Greg Hancock blev først verdensmester, og siden blev han udelukket for at lade sig overhale.

Melbourne. Alder er ingen undskyldning for ikke at være sportsudøver på højeste niveau.

Det beviste den 46-årige amerikaner Greg Hancock endnu en gang lørdag i Melbourne, hvor han sikrede sig det individuelle verdensmesterskab i speedway for fjerde gang i karrieren.

Forspringet var så stort, inden sæsonens sidste grandprix gik i gang, at det kun var i teorien, at han kunne blive hentet af Tai Woffinden, sidste års verdensmester.

Hancock blev også hjulpet på vej af, at Jason Doyle, der var nummer to i stillingen inden grandprixet, ikke var med på sin egen hjemmebane på grund af en skade.

Derfor kunne Hancock allerede i sit første heat - lørdagens fjerde - køre guldet hjem med en heatsejr.

Amerikaneren med hvid hjelmfarve tog sig af starten og stormede mod guldet. Kortvarigt var han nede som nummer to, før han fandt plads til en overhaling og siden kørte sejren sikkert hjem.

I sekunderne efter triumfen fik han en lufttur af sit hold samt en stor krammer af konkurrenten Tai Woffinden.

- Det er helt fantastisk, siger Hancock i et tv-interview, inden han sender en hilsen til den tidligere danske topkører Erik Gundersen, der er delvist invalid.

- Erik Gundersen, vi lavede en aftale for et par uger siden. Jeg vil se dig gå, siger Hancock og peger smilende på kameraet.

Resten af grandprixet blev en kedelig fornøjelse for Greg Hancock. I niende heat lod han sig overhale med vilje af Chris Holder, og derfor blev verdensmesteren udelukket fra at køre mere.

- Hej Alle, tak for alt I gør for mig og vores gode sport. Jeg er så glad for at blive verdensmester igen. Ligeledes tak til dommerjuryen, skriver en ironisk Hancock på Twitter efter udelukkelsen.

Chris Holder og Greg Hancock er begge sponsoreret af energidrikken Monster, hvilket der på sociale medier spekuleres i er forklaringen på, at Holder fik en let overhaling.

I løbet af sæsonen er det blevet til en enkelt grandprixsejr for den nykårede verdensmester. Den kom i svenske Målilla i august.

Hancock vandt senest verdensmesterskabet i 2014, og han var også på toppen i 2011. Hans første triumf ligger helt tilbage i 1997.

/ritzau/