Der var gode nyheder til FC Aarhus' betrængte økonomi i går, da det lykkedes klubben at sælge den 21-årige skotte, Chris Iwelumo til hæderkronede Stoke City fra den engelske 2. division. Kontrakten lyder på 22 måneder og træder i kraft med øjeblikkelig virkning.

"Vi får en dejlig check, og Chris Iwelumo får forhåbentlig en dejlig fodboldfremtid," siger en tilfreds talsmand for FC Aarhus, Niels Brøchner, om Stoke-kontrakten.

Sædvanen tro var det umuligt at få oplyst beløbet på checken, men med de store penge, der er i britisk fodbold, falder der sikkert en pæn portion af til FC Aarhus, og klubformanden kunne da heller ikke lægge skjul på, at det var lige, hvad klubkassen trængte til.

"Det er ikke kun den overgangssum vi får, det er også den månedlige lønudgift, vi slipper for, som hjælper på vores situation. Fremtiden ser helt klart meget lysere ud for FC Aarhus. Om den er lys nok er en anden sag, og det vil vise sig i løbet af weekenden," siger Niels Brøchner.

I morgen skal bestyrelsen for FC Aarhus A/S endnu en gang søge at finde en løsning på det økonomiske uføre som truer med at lukke klubben. Tidligere adm. chef for klubben, Steen Ole Jørgensen, som står i spidsen for en række unavngivne personer og virksomheder, har igen meldt sig med en redningsplan for FC Århus. Ifølge en pressemedelelse er Steen Ole jørgensen & Co. parate til at skyde 3-4 mio. kr. i klubben. Nok til at sikre egenkapitalen og spillernes lønninger.

"Vi har afgivet et betinget tilbud, som sikrer driften af klubben for resten af året, og der vil også være penge til at opfylde DBUs krav til egenkapitalen. Men vi stiller os den betingelse, at vi kan opsige kontrakterne og genforhandle dem med spillerne," siger Steen Ole Jørgensen.

Niels Brøchner har ikke selv set pressemedelelsen, men er bestemt ikke uinteresseret.

"Vi er klar til at møde Steen Ole Jørgensens investorer, når de kalder, og vi behøver ikke nødvendigvis vente til på søndag," siger Niels Brøchner.