Jeg er ikke den store gambler. Men når jeg en sjælden gang spiller 100 kr. for at få lidt adrenalin ind i mine kampiagttagelser, tager jeg næsten altid fejl. I hvert fald taber jeg mere end jeg vinder. Og jeg er jo ellers både selvudråbt og BTs ekspert.

Peter Sørensen er BTs Superliga-­ekspert og skriver i BT Sporten hver søndag og mandag. Opret abonnement på BT PLUS og læs hans vurdering af, hvem der klarer den, og hvem der ryger ud af Superligaen - du får samtidigt adgang til tusindvis af artikler, guider og reportager i BT PLUS-universet


Jeg er ikke den store gambler. Men når jeg en sjælden gang spiller 100 kr. for at få lidt adrenalin ind i mine kampiagttagelser, tager jeg næsten altid fejl.

I hvert fald taber jeg mere end jeg vinder. Og jeg er jo ellers både selvudråbt og BTs ekspert.

Inden denne Superliga-runde kunne jeg eksempelvis finde på at spille på AaB-sejr hjemme mod Hobro, FC Nordsjælland-sejr ude mod FC Vestsjælland, FC København-sejr hjemme mod Esbjerg, OB-sejr hjemme mod Brøndby. Og FC Midtjylland vinder som altid på hjemmebane mod Randers, selv om gæsterne endelig fik en sejr i sidste uge.

Jeg kunne også godt finde på at spille på, at mine venner fra Silkeborg vinder på hjemmebane mod Sønderjyske, der ikke har kunnet noget som helst siden deres sejr mod Brøndby i Pokalturneringens kvartfinale. (Jeg ved godt, der var en undtagelse i Aalborg for en måneds tid siden, men det er den bekræftende…)

Jeg mener, det er realistiske udfald beroende på stærke faglige analyser, selvom jeg nok ville gardere lidt og spille 4/6. Også for at holde mig inde hele weekenden.

I tillæg kunne det være lidt sjovt at se tabellen efterfølgende.

FCM og FCK ville være endnu mere sikre på guld og sølv, og Silkeborg er jo desværre for længst i næste års 1. division. Men sjovere er det, at Randers, FCN, og Brøndby vil dele tredjepladsen alle på 41 point, og Hobro og AaB ville blot være en sejr efter disse tre hold med 38 point.

Som sædvanlig tager jeg nok fejl og taber mine penge, for underlige uforudsigelige udfald forekommer næsten i hver eneste runde. Heldigvis. Det ville for eksempel ikke overraske mig stort, hvis FCV kunne vinde på hjemmebane mod FCN.

Jeg har mange gange i disse spalter peget på, at jeg mener, at FCVs trup er alt for god til at være isolerede i bunden og ligne en sikker nedrykker.

Det virker som om, de har fundet en bedre rytme og har fået lidt mere mod på livet i Superligaen på trods af den miserable indgang på forårssæsonen, hvor de havde en række indbyrdes opgør mod øvrige nedrykningskandidater. Opgør, som de tabte – og derfor blev dømt endeligt ude af både sig selv og de fleste eksperter, der som bekendt er en meget ubeskyttet titel.

Skulle det ikke så utænkelige ske, at FCV vandt mod FCN, ville et andet interessant perspektiv øjnes. Nemlig det at FCV således ville være kun tre point efter Esbjerg, der i mit scenario jo altså vil tabe i Parken til FCK i denne runde, og som - pudsigt nok - onsdag aften mødtes i en pokalsemifinale.

Esbjerg får besøg af FCV i næstsidste runde, og den skal FCV naturligvis satse på vinde, for at der skal være en gangbar overlevelseschance vurderet for nuværende.

FCV har, udover Esbjerg, Sønderjyske og Silkeborg i de tre sidste runder, og disse kampe skal de også vinde. Esbjerg har her henholdsvis AaB og Brøndby ude, og begge disse hold kan teoretisk set stadig spille om bronze til det sidste…

Esbjerg har i mellemtiden et par kampe mod Silkeborg og Sønderjyske, som de SKAL vinde.

En samlende analyse kunne være, at Esbjerg henter syv point resten af sæsonen:

De taber denne weekend til FCK i Parken, vinder mod Silkeborg og Sønderjyske hjemme, og får et livsvigtigt point ude mod FCN, inden de taber deres sidste tre mod AaB, FCV og Brøndby. Dermed ender de på 35 point.

FCV vil, hvis det går som jeg forventer, hente 13 point i de sidste kampe og altså ende på præcis 35 point efter sidste spillerunde, forudsat de altså kan vinde i denne runde på hjemmebane mod FCN, får et point ude mod Hobro og vinder sine sidste tre mod Sønderjyske, Silkeborg (der intet har at spille for) og den, for mit regnskab, afgørende skæbnekamp i Esbjerg.

Den talstærke – og til denne kategori hører Esbjerg-træner Niels Frederiksen – vil straks kunne udlede, at dette skrækscenario for esbjergenserne slet ikke er så slemt.

For Esbjerg vil med meget stor sikkerhed overleve den pessimistiske udgang med en bedre målscore. Og sige ”Ha, så meget for de såkaldte eksperter”.

Det siger jeg også, men sig ikke, at det er helt urealistisk. Og sig ikke, at man altid er for tidligt ude med sikre konklusioner.

Og kære Niels og co. i Esbjerg og omegn: Sig ikke, at I ikke fortryder, at I bragte jer selv i denne situation - hvor I stadig er lidt nervøse for, om I nu også kan hente det point i Farum - ved at sælge jeres tre vigtigste spillere i transfervinduet.

Visse eksperter ville kalde dette hybris.