Torsdag møder det danske landshold Portugal i den sidste EM-kvalifikatonskamp. Et opgør, som bliver uhyre vanskeligt – jeg vurderer, at Portugal er lige så stor favorit mod Danmark, som Danmark var mod Albanien og Armenien. Men ser man lidt længere ud i fremtiden, ser det danske landsholds muligheder ganske gunstige ud. Hvis – for der er et hvis – man evner at få matchet en gylden generations talent, så udviklingen ikke går i stå.
Torsdag møder det danske landshold Portugal i den sidste EM-kvalifikatonskamp. Et opgør, som bliver uhyre vanskeligt – jeg vurderer, at Portugal er lige så stor favorit mod Danmark, som Danmark var mod Albanien og Armenien.
Men ser man lidt længere ud i fremtiden, ser det danske landsholds muligheder ganske gunstige ud. Hvis – for der er et hvis – man evner at få matchet en gylden generations talent, så udviklingen ikke går i stå.
Der er ingen tvivl om, at der er en række unge spillere med store perspektiver, men opgaven er at få talentet til at udfolde sig på højeste niveau. Det er nemt nok at spå, men nogle gange bliver forventningerne ikke indfriet på hverken klub- og landshold eller en af delene. Og derfor er optimismen måske heller ikke helt så voldsom som for bare et halvt år siden.
Det, der lægger den lidt mere beherskede begejstring, der er til det nye kuld på landsholdet, kan langt hen ad vejen forklares med U21-landsholdets EM-slutrunde i sommer, hvis vi her definerer U21-landsholdet som værende talenter med klubkarriere og spillere, som efterhånden har nået et niveau, hvor man har en begrundet forventning om, at man kan levere på øverste plan. Udviklingen skal med andre ord være på et så godt niveau, så spillerne kan bruges på ikke aldersbestemte hold. Altså på store europæiske hold og det danske landshold.
Op til slutrunden kunne vi se, at spillerne var så gode og befandt sig i topklubber som Chelsea, Bayern München og Ajax. Men i mine øjne blegnede flere af de spillere, der var de største forventninger til. Pierre-Emile Højbjerg, Yussuf Poulsen, Pione Sisto og Viktor Fischer fik aldrig den slutrunde, de havde håbet på.
Den slutrunde fjernede en del af optimismen, men det ændrer ikke på, at det stadig ser godt ud på den lidt længere bane for det danske landshold.
Hvis vi ser på, hvem det danske landshold stiller med i dag, er det vel kun Lars Jacobsen, Daniel Agger, Michael Krohn-Dehli og William Kvist, der kunne fristes af at stoppe på grund af alder eller i nogles tilfælde bliver siet fra, fordi andre er bedre. Skulle de vælge at stoppe, er den danske trup stadig i ganske god forfatning.
Jeg ser en god akse op gennem det danske hold, hvor Kasper Schmeichel allerede nu har Premier League-niveau og bare vil blive bedre i de næste fem år. Vi vælter os i kompetente midtstoppere, for selv om Daniel Agger spiller mod Portugal, så er det nok mere i kraft af rutine og overblik end øjeblikkelig form. Ved siden af ham er Simon Kjær, der kan fortsætte i flere år, mens Andreas Bjelland, Jores Okore, Jannik Vestergaard, Erik Sviatchenko og Kian Hansen også er brugbare alternativer.
På midten er der Pierre-Emile Højbjerg, Jakob Poulsen og Thomas Delaney, mens Martin Braithwaite, Yussuf Poulsen og Nicklas Bendtner alle er gode muligheder i front – især hvis Christian Eriksen spiller centralt. Og så har jeg endda ikke nævnt Pione Sisto og Viktor Fischer, der også er i spil.
Ser man på en spiller som Nicolai Boilesen, illustrerer han desværre også, hvad udfordringen for det danske landshold er. Lige nu er Boilesen sat på tribunen i Ajax og har ikke udsigt til spilletid. Pierre-Emile Højbjerg har også en udfordring i Schalke, hvor han ikke er fast mand i startopstillingen, så det handler om, at spillerne konstant udfordres på det højest mulige niveau.
Ser man på den gyldne 80er-generation, var den karakteriseret ved, at de bærende spillere havde fremtrædende roller på deres respektive klubhold, og at de klubhold tilhørte eliten.
Dertil er vi ikke nået endnu med det nuværende landshold og især de unge spillere. Tottenham er en af de bedre klubber i England, men er stadig et stykke vej fra toppen af Premier League, og her er Christian Eriksen en profil, men det må ikke ske, at de danske talenter ender på bænken i for store klubber. Så hellere vælge en mindre klub, men hvor man matches konstant.
Spillerne og talentet er der – så længe der er spilletid – ellers udvikler de sig ikke nok. Jeg synes nu stadig, at den generation, der er på vej, er gylden. Og den bliver ikke mindre gylden af, at der allerede er unge spillere, som har opnået rutine på landsholdet.
