flemmingonline
michelonline

Det er mandag. I februar. Og solen er på vej til at gå ned over er regnvejrsgråt Danmark. Mit navn er Flemming Brandt, og jeg skal forsøge at lyse op i mørket resten af mandagen, efter jeg har overtaget fra morgenmanden Michel Wikkelsø Davidsen.

22.39 - FODBOLD: Hjemvendt United-talent skadet i U21-kamp
Adnan Januzaj har endnu ikke overbevist Louis Van Gaal om, at han skal være en fast del af førsteholdet, siden den unge belgier vendte hjem fra lejeopholdet hos Borussia Dortmund. Mandag var han i aktion for Manchester Uniteds U21-hold, og her måtte Januzaj forlade banen efter bare en halv time. Han humpede ud og så ud til at have fået en forstrækning i baglåret. United vandt i øvrigt kampen 7-0 over Norwich' U21-hold. 23-årige Will Keane, der senest har været udlånt til Preston North End, scorede fem af målene. Måske Van Gaal snart burde give ham chancen?

22.25 - FODBOLD: Espanyol ydmyget på hjemmebane
Real Sociedad, der tidligere på sæsonen fyrede engelske David Moyes ,havde en munter aften, da man på udebane ydmygede bundholdet Espanyol. Gæsterne vandt hele 5-0 over hjemmeholdet, der var ved at gå totalt i opløsning. Efter nederlaget ligger Espanyol bare et enkelt point over stregen, mens Sociedad på 11. pladsen har seks point ned til nedrykningspladserne.

21.30 - HÅNDBOLD: Team Tvis tog fjerde sejr på stribe
Team Tvis Holstebro er tæt på slutspillet efter at have besejret Silkeborg-Voel KFUM 24-19 i mandagens kamp. Det var vestjydernes fjerde sejr i træk, og TTH ligger nu nummer fire. Gæsterne ligger nummer syv og jagter den sidste slutspilsplads, som i øjeblikket indehaves af Nykøbing FH. Læs mere her:

20.52 - TENNIS: WTA hædrer Wozniacki for vild duel
Caroline Wozniacki er nede som nummer 18 på verdensranglisten, men den danske tennisspiller bliver alligevel hædret af WTA. Wozniackis afgørende slag i en duel mod Danka Kovinic ved WTA-turneringen i Auckland, New Zealand, sikrer danskeren kåringen til »Shot of the month« i januar.

20.45 - Ronaldo sværger to års troskab to Real
Der har været mange rygter om Cristiano Ronaldo og en mulig sommer-transfer til Paris Saint-Germain. Men nu fastslår portugiseren, at han bliver i Real Madrid de næste to år.
»Jeg vil blive her to år til. Så vil jeg have fuldført min kontrakt, og så må vi se, hvad der sker i fremtiden,« siger Ronaldo ifølge den spanske sportsavis AS.

20.34 - BASKETBALL: Bakken Bears skriver historie
Selvom det var den syvende kamp i løbet af 14 dage, var Bakken Bears suveræne, da man mødte rivalerne fra Randers Cimbria. Med 122-44 vandt Bears deres største sejr nogensinde i den bedste danske række. Bears ligger på andenpladsen i Basket-ligaen efter Horsens. Læs mere her:

19.53 - FODBOLD: Messi skal opereres for nyresten
Barcelonas megastjerne Lionel Messi er ikke med, når katalanerne skal spille returkampen i Copa del Rey mod Valencia.  Argentineren har fået fri to dage, han skal ifølge sportsavisen SPORT nemlig tirsdag gennemgå en mindre operation for nyresten. Det var i øvrigt også nyresten, der holdt Messi ude af semifinalen ved VM for klubhold kort før jul. Men mon ikke holdkammeraterne onsdag alligevel kan forsvare forspringet fra den første kamp på 7-0? Læs mere her:

19.47 - FODBOLD: Chelsea-forsvarer er ude et halvt år
Det så grimt ud, da Kurt Zouma landede forkert på benet i kampen mod Manchester United, og nu har den unge franskmand fået dommen: Et ødelagt korsbånd og et halvt års pause fra topfodbold. Det oplyser Chelsea på klubbens hjemmeside. Det betyder, at den 21-årige midterforsvarer går glip af EM. Læs mere her:

19.30 - FODBOLD: Malmö-kaptajn fortryder vanvidstackling på FCK-stjerne
Svenske Markus Rosenberg kom flyvende med knopperne forrest i en tackling på Nicolaj Jørgensen under fredagens træningskamp imellem de to skandinaviske naboklubber. Umiddelbart var svenskeren ikke voldsomt angrende, men et par dage senere erkender han, at det var dumt:
»Det må jo ikke ske. Det er over grænsen, og man skammer sig,« siger svenskeren til aftonbladet.se. Læs mere her:

 

19.19 - FODBOLD: Arsenal-angriber på vej tilbage
Er du Arsenal-fan? Nå, ikke? Nej, men prøv alligevel at nyde Danny Welbecks beherskede inderside her. Arsenal-angriberen har længe været ude med en skade, men nu er han tilbage på træningsbanen sammen med ungdomsholdet. Og jep, den er er god nok, træneren, der ligger op bolden op til ham, er ingen ringere end Thierry Henry.

18.01 - CYKLING: Sygdom ødelægger 6-dagesløbets førende par
Danske Marc Hester har fået ny makker ved seksdagesløbet i Ballerup. Hans belgiske makker, Jasper De Buyst har måttet forlade løbet på grund af sygdom. Hester kører nu resten af løbet sammen med belgieren Otto Vergaerde. Parret har mistet en omgang, og i stedet er par nummer 7 nu alene i spidsen af løbet i Ballerup. Læs mere her:

17.33 - FODBOLD: Træner lægger pres på Jakob Busk
Den tidligere U21-landsholdsmålmand Jakob Busk fik i fredags sin første kamp for sit nye tyske hold, Union Berlin, der spiller i 2. Bundesliga. Og danskeren får ros af sin træner Sascha Lewandowski, men Busk skal ikke regne med at få noget foræret.
»Overordnet set kan han spille bedre. Det var en fin ilddåb, men han kommer til at forbedre sig,« siger Lewandowski til Kicker.
Busk viste usikkerhed, da Berlin kom bagud 0-1 til Kaiserslautern, og hvis han ikke højner niveauet, står den 10 år ældre Daniel Haas klar til at generobre pladsen i Unions mål. Union spiller på søndag hjemme mod 1860 München. Det forventes, at den 22-årige dansker igen står i målet.

16.19 - FODBOLD: Andreas Christensen på ugens hold i Kicker
Det hjælper altid til at få noget opmærksomhed, når man kommer på scoringslisten. Og den regel gælder i særdeleshed, når man er forsvarer og scorer to gange i samme kamp. Danske Andreas Christensen er således med på ugens hold hos det respekterede tyske sportsmagasin, Kicker, efter han havde sidste fod på to mål for Mönchengladbach i fredagens 5-1 sejr over Werder Bremen.

 

15:31 - CYKLING: Dansk debutant fik 10. plads i Dubai
21-årige Søren Kragh Andersen havde sin professionelle debut ved første etape af Tour of Qatar. Og det gik fint for den danske rytter, der endte som nummer ti på en etape, der blev vundet af Mark Cavendish. Læs mere her:

15:18 - NFL: Thomas Davies og det sindssyge ar
Thomas Davies brækkede for to uger siden armen i en NFL-kamp for Carolina Panthers. Men søndag var han allerede tilbage på banen, da han spillede Super Bowl mod Denver Broncos. Her er det voldsomme ar, som han lagde billede op af efter kampen. Desværre for Davies tabte han og Panthers 24-10.

14:43 - FODBOLD: Maxsø fortæller om nej tak til Tyrkiet
Andreas Maxsø lignede længe en spiller, der skulle en tur til Tyrkiet, men i sidste ende gik det ikke. »Der har været flere rygter, men det drejede sig mest om den samme klub. Jeg var dernede og besøge dem og forhandlede. Men vi kunne ikke blive enige, så jeg blev enig med min agent og min far om, at jeg skulle tage tre-fire måneder her og så se, hvad der sker. Nu blev det sådan, og de næste fire måneder er jeg FC Nordsjælland-spiller,« siger Maxsø til Frederiksborg Amts Avis.

14:21 - FODBOLD: OB tabte træningskamp i Tyrkiet
OB er ligesom resten af Superliga-klubberne i gang med at forberede sig til foråret. Men det gik ikke særlig godt for fynboerne, der på træningslejren i Tyrkiet tabte 2-0 til svenske Djurgården.

13:52 - FODBOLD: Kineserne handler - og det er dyrt
Kina har kastet kærligheden på brasilianere. Der skal superstjerner til landet, og det er der kommet. Men undrer du dig også også, hvorfor det er så voldsomt med indkøbene i disse tider. Så får du svaret i en lækker sag her - blandt andet med anekdoten om, da seks kinesere besøgte Danmark.

13:40 - FODBOLD: Vejle søger udenalndske investorer
Vejle spiller i foråret for en af de tre oprykningspladser til Superligaen, men samtidig leder man efter udenlandske investorer, skriver Vejle Amts Folkeblad. Klubben har tidligere været i dialog med en gruppe tyskere, men det bliver ikke til noget, så nu søger man penge andetsteds. »En bedre økonomi giver os mulighed for at tænke langsigtet og træffe de rigtige beslutninger,« siger Mogens Svendsen, bestyrelsesformand i Vejle, til Vejle Amts Folkeblad.

13:23 - FORMEL 1: Magnussen var kun andetvalg
Kevin Magnussen kæmpede sig til et Formel 1-sæde, da Pastor Maldonado og hans venezuelanske pengemænd ikke kunne betale. Men det var Stoffel Vandoorne, Magnussens tidligere reservekører, der var førstevalget.

13:18 - FODBOLD: Uffe og Leons klubkammerater planlagde røveri
Der er åbenbart ikke penge nok i at spille U19-fodbold. Det må være konklusionen på en historie fra Tyskland om, at tre af Leon Andreasen og Uffe Bechs klubkammerater fra Hannover 96s U19-hold planlagde røveri mod en spillebule. Læs hele den mærkværdige historie her.

12:45 - FORMEL 1: Magnussen får formet sit sæde
Du skal sidde ordentligt, når du kører på første klasse. Så Kevin Magnussen har været forbi Renaults Formel 1-fabrik for at få lavet sit sæde til den kommende sæson.

12:13 - FODBOLD: Barcelona tæt på at slå rekord
Barcelona er rødglødende. Katalanerne har vundet deres seneste ti kampe, og hvis de undgår nederlag til Valencia i den næste kamp, vil de slå klubbens egen rekord på 28 ubesejrede kampe. Men for træner Luis Enrique tæller det ikke. »Jeg går mere op i de kollektive målsætninger, vi har, end statistik, og dem kan vi kun opnå i slutningen af sæsonen,« siger han ifølge BBC.

11:27 - FODBOLD: John Terry siger farvel - men er det en god idé?
... det diskuterer 6'erens eksperter Mikkel Bischoff og Morten Bruun. Og der er et par gode argumenter for at sige farvel til Terry.

 

Men hvad synes du? Giv din mening til kende her:

10:58 - FODBOLD: Andreas Christensen månedens spiller
Masser af succes. Den kan Andreas Christensen godt nynne lidt med på, for den danske midterforsvarer er kåret til månedes spiller i Gladbach for januar. Christensen fik 64 procent af fansenes stemmer og henter dermed den hæder for anden gang i Gladbach.

10:31 - FODBOLD: Leicester, den defensive mester
Hold op, hvor det kører for Kasper Schmeichel og vennerne i Leicester. Nummer et i Premier League, sejr over rivalerne fra Manchester City i weekenden og fem point ned til Tottenham og Arsenal. Men hvis nogen mener, at Leicester er gået defensivt til værks i denne sæson, har de statistikkerne med sig. Se bare tre interessante lige her:

Boldbesiddelse: 43,7 procent (tredjedårligst)
Afleveringspræcision: 69,3 procent (dårligst)
Kontramål: 4 (flest)

10:05 - FODBOLD: AaB sælger Lukas Spalvis
Lukas Spalvis er fortid i AaB - til sommer. Det er der nok mange AaB-fans, der er glade for, så nordjyderne stadig har topscoreren klar til det vigtige forår. Spalvis skal fra sommeren spille for Sporting Lissabon, der har sikret sig litaueren. Læs mere her.

09:49 - CYKLING: Kristoffs hold ramt af endnu en dopingsag
På under et år er Katusha nu ramt af den anden positive dopingsag med Eduard Vorganovs midlertidige suspendering. For norske Alexander Kristoff er det naturligvis ikke optimalt som en del af Katusha-holdet. »Jeg føler ikke, at denne sag ødelægger mit eget image, men for holdet er det lort at have en positiv doping-sag, og det kan skade mig, hvis vi får en straf til hele holdet. Så det kan have konsekvenser for mig,« siger Alexander Kristoff.

09:16 - HÅNDBOLD: Pascal Hens og de afslappede danskere
Pascal Hens startede sin tid i HC Midtjylland med et pokaltrofæ. Den tyske bagspiller er kommet til fra konkursramte HSV Handball, og han er mødt af en mere afslappet stil. »De (danskerne, red.) træner mindre. Her er alt mere afslappet. Nogle holdkammerater går på arbejde om morgenen. En som fysioterapeut. Der er ingen stramme regler med dress code og tidlig mødetid,« siger Hens i et interview med Bild.

08:36 - FODBOLD: Zlatan er Europas bedste - ifølge statistikkerne
Zlatan Ibrahimovic og Paris SG er ustoppelige i Ligue 1. De fører rækken med 24 point ned til nummer to, og Zlatan Ibrahimovic kan lige nu kalde sig den varmeste spiller i Europa. Svenskeren har nemlig scoret 21 mål og lagt op til otte (29 point), hvilket er den bedste statistik i Europa, skriver Fotbollskanalen. Cristiano Ronaldo, Gonzalo Higuain og Luis Suarez deler andenpladsen med 26 point.

08:27 - FODBOLD: Klopp tilbage på job
Jürgen Klopp var ikke på trænerbænen, da Liverpool i weekenden smed en 2-0-føring over styr og i stedet spillede 2-2 med Sunderland. Han var blevet ramt af blindtarmsbetændelse, som han lørdag så blev opereret for. Og det var ikke længe, Klopp skulle være sengeliggende, for mandag skulle tyskeren være tilbage på arbejde, skriver The Telegraph.

08:13 - FODBOLD: Yussuf Poulsen på rundens hold og toppen af 2. Bundesligaen
Yussuf Poulsen ligner en kommende 1. Bundesliga-spiller, og det er ikke, fordi han er ved at blive solgt, selvom interessen angiveligt har været der. Han ligger til gengæld i toppen af den næstbedste række med RB Leipzig, og nu er han også på rundens hold i Kicker efter søndagens 2-0-sejr over Eintracht Braunschweig.

SMS

Hitter på Facebook