Velkommen til mandag aften. Mit navn er Flemming Brandt, og jeg skal være din pilot på aftenens tur rundt i sportens forunderlige univers. Jeg kan love et par mellemlandinger i fodbolden, når vi følger med i OBs kamp mod Esbjerg. Der er også bold med dansk deltagelse i de næstbedste rækker i England og Tyskland, når Bolton tager imod Brentford, og Karlsruhe beværter RasenBall Sport Leipzig. Endelig er der italiensk klassiker med Napoli mod Inter. Stay tuned, som de siger i æteren.

22.57 - FODBOLD: 'Tillykke, Vardy - din store racist'
England står i kø for at hylde Leicester-angriberen Jamie Vardy for at have sat ny Premier League-rekord med 11 mål i 11 kampe i træk. Men ikke Daily Telegraph-journalisten Jonathan Liew: »Tillykke, Jamie Vardy, din store racist,« skriver han på Twitter med hentydning til en episode tilbage i august , hvor Vardy blev fanget på et casino, hvor han brugte ordet 'Jap', tydeligvis nedsættende.



Liew har siden på sin facebook-side forklaret, hvad han mener, og hvorfor Vardy efter hans mening ikke burde have eet arbejde efter hans udtalelse.

22.47 - FODBOLD: Vibe brændte chancer og måtte nøjes med uafgjort
Brentford fik kun 1-1 ude mod bundholdet Bolton. John Swift bragte gæsterne foran efter bare ni minutter, men Neil Danns udlignede efter 65 minutter. Lasse Vibe spillede 90 minutter for Brentford, og danskeren havde to gode chancer, som kunne have afgjort kampen. Efter 36 minutter var han helt fri mellem de to Bolton-midterforsvarere, men Ben Amos fik reddet hans skud med en fodparade. Med bare tre minutter tilbage af kampen reddede Amos igen i stor stil et velplaceret skud fra danskeren, som her kunne være blevet matchvinder for udeholdet, der nu ligger på 11. pladsen i the Championship.

22.18 - FODBOLD: Rasmus Falk har sagt nej til OB-tilbud
OB har tilbudt Rasmus Falk en ny kontrakt, men han har foreløbigt sagt nej. Klubben må komme med et bedre tilbud, hvis han skal forlænge den aftale, der udløber til sommer.
»Jamen, jeg har jo ikke skrevet under på det, så det siger sig selv. Jesper (Hansen, OB-sportschef, red.) siger selv, at han har tilbudt mig en aftale. Og jeg har ikke skrevet under på nogen aftale, og det er selvfølgelig, fordi vi ikke er enige om tingene.« Læs mere her:

22.10 - FODBOLD: Ny sejr til RB Leipzig
Yussuf Poulsen startede på bænken, men kom ind for RB Leipzig efter 63 minutter. Kort efter kom gæsterne foran 1-0 ude mod Karlsruhe, og den stilling holdt kampen ud. Sejren betyder, at Leipzig nu er à point med Freiburg, som ligger nummer et, og har seks point ned til St. Pauli på tredjepladsen.

21.53 - FODBOLD: Esbjerg-spillere gik helt amok efter nederlaget
Esbjergs spillere var naturligt nok meget skuffede ov4er at miste det ene point i overtiden mod OB: »Folk gik helt amok. Vi følte, at vi havde fortjent mere, så vi er sindsygt skuffede,« sagde Esbjergs Bjørn Paulsen efter kampen til TV3 Sport 1. Læs mere her:

21.29 - FODBOLD: Steinlein aftalte forårskamp mod FCK
Både FCK og FCM ville hellere vente til foråret end at spille den storm-aflyste kamp den 13. december. Der var ingen af klubberne, der sagde »så kom den 13.«, selvom datoen ellers på forhånd var valgt som officiel erstatningsdato.
»Jeg har haft en god snak med (klubsekretær, red.) Daniel Rommedahl fra FCK, og vi var enige om, at vi helst ville vente til foråret, så spillerne ikke skulle vente med at kunne gå på ferie,« sagde FCMs sportsdirektør Claus Steinlein til TV3 Sport1 i programmet Superliga XL.

21.09 - FODBOLD: Kent Nielsen storroser Rasmus Falk
»Der viser Falk den tekniske formåen, han har,« siger Kent Nielsen, da han på TV3 Sport 1 bliver bedt om at kommentere på matchvinderens elegante chip, der afgør kampen. Træneren siger i øvrigt, at han tror på, at Falk bliver i OB, selvom spilleren netop har afsløret, at han sammen med sin agent har sagt nej tak til OBs første udspil til en ny kontrakt. Hans kontrakt udløber til sommer, men det forventes, at Brøndby vil forsøge at hente ham i januars transfervindue. Læs mere her:

20.53- FODBOLD: Var det Rasmus Falks sidste kamp for OB?
Rasmus Falk sørgede i overtiden for, at alle tre point blev i Odense, selvom 1-1 havde været et mere retfærdigt resultat. Nu er spørgsmålet, om den elegante kantspiller har optrådt for sidste gang som OBer i Odense? Det mener TV3 Sports ekspert Peter Graulund - og mon ikke han har ret?

20.50 - FODBOLD: Flyvende Falk matchvinder for OB
Langt ind i overtiden spiller Rasmus Falk 1-2, dribler videre, og vipper bolden forbi Martin Dubravka. 2-1 til OB - og kampen er forbi. Synd for Esbjerg, flot af Falk. Læs mere her:

20.39 - FODBOLD: Fire Guinness til Lewandowski
Mandag var dgen, hvor Robert Lewandowski fire gange Guinness - og det var ikke øllen. Det var derimod fire rekorder, som han fik certifikat på, at han har slået. Læs mere her:

20.29 - HÅNDBOLD: Mors-Thy sejr på hjemmebane
Mors-Thy vandt 33-31 over HC Midtjylland efter at have været bagud 13-15 ved pausen. Læs mere her:

20.23 - FODBOLD: Veteran ind for Esbjerg
HH Andreasen, der tydeligvis tager Movember særdeles seriøst, er netop på banen. En rød skovsnegl, som kunne have gjort både Burt Reynolds om Tom Selleck voldsomt misundelig tilbage i 70erne, har taget plads på hans overlæbe.

20.17 - FODBOLD: FCM-direktør træt af 'seje' FCK
FC Midtjyllands kommercielle direktør, Jacob Jørgensen, er lige som sportsdirektør claus Steinlein ikke voldsomt begejstret for FCK-direktør Anders Hørsholt. Han tør ikke tænke på, hvad der var sket, hvis FCK skulle have bestemt, om søndagens kamp skulle gennemføres eller ej.

20.13 - FODBOLD: Tæt på Esbjerg-mål
Der er stadig mål i luften i Odense. Bjørn Paulsen header et frisparksindlæg i jorden, og det er lige ved at snyde Koval i OB-målet. Stadig 1-1.

20.09 - FODBOLD: Desler tæt på med hovedet
Det er altså en voldsomt underholdende kamp det her. Denne gang er Mikkel Desler tæt på med hovedet efter et hjørnespark, men lige forbi stolpen. OB er i den grad tilbage i kampen og har overtaget lige nu. Der er flere mål forude.

20.05 - FODBOLD: Rasmus Festersen udligner - 1-1 i Odense
Nej, det kunne Esbjerg ikke. Ganske få minutter er spillet, og nu er stillingen 1-1. Rasmus Festersen slog bolden ud til Mikkel Desler, som lagde et perfekt indlæg tilbage til den målfarlige angriber, som headede bolden over til den modsatte stolpe. Meget nydeligt eksekveret - det så næsten for nemt ud.

20.02 - FODBOLD: Kan Esbjerg holde presset?
Anden halvleg er fløjtet, Esbjerg foran 1-0 i Odense. Spørgsmålet er om de holde hjem. OBs cheftræner Kent Nielsen har lige erkendt, at det ikke er dommerkendelserne, der er skyld i, at hans hold ikke er bedre. Mon OBerne kan finde tilbage til fokus i de sidste 45 minutter i stedet for at brokke sig over dommer Benjamin Svedborg (jo, det hedder han faktisk)?

19.35 - Billes håndtegn forklaret
Så fik vi det på plads. Billes håndtegn var ikke en subtil hilsen til Lykke May - eller en anden eks-kæreste. Bille kaster West Coast-håndtegn, når han scorer for Esbjerg. Han tydeligvis blevet velintegreret på den jydske vestkyst.

19.31 - FODBOLD: Endnu et gult OB-kort
Mikkel Desler har lige fået gult for at brokke sig. På bænken ryster Kent Nielsen på hovedet. Man forstår ham. Koval bokser efterfølgende til et indlæg, som han vel burde have grebet.

19.26 - FODBOLD: Mere spas med Koval
OBs ukrainske målmand er det, man med et udtryk lånt fra engelsk, kalder 'gaven, der bliver ved med at give'. Maksym Koval så lige gult for at brokke sig over et frispark dømt mod ham for at tage bolden med ud af feltet.

19.20 - FODBOLD: Nicki Bille bringer Esbjerg foran
Esbjerg er kommet foran 1-0 ude mod OB. Målscorer Nicki bille. Og ja, det er hans første mål efter bruddet fra fotomodellen Lykke May. Bille fejrede målet med et svært forståeligt håndtegn, men mon ikke vi får en forklaring efter kampen?

18.45 - FODBOLD: Og her er OBs 11
Det bliver spændende at se, om Rasmus Falk kan holde sit høje niveau i aften.

18.14 - FODBOLD: Van Buren med fra start
Hollandske Mick van Buren er med fra start, når Esbjerg om tre kvarter begynder kampen mod OB. Det er bare femte gang i denne sæson, at han starter inde. Esbjergs startopstilling:



18.03 - ATLETIK: Kenyanske topchefer suspenderet
Tre af de mest magtfulde mænd i kenyansk atletik er nu blevet suspenderet i et halvt år af det internationale atletikforbund, IAAF. Præsidenten for Athletics Kenya, Isaiah Kiplagat, hans vicepræsident  David Okeyo samt den tidligere kasserer og landsholdsleder Joseph Kinyua er blevet udelukket i 180 dage fra alle poster i både kenyansk og international atletik. Imellemtiden vil de tre mænd blive undersøgt for beskyldninger, som er blevet rettet mod dem. Det er uklart, om de er mistænkt for at have organiseret doping eller for korruption.

17.31 - FODBOLD: Stormkamp spilles først til foråret
FCM-FCK, der skulle have været spillet søndag aften, men blev udsat på grund af stormen Gorm, bliver ikke spillet inden vinterpausen. Datoen er endnu ikke fastlagt, den afhænger af, om FCM går videre fra gruppespillet i Europa League.

17.09 - FODBOLD: Arsenal-profiler tvivlsomme til CL-gyser
Både Alexis Sanchez og Santi Cazorla blev så skadede i Arsenals uafgjorte kamp mod Norwich søndag eftermiddag, så de nu er tvivlsomme til både kampen mod Sunderland og Champions League-opgøret ude mod Olympiakos næste onsdag. Det skriver The Guardian, som har været i kontakt med klubbens sundhedssektor. Mens Sanchez blev skiftet med noget, der lignede en forstrækning i baglåret, blev Cazorla på banen efter et spark over knæet. Til gengæld er Laurent Koscielny formentlig klar allerede i weekenden, selvom han måtte udgå efter bare 11 minutter med hofteproblemer. Arsenal skal slå gækerne med mininum to mål, eller vinde 3-2, 4-3 eller endnu mere, hvis de skal videre i CL.

16.15 - FODBOLD: FCV-bestyrelse kræver klubben konkurs
FC Vestsjællands bestyrelse har nu begæret klubben konkurs. Det erfarer TV ØST. Det sker samme dag, hvor klubbens ansatte, heriblandt spillerne, måtte kigge forgæves efter lønnen på kontoen. Læs mere her:

 

16.06 - FODBOLD: FCM-direktør savner format hos FCK

 

Claus Steinlein undrer sig over, at FCK-direktør Anders Hørsholt nu klager over, at de ikke blev inddraget i beslutningen om at afløse søndagens topkamp.
»Det må han jo selv stå på mål for. Vi var selvfølgelig altid i tvivl om, hvorvidt det var den rigtige beslutning, da vi aflyste kampen. Men set i bakspejlet var det da 'én af de klogeste beslutninger, vi nogensinde har truffet. Det kunne være gået grueligt galt, og 11.000 mennesker kunne have løbet forvildet rundt ude i stormen,« siger Steinlein. Læs mere her:

15.21 - FODBOLD: Ingen Laudrup i Valencia - endnu

Michael Laudrup har mandag prydet mediebilledet i Spanien med historien om, at han er blandt de to topkandidater til posten som cheftræner i Valencia. Nu er der kommet nyt om trænersituation i klubben, der i aftes sagde farvel til cheftræneren. Assistenten Phil Neville (tidligere storspiller i Manchester United) overtager midlertidigt roret, indtil der er fundet en permanent afløser. Hvem ved, måske Michael Laudrup.

15.15 - FODBOLD: FC Vestsjælland på randen af konkurs

FC Vestsjælland har ikke udbetalt løn til sine spillere, der derfor nu vil indsende en konkursbegæring.

Det bekræfter administrerende direktør i klubben, Gert Hansen, over for BT.

»Det er korrekt, at vi ikke har udbetalt spillernes løn. Det er en frygtelig situation. Mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt,« siger Gert Hansen.

Læs mere om den historie her.

14.21 - FODBOLD: Her er de tre kandidater til Ballon d'Or

Så er finalefeltet til Ballon d'Or fundet. At Lionel Messi og Cristiano Ronaldo er blandt de tre er en af historiens mindste overraskelser, mens der var spænding om den tredje kandidat. Her faldt valget på..... Neymar. Der var oprindeligt 23 kandidater, men feltet er altså nu nede på tre. Hvem der vinder, afgøres i Zürich d. 11. januar.

Lionel Messi har vundet prisen fire gange, mens Ronaldo er blevet hædret som verdens bedste fodboldspiller tre gange. For Neymar er det første gang, han er blandt de tre i finalefeltet.

13.49 - FODBOLD: FC København klager over FC Midtjylland

FCK har klaget over FC Midtjylland i forbindelse med søndagens aflysning af de to mandskabers interne topopgør. Klagen er landet hos DBUs disciplinærudvalg:
«Vi har fået en klage fra FC København. Den er lige landet hos os. FCK mener ikke aflysningen foregik efter reglerne,« siger sekretær i disciplinærudvalget, Henrik Andersen, til BT.

13.40 - FODBOLD: FCK langer ud efter FCM - regelbrud!

FC Københavns administrerende direktør Anders Hørsholt langer nu kraftigt ud efter FC Midtjylland på baggrund af den sene aflysning af søndagens topkamp på grund af stormen Gorm. Selve beslutningen om at aflyse anfægter FCK-bossen ikke, men forløbet omkring aflysningen får en hård medfart.

»Vi synes, at forløbet omkring aflysningen blev håndteret særdeles uprofessionelt - og i øvrigt i strid med DBUs regler,« siger FCK-bossen til FCKs hjemmeside.

Læs mere på bt.dk om et øjeblik.

13.10 - FODBOLD: Steven Gerrard tilbage i Liverpool

35-årige Steven Gerrard sagde i sommer farvel til hjerteklubben og goddag til LA Galaxy i USA. Nu er han atter tilbage i Liverpool. Mens den amerikanske liga ligger stille har Liverpool-legenden fået lov til at træne med under den tyske manager Jürgen Klopp. Steven Gerrard kommer dog ikke til at spille kampe i den røde trøje. Der er udelukkende tale om træning og for Gerrard en mulighed for at blive inspireret af succestræneren.

12.45 - FODBOLD: Forventer afklaring om topkamp tirsdag

Stormen Gorm afblæste i aftes topkampen mellem FC Midtjylland og FC København. Det har sat DBU på arbejde for at finde en ny dato til opgøret mellem de to guldkandidater. DBUs turneringsansvarlige, Peter Ebbesen, regner med, at der senest tirsdag vil være fundet en ny dato.

»Det ser sådan ud, at vi er i dialog med klubberne om de muligheder, der er, og vi forventer en afklaring inden for et døgs tid,« siger han til bt.dk.

Men det er mere sandsynligt tirsdag end i dag?

»Det tror jeg umiddelbart. Det kunne også blive i aften, men jeg tror, at bedste bud er i morgen«

Som en ekstra servicemeddelelse kan det tilføjes, at FC Midtjylland i dag har meldt ud, at søndagens billetter til kampen kan bruges til den udsatte kamp. Alternativt kan man få billetterne refunderet.

11.50 - FODBOLD: Reagerer på matchfixing-anklager

Formanden for det armenske fodboldforbund, Ruben Hayrapetyan, skabte i sidste uge overskrifter hele vejen fra Balkan til Danmark med sine anklager om matchfixing i Armeniens sidste kvalifikationsgruppekamp mod Albanien. Den kamp, som med en udesejr sendte Albanien til EM på bekostning af Danmark.

Fodboldbossen mente, at flere spillere på det armenske landshold bevidst lod sig tabe. Nu svarer spillerne så igen. Ifølge Ekstra Bladet har ni af spillerne i et åbent brev pure afvist alle beskyldningerne om matchfixing.

»Beskyldningerne er på ingen måder korrekte. De er fuldstændige usande. Vi har 100 procent tillid til alle spillere i truppen. Vi er overbeviste om, at vores opfattelse deles af hele truppen. Intet forræderi fandt til stede, og hvis man leder efter det, vil man ikke lykkes med at finde det,« skriver de.

Blandt de ni armenske landsholdsspillere er Dortmund-stjernen Henrikh Mkhitaryan og den tidligere Randers-angriber Yura Movsisyan.

11:10 - SVØMNING: Dansk medaljejagt i Israel

Onsdag går det løs for de danske topsvømmere til EM på kortbane i Israel. Blandt de danske profiler er Jeanette Ottesen og Viktor Bromer, hvor førstnævnte uden tvivl er den danske EM-lejrs bedste medaljebud. Dansk Svømmeunion har nu offentliggjort målsætningen.

»Vores officielle ambition er at være med i kampen om tre medaljer og svømmere i seks finaler. Det er ambitiøst, når vi kigger på holdets størrelse og sammensætning, samt feltet af konkurrenter. Vi kan sagtens have et rigtig godt stævne, uden at vi når vores ambition. Det store fokus i denne sæson er naturligvis OL i Rio, der jo foregår på langbane,« siger Dansk Svømmeunions sportschef Lars Green Bach i en pressemeddelelse.

EM-holdet består af følgende syv svømmere:
Viktor B. Bromer, Aalborg Svømmeklub
Jeanette Ottesen, Vejle Svømmeklub Triton/NTC
Julie Aglund Lauridsen, Svømmeklubben Triton Ballerup/NTC
Sarah Bro, Gentofte Svømmeklub/NTC
Emilie Beckmann, Tune IF/GTI/NTC
Magnus Jákupsson*, Farum Svømmeklub
Julie Kepp Jensen*, JGI/A6

11:00 - FODBOLD: Laudrup til Valencia? Meget muligt.

Flere spanske medier - herunder den madrid-baserede sportsavis Marca - skriver mandag, at Michael Laudrup er den ene af to topkandidater til jobbet som cheftræner i Valencia. Klubbens hidtidige cheftræner trak sig i aftes efter et hjemmebanenederlag til Sevilla.

Viasats reporter Luna Cristofi, som bor i Madrid, fortæller her, hvorfor der er god grund til at tro på Laudrups topkandidatur.

»Marca har sandsynligvis en direkte indgang til Valencia-ledelsen - helt konkret drejer det sig om den magtfulde spilleragent Jorge Mendes, der mere eller mindre er ringforlovet med Valencias ejer, Peter Lim.«

»Jeg ved ikke, om det er Jorge Mendes, der ansætter træneren i Valencia, men han er helt sikkert med i processen. Og Marca kunne sagtens have en hotline til Mendes.«

10.20 - RUGBY: Rørende afsked med legenden

Den newzealandske rugby-legende Jonah Lomu gik d. 18. november bort i en alder af blot 40 år. Han efterlod sig en kone og to børn og en hel nation i sorg. Nu har landsholdskammeraterne, de brømte All Blacks, givet Jonah Lomu en smuk afsked. Svært ikke at blive en smule rørt..

09.26 - FODBOLD: Stakkels FCN-reserver...

FCK-profilerne måtte i aftes tage hjem fra Herning uden spilleminutter i benene på grund af stormen Gorm. Det kommer til at gå ud over FC Nordsjællands unge reserver. FCK-manager Ståle Solbakken har således udtaget hele førsteholdstruppen plus to ungdomsspillere til eftermiddagens kamp i Reserveligaen. Lad os bare sige, at FCN-reserverne nok får det svært...

Kampen spilles klokken 13.00 på FC Københavns træningsanlæg.

09.10 - FODBOLD: Spanske aviser enige om Laudrup-kandidatur

Det blev ikke til en dansk landstrænertjans, men står det til de spanske medier, kan Michael Laudrup meget snart være tilbage på trænerbænken. Flere af de store spanske medier melder således mandag, at Michael Laudrup er en af to kandidater til at overtage roret i den spanske storklub Valencia, efter Nuno Santos i aftes valgte at gå efter 0-1-nederlaget til Sevilla. Både Marca, Sport, ESPN og Super Deporte bringer historien om, at Michael Laudrup og den tidligere Barcelona-træner Frank Rijkaard er de to kandidater. Med sådan en enighed er det svært at tvivle på historiens troværdighed.

08.50 - FODBOLD: Se her, FCK. Gorm angreb MCH Arena

Det var ikke uden københavnske frustrationer, at søndag aftens topkamp mellem FC Midtjylland og FC København blev aflyst på grund af stormen Gorm. Men det var nu nok meget godt, der ikke var tusinder af fodboldfans samlet på MCH Arena i aftes. Her til morgen har FC Midtjyllands bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen, uploadet et billede på Twitter af knust glas og noget af et skilt, som Gorm har flået af stadion.

08.30 - BASKETBALL: Stjernerne hylder basketlegende

En af baskethistoriens største spillere gennem tiden, amerikanske Kobe Bryant, annoncerede i nat dansk tid, at han efter sæsonen stopper karrieren. Det har fået stjernerne til at hylde den legendariske skytte, der er en af historiens tre mest scorende i NBA.

Talkshowværten Larry King:

Basketlegendende Scottie Pippen:

NFL-stjernen Terrel Owens:

Basketstjernen Paul Gasol: