Det bliver den 26-årige nordmand Kathrine Haugland fra Tertnes, der kommer til at erstatte Cecilie Ågren på FIF's højre fløj.

"Det er der en stor chance for," bekræfter FIF-formand Bjarne Langkilde.

"Det ser positivt ud mellem FIF og mig," siger Kathrine Haugland til Bergens Tidende.

Hun har spillet det meste af sæsonen på Tertnes-fløjen, da Janne Kolling pådrog sig en korsbåndsskade. Hun ville egentlig have sluttet karrieren, men efter en tur til København har hun ændret mening.

I forvejen har FIF fået Mia Hundvin fra Tertnes til den anden fløj. Til gengæld mister man foruden Cecilie Ågren, der stopper på grund af slid, også Malene Andersen til Elda i Spanien. Talentfulde Karina Petersen skifter til Ajax-Farum, mens Dorte Johansen stopper.

"Vi krydser fingre for, at det endelig lykkes for Karina Jespersen at komme tilbage efter sine slemme skader," siger Bjarne Langkilde.

Kathrine Haugland er den fjerde Tertnes-spiller, som rejser til Danmark. De andre er Hundvin, Janne Kolling til Slagelse og Kjersti Grini til Ikast.