjort og var endda foran på et tidspunkt i anden halvleg. Det rakte dog ikke til sejr og kampen ender 31-31. Spørgsmålet er, om det koster Norge pladsen i semifinalen. Mellemrundens gruppe 2 er helt åben.

LÆS OM KAMPEN HER

19.49 - HÅNDBOLD: Helt lige i sidste minut
31-31 inden sidste minut af kampen. Det bliver et spændende ét af slagsen. Time-out følger time-out inden de sidste sekunder.

19.44 - HÅNDBOLD: Flere udvisninger: Stillingen helt lige mellem Norge og Makedonien
Begge hold får to-minutters udvisninger og i kampens stilling følges de også ad i de sidste minutter af opgøret. 30-30 med fire minutter igen.

19.36 - HÅNDBOLD: To makedonske udvisninger kostede dyrt: Norge har udlignet
På et tidspunkt i anden halvleg var Makedonien overraskende foran med fem mål, men nu har Norge indhentet føringen. Med syv minutter tilbage af kampen står det 29-29.

19.33 - FODBOLD: Ajax-træner gør grin med Boilesen
Fik du læst historien om, hvordan Ajax-træner, Frank de Boer, har gjort grin med sin danske forsvarsspiller Nicolai Boilesen. Hvis ikke, så læs den HER

19.22 - HÅNDBOLD: Norge nu bagud med fem mål mod Makedonien
Det norske landshold formår stadig ikke at indhente Makedonien. Efter 42 minutters spilletid har Makedonien tværtimod øget føringen med fem mål til 24-19.

18.54 - HÅNDBOLD: Norge overraskende bagud med fire mål ved pausen
Makedonien er foran med fire mål mod Norge ved pausen i EM-kampen. 17-13 står der til Makedonien, som ellers har tabt samtlige tre kampe i mellemrunden, mens Norge har vundet sine tre kampe og inden kampen lå til en plads i semifinalerne.

18.39 - FODBOLD: Transferaktivitet i FC Nordsjælland
Andreas Maxsø vil gerne til udlandet, og Joshua John skifter måske alligevel ikke væk fra FC Nordsjælland. Læs mere om historien HER.

18.25 - HÅNDBOLD: Norge bagud mod Makedonien
Vores norske broderfolk og måske kommende semifinale-modstandere er kommet mindre godt fra start i kampen mod Makedonien ved EM i Polen.

Efter 12 minutter af kampen fører Makedonien med 7-5. Makedonien har i øvrigt tabt samtlige af sine tre mellemrundekampe, mens Norge har vundet alle sine tre kampe

17.50 - FODBOLD: Danmarks U21-landshold vinder stort over Wolfsburg
Det danske U21-landshold har mandag eftermiddag vundet 4-1 over Wolfsburg, oplyser DBU på sin hjemmeside. De danske ungdomslandsholdsspillere stod dog ikke overfor Nicklas Bendtner og de andre Bundesligaspillere, da der var tale om Wolfsburgs U23-hold.

De danske målscorere var Christian Nørgaard, Kenneth Zohore, Frederik Børsting og Casper Nielsen. Bastian Schultz formåede til sidst at reducere for tyskerne til slutresultatet 4-1.

17.40 - FODBOLD: Russisk klub bekræfter: OB henter Izunna
Den tidligere FC Midtjylland-spiller Izunna Uzochukvu skifter til OB fra Amkar Perm. Det oplyser den russiske klub på sin hjemmeside.

»Vi takker Izu for tiden i teamet, og vi ønsker ham stor sportslig succes,« siger Amkar Perms administrerende direktør til klubbens hjemmeside.

Det har ikke været muligt at indhente en kommentar fra OB, og klubben har endnu ikke bekræftet aftalen på sin hjemmeside.

LÆS MERE HER

17.18 - FODBOLD: Medier: Real Madrid har tilbagekøbsaftale på Mesut Özil
Ifølge flere britiske medier heriblandt The Guardian og Sky Sports har Real Madrid en tilbagekøbsaftale på Mesut Özil, som klubben solgte til Arsenal i 2013. Begge medier angiver Football Leaks som kilde på lækkede transferpapirer, der angiveligt giver Real Madrid ret til at matche eventuelle beløb fra interesserede klubber indenfor 48 timer.

De lækkede transferpapirer viser i øvrigt, at Arsenal købte Mesut Özil for 44 millioner pund i 2013 - eller omsat til danske kroner knap 432 millioner.

17.02 - FODBOLD: Medie: United-direktør diskuterer nedtur med profiler i van Gaals fravær
Manchester Uniteds administrerende direktør, Ed Woodward, har i weekenden taget flere snakke med United-profiler omkring klubbens situation og for at finde frem til eventuelle problemer. Alt imens klubbens manager, Louis van Gaal, er i Holland og først vender tilbage til træningen tirsdag. Det skriver Sky Sports. Samtalerne mellem direktøren og spillerne kommer ovenpå lørdagens 1-0 nederlag til Southampton.

16.40 - FODBOLD: PL-angriber risikerer karantæne efter albueslag
Crystal Palaces angriber Conor Wickham risikerer tre dages karantæne, hvis han bliver kendt skyldig i en episode, der fandt sted under kampen mod Tottenham i lørdags, hvor Wickham angiveligt ramte Tottenhams forsvarsspiller Jan Vertonghen i hovedet med sin albue i det 69. minut. Det skriver det engelske fodboldforbund FA på sin hjemmeside.

Da kampens dommer ikke så episoden i kampens hede, har det engelske fodboldforbund kigget nærmere på sagen, og Conor Wickham har indtil tirsdag, hvis han vil forsvare sig i sagen.

16.13 - FODBOLD: Mikkel Vestergaard skifter til Viborg med det samme
Den nu forhenværende Esbjerg-spiller Mikkel Vestergaard skrev forleden under på en tre-årig kontrakt med Viborg. Nu oplyser begge klubber på deres hjemmesider, at den 23-årige offensivspiller skifter med øjeblikkelig virkning. Det er blandt andet Viborgs træner, Johnny Mølby, glad for:

»Mikkel er en ung og sulten angriber, der har et stort potentiale, og vi er meget glade for, at vi får ham til Viborg allerede nu. Han er en spændende spiller, der er teknisk dygtig og har en god fodboldforståelse, og vi glæder os til at få ham i truppen,« siger han til Viborgs hjemmeside.

LÆS MERE HER

15.55 - FODBOLD: Medie: Chelsea tæt på salg af brasiliansk landsholdsspiller til Kina
Det er den 28-årige brasilianske midtbanespiller Ramires, der ifølge The Guardian er på vej til den kinesiske Super League-klub Jiangsu Suning. Tidligere Chelsea-spiller Dan Petrescu er træner i klubben og skulle angiveligt være klar til at lægge knap 200 millioner kroner (20 millioner pund, red.) for den brasilianske landsholdsspiller, der ikke er startet inde for Chelsea, siden Guus Hiddink blev ny manager i Chelsea.

15.24 - FORMEL 1: Magnussen-konkurrent er for dårlig

Et af de mere interessante rygter om Kevin Magnussens fremtid omhandler muligheden for at overtage Pastor Maldonados sæde hos Renault. Og det skyldes i hvert fald ikke talentet, at Magnussen ikke har overhalet Maldonado. Ifølge Formel 1-eksperten Mark Webber er Maldonado den dårligste kører i Formel 1.

15.12 - FODBOLD: Arnesen bekræfter forhandlinger med FCK
Robin Olsen er på vej til FC København, der har brug for en målmand. Det skrev Fotbollskanalen tidligere på dagen. Og nu bekræfter Frank Arnesen, at han har haft gang i reelle samtaler med FCK-manager Ståle Solbakken.

14.24 - FODBOLD: AaB-træner anbefaler Sporting Lissabon til Spalvis
Lukas Spalvis ligner en kommende Sporting Lissabon-spiller, og det er en god idé. Det mener AaB-træner Lars Søndergaard i hvert fald, og han anbefaler Spalvis at tage til Portugal fremfor de lidt mere eksotiske tilbud, der også har ligget.

13.48 - FODBOLD: United-billetter revet væk i Herning
Du skulle have været hurtig, hvis du ville have set Rooney, Martial og De Gea i Herning. Billetterne til Europa League-opgøret mellem FCM og Manchester United blev i dag sat i salg, og de bare 500 billetter blev revet væk. Der gik kun fem minutter, før det var overstået, og op mod 28.000 mennesker havde forsøgt sig, skriver FCM.

13.39 - HÅNDBOLD: Danskerne vil se håndbold i TV
Håndbold er en ægte TV-sport. Det må være konklusionen på de nyeste seer-tal fra Gallup. Således dominerer januars håndboldslutrunde stort på TV, og gårsdagens medrivende opgør mellem Danmark og Spanien blev set af 1,56 mio. danskere i snit. Flere end der så X Factor fredag. Og håndbold er den mest sete sportsgren i Danmark. På top-20 listen over de mest sete sportsbegivenheder er der kun to fodboldkampe. Playoffkampene mod Sverige. Det skriver Mediawatch.

13.19 - CYKLING: Sastre har Blaudzun med på sit drømmehold
Carlos Sastre var engang manden, man holdt med, når han på Bjarne Riis' mandskab forsøgte at vinde Touren. Og den lille spanier har også gode minder om tiden på Team CSC. For han har stillet sit drømmehold, og her har han fundet plads til danske Michael Blaudzun som hjælperytter.
»Han fik aldrig mange sejre, og ikke mange kendte særlig meget til ham, men når han havde en god dag, var Michael en af de bedste hjælperyttere derude. Jeg kørte adskillige Vueltaer og en Tour eller to med ham, og han havde en sjældent set kapacitet til at presse sig selv helt i bund for sine holdkammerater,« siger Carlos Sastre om Blaudzun.

13.03 - FODBOLD: Robin Olsen kommer til FCK
Stephan Andersen sidder ude i det meste af foråret med en ankelskade, men FCK ser ud til at handle hurtigt på den dårlige nyhed. Ifølge svenske Fotbollskanalen henter FCK Robin Olsen i PAOK. BT har forsøgt at få fat i Frank Arnesen, der er sportsdirektør i den græske klub, og Ståle Solbakken, manager i FCK.

12.49 - HÅNDBOLD: Tyskland mister to profiler inden kamp mod Danmark
Danmarks vej mod en EM-finale er netop blevet bare en anelse lettere. For det tyske landshold må undvære to af de helt store profiler i de næste kampe - blandt andet mod Danmark.

12.33 - FODBOLD: OB stjæler konkurrentens back
OB finder gratis guld. Først hentede man Kenneth Emil Petersen fra sommeren i AaB, og nu har man så offentliggjort Joao Perreira fra Sønderjyske. Den portugisiske back træder til fra sommeren, hvor hans kontrakt løber ud.

11.23 - FODBOLD: Opmuntring til Uffe Bech og Leon Andreasen
Det kører ikke sådan rigtig godt for Hannover 96 med Leon Andreasen og Uffe Bech. De ligger sidst i Bundesligaen, men klubben mangler ikke selvironi. De har netop tweetet tabellen - omvendt. Så ser det meget bedre ud.

11.17 - HÅNDBOLD: Norsk landstræner reddet af konens høreapparat
På en semi-sur mandag som denne er det godt med en feel good-historie. Og det er altså historien om den norske landstræner Christian Berge, der lider af tinnitus efter en kræftsygdom. For hans EM er blevet reddet af konens høreapparat.

11.00 - FODBOLD: Spalvis bekræfter tur til Lissabon - med speciel begrundelse
Lukas Spalvis er ved at blive solgt fra AaB, der har udsent en børsmeddelelse om forhandlinger emd en udenlandsk klub. Her kunne man fristes til at tro, at det var derfor, at Spalvis i weekenden var i Lissabon, da rygterne om Sporting florerer. Men nej, nej. Det var bare en hyggelig weekendtur. »Det er korrekt, at jeg i weekenden har været i Lissabon, men det var for at kigge på byen.- jeg har ikke haft nogle samtaler med nogle i klubben. Vi havde fri-weekend, så jeg ville ned og have lidt sol. Det var der masser af dernede,« siger Lukas Spalvis til BT.

10.49 - FODBOLD: AGF skal på shoppetur
AGF skal have nye spillere. Det lyder til at være sådan, landet ligger i Aarhus. Der er både rygtet en ung australier og Morten 'Duncan' Rasmussen til klubben. Sportschef Jens Andersson indrømmer, at man jagter erstatninger - og han har også en kommentar til de to konkrete navne.

10.37 - HÅNDBOLD: Svensk landstræner hylder Mikkel Hansen og verdensklassemedspillere
Danmark møder i morgen Sverige, og her står landsholdslegenden Staffan Olsson med ansvaret. Han kender Mikkel Hansen særdeles godt, da Olsson også er assistent i Paris SG. Og den svenske landstræner er fuld af benovelse over Mikkel Hansen og verdensstjerne-kammeraterne Nikola Karabatic og Daniel Narcisse.  »To ting gør mig glad: De er meget ydmyge og sygt professionelle af natur og til egen interesse. De har arbejdet utrolig hårdt for at nå dertil, hvor de er, og blive der. De er stadig lydhøre og nysgerrige, hvis jeg kommer med tips og idéer. Det gælder ikke bare dem, men alle spillere og hele klubben,« siger Staffan Olsson til Aftonbladet.

10.03 - HÅNDBOLD: Sådan går Danmark videre
Det var ikke helt ligegyldigt, at Michael Damgaard scorede til sidst i sejren over Spanien i går. For målscoren kan blive afgørende for, om Danmark går videre til semifinalen. Tjek regnskabet her.

09.14 - FODBOLD: Brøndby slipper officiel af med skidt indkøb
Michael Almebäck er nu for alvor fortid i Brøndby. Svenskeren har fået ophævet sin kontrakt og vender hjem til Örebro. »Selv om vi nu har fundet en god løsning for alle parter, er vi selvfølgelig stadig møgærgelige over, at Michael ikke formåede at løfte sit niveau og slå igennem i Brøndby IF. Det sker desværre fra tid til anden i fodboldens verden, at et potentiale ikke bliver indfriet. Uanset årsagerne hertil, så gælder det altid om, at begge parter kommer godt videre. Nu kan vi alle kigge fremad, og vi ønsker Michael Almebäck alt det bedste i sin fremtidige karriere,« siger Troels Bech til Brøndbys hjemmeside.

08.58 - FODBOLD: AaB forhandler om salg af topscorer
Lukas Spalvis er snart fortid i AaB. Rygterne har svirret længe om et skifte til Sporting Lissabon, men nu bekræfter klubben, at man forhandler med en udenlandsk klub, og den gode nyhed for AaB-fans er, at man ser ud til at beholde ham indtil sommeren: »Aalborg Boldspilklub A/S har indledt forhandlinger med en udenlandsk klub om et salg af spilleren Lukas Spalvis gældende fra sommeren 2016,« skriver AaB i en børsmeddelelse.

08.33 - FODBOLD: Crystal Palace holder øje med Bendtner
Nicklas Bendtner bliver aldrig rigtig kold. Trods sparsomt med spilletid i Wolfsburg og velsagtens i store dele af landsholdsangriberens karriere, er der stadig interesse for Bendtner. Crystal Palace holder i hvert fald øje, bekræfter klubbens manager: »Der er syv dage (til at købe en angriber, red.), så jeg og Steve (Parish, Crystal Palace-formand, red.) skal kigge meget intenst på det, og vi håber at hente en ind. Emmanuel Adebayor er en af dem. Nicklas Bendtner? Vi kigger på alle gode angribere,« siger Alan Pardew ifølge Daily Mail.

08.16 - FODBOLD: Drogba vender alligevel ikke tilbage
Det var Guus Hiddinks erklærede drøm at hente Chelsea-legenden Didier Drogba tilbage til klubben som en del af trænerstaben. Men den drøm må han nu opgive, da London-klubben ikke har kunnet nå til enighed med Drogbas MLS-klub Montreal Impact: »Det må vi på den korte bane, ja. Men på den lange bane har vi snakket om at spillere, der har haft stor indflydelse i klubben, er meget velkomne«, siger Hiddink til SkySports