Dobbelt VM-guld til den 30-årige brite løftede ham op blandt de største på atletikkens lange distancer. 

Fænomenalt, unikt og helt igennem fantastisk.

Det britiske løbefænomen Mo Farah gjorde lang proces, da han fredag formåede at sætte kronen på et værk og nu kan kalde sig både olympisk mester og VM-indehaver på de klassiske langdistancer over henholdsvis 5- og 10.000 meter.

På det sidste af sine to mesterskabsløb, den taktisk komplicerede fem kilometer, måtte Farah grave dybt for at afvise et konkurrerende sjak med Ethiopiens Hagos Gebrhiwet og Kenyas Isiah Koech på de følgende pladser.

- Det er dette, jeg har arbejdet så hårdt for. Jeg tænkte på mine børn og de mange måneder, jeg har været væk fra dem. Det er meget svært, for de vokser så hurtigt og det er fire-fem måneder siden, jeg så dem sidst. Det var sværere denne gang end sidste år, konstaterede Farah, som er far til tvillinger fra august 2012 og en datter fra et tidligere ægteskab.

I fredagens gyldne fem kilometer løb var Mo Farah ikke bare oppe imod verdenseliten. Han var også udfordret af et sidesting med otte runder tilbage, som kunne have kostet dyrt.

- Jeg forsøgte at genvinde pusten ved at trække maven ind og heldigvis gik tempoet også lidt ned, så jeg kom ovenpå igen.

Hvis hans nærmeste konkurrenter havde løbet med større mod og beslutsomhed, kunne de utvivlsomt have kapitaliseret på Farahs krise. Både Gebrhiwet og Keoch har løbet stærkere end Farah i år, men i et løb, hvor tempoet var relativt lavt, spillede de reelt trumferne over på Farahs hænder. Med 600 meter igen satte den somalisk fødte englænder turboen til og løb sig til en plads blandt de allerstørste.

Efter medajleceremonien var det tid til reflektion fra manden, der først for alvor fik fart i skoene, da han flyttede til USA og kom under træner Alberto Salazars vejledning.

- Mange glemmer måske, at jeg har kæmpet i årevis og ikke er blevet en stjerne fra den ene dag til den anden. Jeg vandt ting som junior, blev sekser eller syver ved VM, så EM i 2010 og til sidst Salazar til at give de sidste to procent, som er forskellen på at være en mester og nummer seks. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle nå det her, lød det fra Englands nye nationalhelt.