På helt mirakuløs vis sikrede Esbjerg sig tirsdag aften det danske mesterskab i ishockey. Esbjeg vandt den syvende og afgørende finale med 3-2 over Aab og sikrede sig dermed en samlet sejr på 4-3 i finaleserien.

Der var presset 4209 tilskuere ind på Esbjerg Isstadion, hvilket var det højeste tilskuertal til en ishockeykamp i Danmark siden 1996, og de blev vidner til et drama af næsten usete dimensioner.

For gæsterne fra AaB var foran med 2-0, da der manglede et minut og 20 sekunder af tredje og sidste periode. Guldfesten var nærmest i gang, mens så reducerede Dan O'Connell 1-2.

Esbjerg tog målmand Dan Jensen ud for at blive en spiller i overtal i angrebet, og det skabte et tungt pres med mange skud mod AaB-målet. Og bare fire sekunder før tid kunne Martin Rousek lave det udlignende mål, der sendte kampen ud i forlænget spilletid.

Her var det Petter Bart Hansen, der lavede det mål, som gjorde vestjyderne til danske mestre. Petter Bart Hansen var også manden, der lavede Esbjergs sejrsmål i den sjette finale.

/ritzau/