FCK har købt OB's Ulrik Laursen

Få timer før transfer-markedet lukkede sikrede FCK sig en vigtig brik i den videre kamp om årets danske fodbold-mesterskab. Nemlig OBs Ulrik Laursen.

Den fynske storklub bekræfter handelen på sin hjemmeside her til aften.
31-årige Ulrik Laursen har været OB’er siden sit 17 år lige bortset fra to ophold i Skotland, hvor han spillede for Celtic og Hibernian.

For godt to år siden vendte han tilbage fra det skotske højland og har siden spillet for OB.

Den stærke forsvarsspiller er også i Morten Olsens trup, og det føles måske overraskende, at Ulrik Laursen i den ret høje alder vælger at forlade den fynske hovedstad.

Men ifølge OBs hjemmeside, så er det forsvarsspilleren selv, der har ønsket nye udfordring her i sin karrieres efterår.
Til klubbens hjemmeside, siger direktør i OB, Kim Brink:

- Vi har vi fået en særdeles god transfer. Der er formentlig tale om den største handel mellem to danske klubber og en af de absolut største handler i OB’s historie.

Alligevel havde jeg helst set, at Ulrik var fortsat i den klub, han i forbindelse med seneste kontraktforlængelse selv omtalte som den klub i Danmark, han holder allermest af.

- Vi kunne have været kyniske og nægtet at sælge, men så havde vi risikeret at stå tilbage med en utilfreds spiller.

Hvis jeg stillede mig i vejen for et salg, eller hvis hele spillertruppen eller samtlige fans stillede sig i vejen for et skifte, ville spilleren jo stadig have ønsket om nye udfordringer.

Glæde i FCK

- Ulrik Laursen har hele tiden været vores foretrukne kandidat som afløser for Brede Hangeland, og derfor er jeg naturligvis meget tilfreds med, at vi er nået til enighed med både OB og Ulrik om et øjeblikkeligt skifte.

Alle, der følger dansk fodbold, kender Ulriks mange kvaliteter, og jeg er overbevist om, at han vil blive lige så værdifuld for F.C. København som han har været for OB, siger Carsten V. Jensen i en pressemeddelelse.